Live: Wilco via Århus

Wilcos koncert i Musikhuset i Århus var helt efter bogen og uden de store udsving og overraskelser.

Se også

No related items were found.
Wilco. Pressefoto.

Det er åbenbart en ny trend, at når Wilco spiller i Danmark, er det i koncertsale, hvor folk pænt sidder bænket side om side. I efteråret var det Det Kongelige Teater, hvis mure skælvede ved Wilcos massive lyd. Denne gang var det i Musikhuset i Århus. Egentligt er det rart nok, at man kan putte sig ned i de behagelige kongeblå sæder i den Store Sal, men det var tydeligt, at Wilco manglede kontakten til et publikum, der i højere grad var beskuere end deltagere.

Wilco gjorde helt bestemt hvad de kunne. De åbnede med "Ashes of American Flags", som en let appetizer, hvor det tætte intense sammenspil gav håb om en stor koncert.

Og det blev en stor koncert, hvor klassikere som "Via Chicago", "I am trying to break your heart", "Jesus Etc." og "Heavy Metal Drummer" flød som den velkendte lækre honning, der i bedste Wilco-stil var garneret med beskidte disharmonier og massive støj-passager.

Nels Cline var elektrisk. Hans energi flød gennem den ranglede krop, ned gennem strengene og ud gennem kablerne, og i slutningen af "Handshake Drugs" virkede det som om, at det var Nels Cline, der leverede strøm til Århus og ikke omvendt. Han angreb sine Fender-guitarer, som var de levende væsener, der forsøgte at stikke af fra den mishandling, de tilsyneladende var udsat for. De hylede og skreg i "Impossible Germany", men faldt atter til ro, for at lade strømme af smukke toner finde vej ud igennem forstærkerne.

Wilco spænder vidt mellem intensiv indie-rock'n'roll og melodiøse country-rock-sange. "California Star" var et lille højdepunkt, og den tilbagelænede country fik frit løb i titelnummeret på det forrige album "Sky Blue Sky".

Wilco er klassens beskidte dreng. Men under skidtet, det kantede og larmene ligger der en poesi, der kommer til udtryk gennem Jeff Tweedys tekster og de underliggende melodier, der alt andet lige, refererer direkte tilbage til de dybe countryrødder, Tweedy udviklede kærlighed til sammen med Uncle Tupelo tilbage i halvfemserne.

Koncerten i Århus mindede sommetider om "endnu en dag på kontoret", hvor de, der i forvejen kender og elsker Wilco fik hvad de kom efter. De som ikke rigtigt kendte til Wilco må i perioder have tænkt: "Hvad i alverden er det for noget larm?!"

Wilco, Århus Musikhus, d. 25. maj, 2010

www.wilcoworld.net