Formidabel blueslegende i topform

Buddy Guy - foto fra den årlige Crossroads Festival

Det har været et par hæsblæsende uger i Københavnsområdet. Roskilde Festival trak virkelig tænder ud, og samtidig har Copenhagen Jazz Festival haft en stribe worldnavne på plakaten. Alligevel var dert herligt at komme ud til en af krogene i storbyen, hvort der altid har emmet af identitet, nemlig til Amager. Og her har vi i Amager Bio et spillested, som efterhånden har fået karakter af det fedeste ballroom, med et kyndigt og trofast publikum, der for det meste tæller rigtigt mange af veteranerne indenfor danskrocken. Der er kort sagt altid en fed stemning i lokalerne på Øresundsvej, lige rundt om hjørnet fra Amagerbrogade.

På denne fredag var det ingen ringere end blueslegenden, Buddy Guy, som gæstede den store scene. Medbringende sit eget band hjemme fra klubben i Chicago, som han har ejet siden 1989, og som hedder Legends, og som – hvis du er på de kanter – lige er flyttet lidt hen ad gaden til langt større lokaler. Men seriøse folk, som inkluderede en habil guitarist, en klaverbokser med et herligt perkussivt touch på Nord orgelet, en sygeligt fed rytmegruppe, samt midtpunktet selv, som var i fantastisk form.

Lige en kort indføring i fænomenet Buddy Guy:

Oprindelig født i Louisiana i 1936, hvor han fik navnet George Guy. Jeg antager, at han havde store søskende, for navnet Buddy er et kendt kælenavn, man giver til små brødre i sydstaterne. Sådan var det også med Buddy Holly. Nå, never mind.

Som 21-årig indspiller Buddy Guy sit første demobånd i Baton Rouge, og i september 1957 tog han op til Chicago, en scene og en stil, han siden er blevet associeret med. Han ville indspille sine første ting akkompagneret af legender som bassisten og ikke mindst sangskriveren, Willie Dixon (1915-92) og Otis Rush (guitar), ligesom han fra 1960 var tilknyttet Chess-plademærket. Hans forbilleder var folk som B. B. King, T-Bone Walker (1910-75) og Edward ”Guitar Slim” Jones (1926-59). Op gennem 1960’erne var han tilknyttet Chess og arbejdede i den tid med en perlerække af de store, eksempelvis Muddy Waters (1913-83), samt ikke mindst de to mundharpespillere Walter ”Big Walter” Horton (1917-81) og Junior Wells (1934-98). Buddy Guy ville tidligt have en helt distinkt sangstil, som kan minde om Muddy Waters, men som også kan have en nærmest hulkende kvalitet, men det er alligevel som pioner på elektrisk guitar, at han for alvor har sat sig sine spor. En lang række af de hvide guitarister, som tegnede blueseksplosionen i England og siden USA fra slutningen af 1960’erne og frem har nævnt Buddy Guy som et stort forbillede. Lad mig nævne i flæng: Eric Clapton, Jimi Hendrix, Jeff Beck, Jimmy Page, Stevie Ray Vaughan, ligesom jeg på den hjemlige scene husker, hvordan Mikkel Nordsø ville få et vildt udtryk i øjnene, da han skulle tale om Buddy Guy. Ligesom man blot skal se den sidste koncertfilm med The Rolling Stones, Shine A Light, hvor de hengivne disciple Keith Richards, Ronnie Wood og Mick Jagger (på mundharpe og sang) med dyb beundring i øjnene deler scenen med en tordnende veloplagt mester og Richards efterfølgende forærer Buddy Guy sin guitar på scenen. Endelig er der ingen ende på hædersbevisningerne som er blevet den tilsyneladende evigt unge Buddy Guy til del. Som da han kom med i Rock’n’Roll Hall Of Fame og blev præsenteret af B. B. King og Eric Clapton og sagde det så rammende: ” “If you don’t think you have the blues, just keep living.”

Vintage Guy

Koncerten på Amager var formidabel fra start til slut. Vi havde først været vidne til et inderligt lille sæt af den danske bluesscenes to veteraner – og mestre – Troels Jensen (sang & acc. Guitar) og Jørgen Lang (mundharpe). Troels Jensen som har været fantastisk altid helt tilbage til dagene i Delta Blues Band, samt dengang de mødte landsdækkende succes sammen med Billy Cross og i nogle år hed Delta Cross Band, ville synge i en lækkert slidt stil, som passede perfekt som opladning til Buddy Guys elektriske fyrværkeri. Jensen og Lang huskede os på, at den danske blues har en melankoli, som gør den speciel. Inderligt og fedt.

Buddy Guy gik derimod på med brask og bram, og ejede omgående salen. Selvfølgelig med den hvide baret på sned, og bevæbnet til tænderne med sin Fender Stratocaster, som straks fik lov til at græde og vånde sig, så man ikke var i tvivl om, at verdensklasse var ankommet til Amager. Straks med de typiske gester, hvor han nærmest flår med plektret og fremkalder en skærende diskantet lyd, der går gennem marv og ben. Ligesom vi allerede som andetnummer fik Dixon-klassikeren Hootchie Kootchie Man, så vi kunne forstå, at nu snakkede vi Chicago, og at The Preacher havde en ting på hjernen, nemlig meget unge damer og lovede dem, at ”Baby, I’m Gonna Mess With You”. Omgående med et virilt overskud, som linede han pigerne i publikum op, som var det et talentshow for groupies, og så hele tiden den typiske kontrast mellem de intime, fortrolige øjeblikke mellem Guy og et publikum, som var på fra første færd, og så eksplosionerne, hvor han lod sin mesterlige guitar tale. Og mand, hvor kan han få den guitar til at græde. En mester på arbejde, vel at mærke en mand, der ikke har problemer med at trykke den i bund.

Vi kom rundt i klassikerne, og bandet spillede så kompetent med en klaver- og orgelspiller, der lød som var han lige stået af hjuldamperen nede fra New Orleans. Ligesom Guy var i stødet og ville belære os om alle vennerne, der ikke er her mere, men som inspirerede hans blues. Om hele den tradition, som han byggede på. Og han ville så spille i de forskellige stilarter, for lige at invitere de fraværende sjæle indenfor i vores House of Blues. Folk som Albert King (1923-92), føromtalte Junior Wells, John Lee Hooker (1917-2001) og selvfølgelig også de ”unge”, Eric Clapton og Jimi Hendrix (1942-70), som var inspirerede af Guy, men som denne beundrer. Vi fik en bid af Voodoo Chile, hvor Guy ville spille med tænderne – en ting han faktisk inspirerede Jimi Hendrix til og ikke omvendt – og en smule, hvor han venligt, men også meget morsomt parodierede Eric Claptons sparsomme stemmeføring. Til gengæld fik vi en udgave af Cream-nummeret Strange Brew, som virkelig holdt.

Det var et fantastisk møde med en evigt ung mester. For helvede, hvor Buddy Guy holder og til fulde lever op til sit høje niveau gennem en menneskealder.

Buddy Guy, Amager Bio, den 9. juli, 2010