I 1997 bukkede nigerianske Fela Anikulapo Kuti under for sin aidssygdom, og verden var blevet en stor orkesterleder og pioner fattigere. Gudskelov var ringene begyndt at spredes fra hans berømte klub i Lagos-forstaden Ikeja, og ikke mindst hans to sønner Femi og Seun har siden i den grad taget handsken op og videreført afrobeatens budskab om stærkt synkoperet musik tilsat politiske budskaber, som konstant har været bad news for regeringen. Ligesom der for alvor kom gang i den, da hans gamle makker fra de første 15 år og orkestrene Koola Lobitos og især banebrydende Afrika70, trommeslageren Tony Allen udsendte pladen Home Cooking og for alvor tegnede en ny fremtid for afrobeat. Som siden har spredt sig som en steppebrand over hele verden, hvor nogle af de mest markante grupper har været Antibalas, Kokolo og Zozo Afrobeat, alle fra New York-området, samt Fanga fra Montpellier i Sydfrankrig, som med ti år på bagen har lavet tre album, der kulminerede med sidste års glimrende ”Sira Ba”. Og det var denne gruppe, som lørdag aften gæstede Klub Afrobeat på spillestedet Global på Nørrebro. Og formeligt væltede stedet.
Gruppen har i front Korbo, som kommer fra Burkina Faso, og som synger og navnlig rapper på sproget dioula. Hans foredrag har en masse til fælles med jamaicansk dancehall, ligesom der sniger sig en masse fraser fra sproget bambara ind over, og så har han altså et af de mest sammensatte holdopstillinger omkring sig. Folk som er leveringsdygtige i en musik så funky, så dampende levende, at den stopfyldte klub bare måtte overgive sig fra første slag. Hvor bandet i øvrigt glimrede ved at være i gang lige fra starten og spille for fulde omdrejninger. For det meste med tracks fra den føromtalte 2009-udgivelse ”Sira Ba”. Bandet imponerede omgående med en særdeles anmassende gang funk, hvor de typiske dobbeltslag med claves kørte i bunden, mens lyden omgående havde en egen opdateret identitet, hvor ånden fra Fela svævede over det hele, men altså også befandt sig i det nye årtusinde. Ligesom der var reminiscenser til de andre ingredienser, man forbinder med afrobeat, nemlig James Brown og highlifemusik, samt de specielle stærkt svingende synkoper, som man forbinder med Tony Allen, komplet med det henkastede svirp med highhatten og det overjordisk tilbagelænede spil på lilletrommen. Og den detalje gav trommeslager Samuel Devauchelle uendeligt mange smagsprøver på, mens barytonsaxofonen skrattede og brummede støvet, hentet helt ned fra bunden og ud over scenekanten.
Jeg kunne rigtigt godt lide de tydelige afstikkere til et New Orleans, hvor bands som The Meters har påvirket rigtigt mange, ligesom der var elementer af P-Funk fra et orkester, der i den grad mestrede alle detaljer, og strøede om sig med detaljer, som dog hele tiden mundede ud i en afhængighedsskabende dansemusik, som virkelig skabte festen på Nørrebro.
En stærkt overbevisende koncert og et vink med en vognstang om, at lige det orkester for alvor kunne sætte ild i festivaler i sommerens løb. Min anbefaling kommer de i hvert fald ikke uden om.
Fanga, Global, København, 24. april, 2010
