En vinterkold januaraften havde Århus Bluesforening inviteret til koncert med fire musikere som, hvis man ser på deres respektive diskografier og de efterfølgende høstede priser og anerkendelse, må siges at repræsentere noget af det ypperste på den danske bluesscene.
Denne aften, som var præcist et år efter foreningens konsolidering med et brag af en støttekoncert, stod i delta bluesens tegn og publikum blev virkelig taget med ’back to the roots’. Efter en kort introduktion af formand for Århus Bluesforening Inger Boysen, som gav status for foreningens virke – og faktisk blev en smule rørt undervejs (måske af det faktum at Vestergade 58 var tæt på fyldt) – lagde H.P. Lange og Troels Jensen ud med to numre, henholdsvis Leadbellys ”Good Morning Blues” og Robert Johnsons ”Cross Road Blues”. Med fortolkninger af to så store koryfæer, var tonen slået an til første halvdel af aftenens program, som også bød på Josh Whites ”Things ’bout Coming My Way” og flere af d’herrers egne kompositioner.
Sammenspillet de to imellem var eminent og især vokalerne må man virkelig tage filt-hatten af for. Især hos Troels Jensen kunne man gennem sprødheden i stemmen mærke det levede liv og inspirationerne fra en fortid, som aftenens ’lånte’ numre, var autentiske fortolkninger af. Publikum var med på, at blive taget med tilbage til den tid, hvor den berømte amerikanske folklorist Alan Lomax og hans far, gjorde alt hvad de kunne for at indsamle musikalsk materiale og promovere mange af de legender, som vi i dag ser som bluesens fædre. Men 1930’er-stemning var der dog ikke, i den forstand på Vestergade 58. 1960’ernes ungdom – som de fleste af de tilstedeværende nok var en del af – lærte os at sidde ned og lytte til rytmisk musik. Dette, sammenholdt med nutidens efterhånden halvdyre billetpriser, betød at publikum, som vidste hvad de var gået ind til, opførte sig en smule andægtigt og koncert-orienterede, på trods af at musikken swingede som bare pokker!
Nu kan vi heldigvis godt lide øl her i Århus (der var måske en enkelt, der lidt for godt kunne lide øl), så stemningen var løsnet noget op til aftenens anden koncert trakteret af Tim Lothar og Peter Nande. De to har fornylig i fællesskab, begået en ny plade , "Two for the Road", og den var i fokus i deres program. Begge har fået tildelt titlen, Årets Blues Navn, henholdsvis i 2007 og 2008 og det levede de op til, da de skød festen i gang med ”Baby Blue”. Om det var tilførslen af stortromme og hi-hat/tamburin eller øllerne blandt publikum der gjorde det, skal være usagt, men det bænkede publikum livede noget op, da de to musikere indfandt sig i den ligeledes akustiske duo-konstellation, Tim Lothar på guitar/vokal og Peter Nande på mundharpe.
Det kan i den forbindelse være svært at forstå at det kun er en 5-6 år siden at trommeslageren Tim Lothar greb en guitar og begyndte at skrive sit eget musik. Hans alsidighed og tightness på de seks strenge, er påfaldende i eksempelvis ”Late Again” og ”Slow Train”.
I forbindelse med Lothars musikalske makker er det nødvendigt at indskyde et forbrugertip; Hvis flertallets forestilling om en mundharpe-spiller er Amin Jensen, med to harper proppet langt ind i munden på en gang, så vil jeg råde alle til at kigge forbi næste Nande-optræden. Han kan skis’me spille! Og denne aften var der i duo-konstellationen plads til mange og til tider overlegne soli. Fedt mand! Hen imod slutningen af blues-festen, var der ved at indfinde noget der måske kunne ligne en 30’er stemning hos publikum. Nogle sad og hang, flere sad og sludrede mens andre dansede lidt sporadisk rundt.
Til ekstranumrene blev guitarist Ronny Boysen inviteret på scenen og gav med sin telecaster lidt past-midnight-feel, der afrundede en næsten 4 timer lang blues-session, hvor vi fik lov til at komme en tur med tilbage hvor det hele startede, men i nye og lige så autentiske og swingende klæder.
Med en omskrivning af et af aftenens numre; ”Ain’t too young as long as you can boogie woogie, baby” kan man kun opfordre de lidt yngre til (når X-Factor er slut), at opsøge disse bluesmen, på en kold fredag vinteraften.
Dobbeltkoncert på Vestergade 58, Århus, fredag d. 29 januar
H.P. Lange og Troels Jensen
Tim Lothar og Peter Nande
