Danske bluessangeres problemer med at lyde passende udanske når de lægger sig i kølvandet på deres amerikanske forbilleder, er før påpeget af undertegnede, men kritikken rammer så sandelig ikke Thorbjørn Risager. Fra naturens hånd er manden udstyret med noget af en stemme. Fyldig, snavset og ”sort”. Den har han brugt flittigt de seneste 5-6 år, såvel i studierne som ude på fædre- og udlandets hævede podier. Her på hans femte skive præsenterer han sit øjeblikkelige ståsted med 10 studieindspilninger.
Det kan imidlertid være lidt svært at definere dette ståsted. Når man på den vokale front er udstyret som Risager, er det nærliggende at fokusere for meget på netop det frem for den musikalske helhed. På ”Track Record” lægger han ud med musikalsk frækt og medrivende moderne blues hvor ikke mindst den dejligt snavsede og aldeles velspillende Jarno Varsted sætter sit præg med sin ”snudehøvl”. Herefter udvikler pladen sig i retning af mere traditionel soul-blues med fremherskende blæsergruppe. På et tidspunkt bliver det mere jazz end blues, men stadig mainstream. Der er ikke noget galt med de musikalske arrangementers kvalitet. Stilen er holdt, og folkene kan deres kram. Risagers engagement er tydeligvis også varmt og nærværende, og det er i høj grad en del af kvaliteten. Det er bare ærgerligt at kanten forsvinder.
Er man mere traditionelt anlagt, springer man 3-4 spor frem, hvorimod tilhængere af nyskabende aggressiv blues piller skiven af forholdsvist hurtigt. Denne karakteristik er måske for anskuelighedens skyld sat lidt på spidsen, men kritikken er velment. Denne dejlige sanger skal arbejde videre med at finde sit stilmæssige ståsted. Hvor det bør være, er afhængigt af den gamle regel om smag og behag, men det manden kan, er i hvert fald at få lortet til at gynge. Den melding skal han – alt andet lige – have med på vejen.
Thorbjørn Risager: ”Track Record”
Cope Records (2010)
