Der er efterhånden tradition for, at fænomenet fra Garana og hans band vælter enhver scene, de går op på. Sætter brand i foretagendet. Skaber nye grænser for, hvad der er muligt på en ngoni, den lille lut overtrukket med skind, som tilhører Bambara-folket. Og sådan gik det præcis lørdag aften, da Bassekou Kouyate og hans gruppe Ngoni ba gæstede Nørrebro og verdensmusikklubben Global.
Baggrunden var, at Roskilde Festival som står bag klubben, følte at de skyldte bandet en tjeneste, og derfor var de booket til denne koncert, ligesom de også er på plakaten, når der åbnes op for den 40. Roskilde Festival. Grunden var, at sidst de gæstede dyrskuepladsen, var områdets normale kælenavn "Smatten" en underdrivelse af de store. Så i de sjaskende vandpytter blev det kun til tyve minutter for det forventningsfulde band. Og for Bassekou, som tidligere har været her med både Toumani Diabate og Ali Farka Touré, var det en skuffelse ikke at kunne tænde et af verdens notorisk bedste publikum. Sådan er ryet nemlig ude i verden, når vi taler om den danske institution.
Men mindre kan også gøre det, og Global har udviklet sig til en dampende natklub, hvor afrikansk musik har de bedste muligheder, hvilket Bassekou og hans band udnyttede til fulde. Jeg var til Womex i 2008 i Sevilla, da han og bandet fik garvede musikkøbmænd til at opføre sig som teenagere til en Beatles-koncert, så medrivende var det show, og som det fremstod i København lørdag aften, var barren blevet skubbet yderligere et stykke i vejret. For dels viste Fru Kouyate, Amy Sacko, at hun er en vaskeægte jelimosou, som de kvindelige bærere af den hellige tradition hedder, og ramte nogle toner, som kun er de få forundt, men der var også på scenen en ny mester i form af nevøen, der godt nok har været med hele tiden, men nu havde vokset sig stor.
Og Oumar Barou Kouyate – han er søn af Bassekous søster - fik virkelig god plads til at vise, at her var der altså en ny mester in spe. Ligesom hans tilstedeværelse gjorde, at fokus flyttede sig væk fra Bassekou og Amy, som i de foregående år har trukket det store læs med mange soli på sin ngoni. Og knægten har en vild energi og en engels ansigt, med et skævt grin, når han som den største selvfølgelighed, står og lægger de komplicerede svar til mesterens ngoni og så selv får lov til at bryde ud i vanskelige soli. Og endelig var kalabas-spilleren og især Moussa Sissoko på den "talende" tamatromme et humørfyldt indslag, som for alvor kunne få både salen og de andre musikere op at køre.
Vi fik to sæt med bandet, og især i starten af 2. sæt, satte Bassekou Kouyaté sig for at udforske bluesens DNA. Han satte sig simpelthen alene på scenen og så kom den mest overbevisende afrikanske blues, lavmælt og forpint og til sidst triumferende for at gå over i det virtuose, som er hans særkende. Bassekou Kouyaté har simpelthen altid et gear til. Og da Amy Sacko blev sat i scene lidt senere, vidste man, at de relative pause hun havde haft under første sæt, var en forberedelse på en udladning, som var sufisang i klareste aftapning. De folk er muslimer, og bekender sig til broderskaber som Tiijanierne, og det var som om Amy lod sig falde ind i en dyb trance, mens hendes smukke stemme steg højere og højere op. En sangpræstation af de mest sjældne.
Det kan kun blive formidabelt på Roskilde Festival. Jeg glæder mig allerede. Og husk at følge med, for Rootszone er igen på plads på Dyrskuepladsen.
Bassekou Kouyate & Ngoni ba, Global, København, 15. maj 2010
