Der var både kaffe, fadøl og champagne på spillestedet Gimle under den anden udgave af festivalen, der bærer logoet "RO’FOLK 2007 - en del af musikbyen Roskilde". Fire dage med koncerter, og på åbningsdagen torsdag var vejret som ved den store rockfestival i byen: Regnen stod ned i tove. Det fik panderynker frem hos arrangørerne. Forsalget havde været sløjt, og hvis folk nu ville foretrække hjemlig hygge frem for en våd tur i byen, så ville der simpelt hen ikke blive solgt nok billetter i år.
Spændingen var mærkbar. Er musikprogrammet godt nok? Er det for bredt med både hård folkrock og bløde viser og sange? Har PR og markedsføring været god nok? Er der i det hele taget interesse nok for hele dette arrangement med typebetegnelsen "festival"?
Røde tal
Nu er det blevet søndag aften, og det er gået med nød og næppe. Der skal dog trækkes på underskudsgarantierne for at dække røde tal på bundlinien.
"Der kom ikke så mange gæster, som vi havde håbet", siger formanden for RO’FOLK, Claus Gølnitz, og fortsætter: "Men selve arrangementet er gået rigtig godt, vi havde mere styr på alt det praktiske, samarbejdet med Gimles folk har fungeret fint. Vi har alle sammen været bedre forberedte end sidste år, hvor vi oplevede en del indkøringsproblemer. Og så synes jeg, at der har været meget god musik, og det er jo næsten det vigtigste."
Inde i den store sal har konferencier Helge Arildsø lige sagt tak for i år og på gensyn i 2008. Derfor kan vi se frem til, at der også næste år er RO’FOLK på listen over landets festivaler. Spørgsmålet er imidlertid, hvad en kritisk evaluering vil medføre af ændringer. For hvad er det egentlig, vi lige har oplevet?
Det hurtige og frække svar er: 14 koncerter, der hver for sig kunne være arrangementer spredt ud over vinterhalvåret. Store navne på stor scene, resten på den lille cafescene - men næsten intet, der knytter koncerterne sammen og giver publikum en samlet oplevelse. Den chance har kun de, der har taget det hele med og købt billetter til hele programmet. Det er der kun ganske få, der har gjort, og der er heller ikke lagt op til det i form af rabatter eller anden lokkemad fra arrangørens side.
Lykkedes det?
Den samlede pris for hele festivalen har altså været fire billetter plus fire gange gebyr, i alt 828 kr. (minus eventuel medlemsrabat). Retfærdigvis skal det med, at man kunne nøjes med at besøge cafescenen. Her var gratis adgang, men til gengæld nogle lange kaffepauser under koncerterne på store scene.
Det er urimeligt at sige, det er for dyrt sammenlignet med almindelige koncertpriser. Men når det vel netop er et koncentreret, bredt udbud af musik plus det uventede - overraskelserne - der kendetegner en "festival", så må man spørge, om det lykkedes. Det gælder også andre steder, for eksempel i Tønder, Skagen, Odense, Strib eller på Fanø. Svarene er ikke entydige, men et program og koncept kan risikere at blive for spredt og blandet. Det gælder også årets store nye danske folkemusik- og dansefestival i Haslev, Dansk Folkemusik Festival.
Set "indefra" er begrebet folkemusik ganske omfattende og rummer så megen forskellighed, at det måske ikke giver mening som fælles genrebetegnelse. Skal vi så bruge det? Spørger man publikum til denne festival er en stor del fløjtende ligeglade. Langt de fleste er kommet for at høre noget ganske bestemt, ikke fordi de er nysgerrige eller gerne vil overraskes.
Mikael Wiehe i kamphumør
Programmet for RO’FOLK 2007 spænder helt tilbage fra gammel til ny nordisk tradition, hertil en række irske, skotske og engelske sangere og musikere. Plus et par små overraskelser. Dem vender jeg tilbage til.
Torsdag aften lagde Søren Krogh og Martin Jønsson ud med en række af Sørens sange fra den nordlige del af det jyske hovedland. Lokalt forankret, hverdagsagtigt og uden store armbevægelser. Stemningen var god i den pænt fyldte sal, og det viste sig at blive dette års bedst besøgte koncert. Hovednavnet var nemlig Mikael Wiehe, og han indtog scenen i aftenens anden del. Vi fik en perlerække af sange, fra de tidlige 70'eres Hoola Bandola-klassikere til helt nye viser, alt med holdning til politik og åndelig tomhed før og nu.
"Hvor er det dejligt at høre, at der stadig er nogen, der virkelig har noget på hjerte!", kommenterede én af tilhørerne bagefter. Man kan kun give hende ret. Ikke så meget snik-snak, handling gi'r forvandling, og vi skal gøre noget ved ulighed og urimeligheder i dagens borgerlige Sverige og Danmark.
Da det blev tid for hans ekstranummer, lød opfordringen "Titanic…" fra salen. Mikael Wiehes svar: "Ja, hvorfor ikke - en sang om en synkende skude. Den vil jeg tilegne Fredrik Reinfeldts og Anders Fogh Rasmussens regeringer!" Tak, det er stadig muligt for en enkelt mand at fylde en stor scene, når han har noget på hjerte og hjerte for noget.
Maggie Reilly skuffede
Fredag aften var der mere fyldt på scenen, både med hensyn til antal musikere og instrumenternes lydstyrke. Først Henrik Jansberg Band, som gjorde ihærdige forsøg på at få gang i salen. Det lykkedes kun sporadisk, indtil de til sidst måtte kommandere folk op af stolene. Det hjalp faktisk, for så var det, som om musikerne også vågnede op.
Jeg synes, det var en lidt flad koncert. Slet ikke fordi bandet er dårligt. Jansberg er mere end kompetent, og det samme gælder hans medspillere. Men når man nu ved, at Steffan Sørensen er en fremragende bassist, er det ærgerligt, at man ikke kan høre kontrabassen på grund af bulder-og-brag-forstærkning.
Nå, således varmet op var vi klar til skotske Maggie Reilly i anden afdeling. Her var lyden velstemt og klar, rent teknisk var der ingen slinger i valsen. Desværre virkede både hun og bandet noget uengagerede og flagrende, så selv om vi også fik det gamle hit "Moonlight Shadow", var hovedindtrykket temmelig skuffende.
Topkarakter til Phønix
Når den store sal i Gimle er halvtom, og stemningen ikke koger, kan man godt blive lidt tam i "Tanken", som det runde sorte rum også kaldes med henvisning til tidligere tiders funktion som vandværk.
Der var ikke skum på fadøllet, og den lidt tamme atmosfære kom til at præge flere af koncerterne i weekenden, blandt andet Valravns natkoncert og søndag eftermiddag med den ellers meget sympatiske Sands Family plus Svend Erik Band samt Trad Lads og danserne Green Steps.
To af de bedre koncerter var engelske Acoustic Strawbs med Dave Cousins i front som sanger og storyteller. Der blev leet og lyttet entusiastisk denne lørdag aften.
Og så var der et genhør og gensyn med danske Phønix, som præsenterede en række nye (gamle) sange og arrangementer. De er virkelig kommet i masterklassen og har både rødder, musikalsk nerve og dygtighed til at spille op for det store publikum
i ind- og udland. Anja Præsts klarinetter kører op og ned i harmoni med Jesper Vinthers harmonika, og Jesper Falch er en utrolig nærværende og levende rytmist. Det kører virkelig godt. Karen Mose er en stilsikker og klar sanger, man må bare tage hatten af og sige: Sådan skal det gøres!
Phønix fyldte i det hele taget meget ved denne festival. Ud over den store koncert holdt de en børnekoncert søndag formiddag, hvor cafehuset var propfuldt af børn og forældre. Flest børn, fra to-tre år helt op til 12-13 år - men alle var begejstrede! Borde og stole var sat uden for, så der var plads til at klappe og hoppe med i musiklegestuen. Det kan de også, Phønix, i den grad.
Oven i hatten udkom deres nye cd i denne weekend. Derfor blev alle inviteret til release-party lørdag aften med sprudlende champagne og præsentation i cafeen.
"Det er den cd, vi har leget og eksperimenteret mest med nogen sinde", fortalte Jesper Vinther i en pause mellem to glas. "Vi har virkelig brugt meget tid på at prøve ideer af, og det har været både udfordrende og spændende."
Der var stadig lidt champagne tilbage, da cafeen måtte lukke for udskænkningen for at gøre klar til resten af programmet på den lille scene. Et par timer senere gik Flax in Bloom i gang med deres session med fuld energi. Tim Goddard på fløjte, Ditte Fromseier Mortensen, violin, Sonnich Lydom, toradere, Malene Beck, piano, og Sussie Nielsen, bodran og sang. Virkelig høj kvalitet og vellyd, det kunne ikke gøres meget bedre.
Liv i cafeen
Cafescenen var åbnet fredag eftermiddag med Duo PH. Navnet til trods viste det sige at være en trio, og der var vist ikke en eneste PH-vise på repertoiret. Hanne Karlé (sang) og Peter Marckmann (guitar) bød blandt andet på en del sange fra Peters hånd, men den musikalske udfoldelse fik et gevaldigt løft ved duoens tredje medlem: John Strange på kontrabas.
Han er en kompetent bassist, gennem mange år mest inden for jazz, men i denne sammenhæng er han dog også en af de lokale rødder. John Strange var i begyndelsen af 70'erne med i gruppen Lirum Larum, der var blandt frontløberne i den nye danske folk-revival.
Øvrige gæster på den lille scene var Troubadurbanden (guitarist og sanger Jens G. Christensen var en veloplagt konferencier på cafescenen hele weekenden), samt duoen Almost Irish fra Jylland, irske Martin Hutchinson, Helge Arildsø plus ROD - for en gangs skyld i miniudgave som kvartet.
Overraskelsen på den lille scene fik jeg fredag aften ved spisetid: Acoustica Trio med de tre meget dygtige guitarister Stanley Samuelsen, Øistein Rian og Steen-Vidar Larsen. Modne herrer med et stort repertoire, velspillende og ikke mindst velsyngende. Det var lækkert at høre og genhøre Eagles, Crosby Stills & Nash og anden musik, selv om det må siges at ligge i udkanten af folkgenren.
Gå i tænkeboks!
Om årets RO’FOLK må man sige, at den overlevede, men også giver anledning til selvransagelse. Enten lykkedes det ikke at få PR og markedsføring kørt i stilling, eller også var programmet ganske enkelt ikke godt nok til at trække nok publikum.
Denne folkfestival går i tænkeboks, lige som den lokale jazzfestival og spillemandsstævnet, som også skranter. Rockfestivalen overlevede trods regn og mudder, og den klassiske Schubertiade trives tilsyneladende fint.
Hvordan går det så ellers med (folke)musikbyen Roskilde? Ganske godt, må man konstatere! Sæsonen igennem er der koncerter, baller, stævne, aftenskole- og weekendkurser, masser af aktive spillefolk osv. Dette års helt nye indslag var Fiddling Forest, da Havhingsten sejlede af sted mod Dublin. Der var tusindvis af mennesker, heriblandt en række irske og danske fiddlers med John Sheahan (Dubliners) og Séan Keane (Chieftains) i spidsen. Det var såmænd første gang, de to spillede offentligt sammen, og det nød både de og alle vi andre.
Sidst, men ikke mindst: Den efterhånden traditionelle onsdagsdans er så levende som nogensinde. Hver eneste onsdag aften året igennem er der gratis cafe med levende musik fra spillemandslaug og gæste-grupper. Der kommer hver gang mellem 100 og 200 gæster, om sommeren flere endnu. Sådan noget kan man ikke se i festivalkalenderen, men hverdagenes musik er jo også er en vigtig del af livet!
