The House Devils kommer fra Manchester, men medlemmer har alle rødder i det irske. Alle er de dygtige musikere, og sangeren er faktisk rigtig god.
Det mystiske ved dette album er, at på trods af fire kompetente musikere samt kvaliteten af både musikken og cover-layoutet, er det lykkedes at lave et rigtigt kedeligt album. Jeg havde hellere hørt fire soloplader, for lytter man efter, er de knaldende dygtige hver især. Sammen er de middelmådige, når bølgerne går højest.
En ting er sangvalget, som mest af alt hører hjemme i Dublins Temple Bar-område, med mange ukritiske turister defilerende forbi. Noget andet er valget af tunes, som hverken er særligt kreativt eller traditionelt – bare anderledes på den forkerte måde. Tag for eksempel skæring fem, et sæt jigs, som går hen og bliver ganske godt, når de første 30 sekunder er overstået. Til at starte med kræver det sin mand at skelne mellem om der bliver spillet i 4/4 eller 6/8 (jeg kan afsløre, at det er sidstnævnte, der er korrekt). Selvom jeg personligt har spillet den første tune et utal af gange, kunne jeg ikke genkende den på grund af upræcis backing og en sjov arytmisk feeling.
Denne hårde kritik ærgrer mig egentlig, da potentialet er stort i The House Devils. Det slår mig atter engang, at man i traditionel musik stadig ikke har forstået guitarens rolle til akkompagnement. Fordi man har en dygtig sanger, der akkompagnerer sine sange fint, så er det ikke nødvendigvis én, som er specielt talentfuld, når det kommer til at være præcis og varierende i sit akkompagnement af instrumentalsæt.
Køb cden, hvis du er til godt fremførte viser og irske ballader, og går mindre op i instrumentalmusik (og synes det hele lyder ens). Ellers er der godt nok mange bedre alternativer på markedet.
Øv!
The House Devils: ”Adieu to Old Ireland”
ARC Music (2009)
