Jan Borges: "Sorgenfri"

Journalisten og produceren Jan Borges debut-cd viser, at hans stemme egner sig bedre til viser end til rock

Se også

No related items were found.

Radiojournalisten og produceren Jan Borges er ikke begejstret for udviklingen i København. Det fremgår af hans vise ”Jensens dag i København", der beskrives som Danmarks største provinsby, som har mistet sin retningssans og ligger som en strandet hval. Så der er ikke noget at sige til, at Borges ikke kan komme ud af København hurtigt nok og hellere vil hjem til de mere fredelige omgivelser i Middelfart, hvor han nu har base, og hvor der tilmed ligger en sparekasse, som har støttet hans debut-cd.

Dette har gjort det muligt for Borges at springe ud som sanger og sangskriver. Han har selv skrevet tekst og musik til samtlige numre på sin debut-cd, som handler om lidt af hvert. I ”Jæger og bytte” møder vi en af hverdagens skæve eksistenser, sangen ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” er et rent trekantsdrama, og ”De rigtige valg” handler om folk, som falbyder svar på alle livets spørgsmål. Nå, ja, og så er der titelsangen, som antyder, at Sorgenfri (Danmark?) nok ikke er det værste sted at vokse op: ”Intet sted bedre end her, hvor jeg vil bli'/Jeg er født og opvokset her i Sorgenfri”.

Borges har ikke nogen stor stemme, men han er en habil visesanger, og jeg synes, hans stemme kommer bedst til sin ret i de mere viseprægede, akustiske sange, hvor Jan Borges akkompagnerer sig selv på guitar, men også får stemningsfuld opbakning af Simon Bekker på dobro. I de mere rockprægede numre med bl.a. Jens Munch på orgel og Borges selv på el-guitar synes jeg, at hans stemme drukner i et for dominerende lydtæppe. Nok også, fordi hans stemme egner sig bedre til viser end rock.

Så lad mig slutte med at citere de sidste par linjer fra hans vise ”Det rigtige valg”: ”Livet er dit eget, du bestemmer selv/så hvorfor ikke træffe de rigtige valg?”

Det må også gælde musikvalg.

Jan Borges: ”Sorgenfri”
Saravasti Records (2010)


Videoer fra YouTube

Loading...
Loading...