Strib Vinter Festival - 2008: Fra det fremragende til det folkelige

Niels Hausgaard uddelte endnu engang verbale øretæver til en stopfyldt sal lørdag aften i Strib. (Foto: Nils Thorlund)

Strib Vinter Festival har egentlig aldrig markeret sig gennem et specielt originalt musikprogram. Et blik nedover årets plakat fortæller den samme historie. De velprøvede publikumsmagneter og de andre, kunne man lidt firkantet udtrykke det. Den tidsmæssige placering midt i den mørke årstid kunne ellers indbyde til en særlig profil – og en rar og hyggelig oplevelse er det da at komme til Strib midt i det vintergrå og få en god sludder eller to over et krus fynsk øl uden for sæsonen.

Den udsendtes første musikalske møde fredag aften var ellers ved at vælte indtrykket af en gennemsnitsfestival. Åbningen på den store scene var den nye duo Wenzell & Bugge, og det var godt og modigt at præsentere denne kombination af en klassisk slagtøjsspiller og en violinspillemand.

Kristian Bugge, en af vore unge dygtige og prisbelønnede violinspillere, lod sig akkompagnere af Ronni Wenzell på skiftevis marimba, vibrafon, celeste og tromme, og det er en kombination der i kraft af kunnen og originalitet bør kunne give os noget fremover. Duoen skal være voldsomt velkommen i den danske folkemusikverden.

Hovednavn og offer
Wenzell & Bugge var "opvarmning" til Sebastian. Det er faktisk en udmærket ide at præsentere gode kunstnere for et publikum, der kommer for at høre noget andet, men derved får en ekstra oplevelse med for billetprisen.

Hr. Knud "Sebastian" Christensen er der ingen grund til at sige så meget om. Manden har aldrig været en stor sanger, og tidens ubarmhjertighed har ikke foræret hans stemme noget. Men at være far til et sangkatalog, der indebærer, at publikum uopfordret begynder at synge en sang allerede på grundlag af de indledende akkorder, må give ophavsmanden en god fornemmelse i maven.

Guitaren havde også den helt rigtige chorus-lyd fra dengang, så man næsten havde pladearrangementerne i hovedet. Sebastian er ubestrideligt en af de store komponister i dansk populærmusiks historie. Når han så tilmed som en "rigtig" folkesanger er en ørn til at introducere sine sange, blev hans optræden til en god oplevelse.

De har en sær ide i Strib med, at hovednavnet ved den enkelte koncert skal placeres som det midterste programpunkt. Det byder ofte de efterfølgende stakler vældige problemer. At denne koncerts slutnavn skulle være Sebastians datter Sara Grabow, kunne lyde logisk, men afstanden var trods alt stor og kunne være svær at gabe over for et publikum der først og fremmest var Sebastians.

Vi fik selvskrevne sange på engelsk som kun en pige med guitar kan fremføre, som Grabow selv udtrykte det, akkompagneret af et fuldt rockorkester. Hendes spinkle og lidt luftige stemme passer ind i tidens modernitet. Den nye følsomhed kunne man kalde det. Hun var nu ikke så tosset, men der gik alligevel noget fest i den blandt de, der var tilbage ved de lange borde i salen. Nu havde de jo hørt, hvad de var kommet for.

I den anden hal var Povl Dissing og hans drenge med flere hovednavnet indrammet af skotsk-danske The Bluebell Ceilidh Band som indledning og canadiske Caleb Klauder´s Oldtime Country Band som finale. Den udsendte fik ikke hørt meget af førstnævnte, men da de var svært afbudsramte, ville en omtale heller ikke yde bandet retfærdighed. Den korte tilstedeværelse fortalte dog, at gamle Mike Whellans stadig er i form.

Dissing og hans knægte har, så længe de har arbejdet sammen, været noget særligt, ikke blot i kraft af faderens enestående originalitet, men også som følge af drengenes indfølende og personlige akkompagnement. At de nu har fået trommer og bas med, gør som sådan ikke musikken ringere, men måske mindre original. Der bliver lidt mere hovedstrøm over det, og det er egentlig synd. Lad nu ikke drengene sætte den sublime enkelhed over styr, Povl.

"Ofrene" ved denne koncert var som nævnt en flok canadiere, som dog spillede gammel Nashville-country med cowboyhat, Telecaster-guitar og turkisblå hundehusbas. Når countrymusik er bedst, er den fremragende, men når den er værst, bliver det til den ligegyldige landbrugsmusik, som dansktoppen er i direkte familie med. Caleb Klauder og hans folk kom vældigt meget i sidstnævnte retning og blev dermed en direkte modsætning til Dissing'erne. Hvor mon festivalen har fundet dem henne?

Folkelighed i flor
Strib Vinter Festival er en folkelig begivenhed, og folkeligheden har mange udtryk. Skribenten fandt den i en hyggelig udgave hos de sønderjyske piger i pladesalget. De var altid parate til at give en sludder og en kop kaffe. Så gjorde det heller ikke noget at Sebastian lige slog en smut forbi for at signere plader – og ikke var for stor til at takke pigerne for hjælpen.

En nyskabelse var "Jambulen", der havde erstattet den skotske pub. En fornuftig fornyelse. En flok unge spillefolk sad og frembragte kompetent musik. Adspurgt fortalte de, at de ikke fik noget for det, ikke engang et festivalarmbånd. Hvis man vil have den næste generation indlemmet i festivalverdenen og dermed gøde jorden for det kommende publikum, skal man nok ikke være så fedtet. Så fyldt er der jo ikke på koncertstederne, at der ikke er plads til dem.

Et andet interessant tiltag var i øvrigt et projekt, hvor en hel masse timers musik fra Jambulen blev optaget med henblik på at udgive en cd med de unge spillefolk. Folkemusiksammenslutningens formand Helge Arildsø er initiativtager og styrmand på projektet.

På caféscenen satser festivalen på ulønnet amatørmusik. Her har man kunnet indtage skidt og kanel gennem årene. På vej væk efter endt fredag aften blev denne folkelige lokalitet passeret. Om det var et hændeligt uheld eller hvad, er uvist, men farveltonerne denne aften var i hvert fald "Whiskey In the Jar". Egentlig en god sang, men med årene desværre eksponent for den mere platte del af folkemusikkens folkelighed. En anakronisme med udspring i 60'erne og 70'erne og et udtryk for alkoholiseret stilstand. Det kan lyde hovent og ophøjet, men hvilket publikum satser festivalen på ved at bidrage til ovennævnte kultur?

Enestående
Lørdag eftermiddag fik vi festivalens egentlige oplevelse. Trio Mio, Rasmus Lyberth, fortælleren og forfatteren Rune T. Kidde samt en stor gruppe unge spillefolk ved navn Wood´n Shoe Big Band havde sat hinanden stævne for at skabe en original koncertbegivenhed. Jeg skal love for, at det lykkedes. Med denne lørdagstradition har festivalen virkeligt fået skabt noget, der er værd at skrive om.

Trio Mio viste alene og sammen med de øvrige medvirkende sine kvaliteter. Nikolaj Busk siger om samarbejdet med Rasmus Lyberth: "Vi fik en åbenbaring." Lyberth siger om Trio Mio: "De spiller bare så dejligt."

Trioens veludviklede evne til indfølende akkompagnement virkede oplagt til Lyberth. Han introducerede en af sine grønlandske sange med ordene: "Hvis I ikke kan forstå det, så skal I bare lukke øjnene og føle det."

Trio Mio var med til at skabe den mulighed. De skabte også, sammen med Wood´n Shoe Big Band, et fremragende dramatiserende akkompagnement til Rune T. Kiddes drabelige fortællinger om hængte spillemand, ældede vampyrer, Ali Baba's ubegavede kameler og klassikeren om den lille møghætte og pulven.

Stive ører, store øjne og kluklatter. Skal man snige en kritisk bemærkning ind, må det være, at det store orkester under hele sceancen sad på scenen uden at blive brugt så meget, men det kan have noget at gøre med tiden til forberedelsen af dette show, som jo nok ikke bliver gentaget nogensinde. En i ordets egentlige forstand enestående oplevelse. Man kunne i Strib med fordel tænke i denne retning, også når aftenkoncerterne tilrettelægges.

Den udsendte hørte undervejs en tilhører sige til sidemanden: "Det er da sært at de ikke kan holde deres kæft nede i baren når nu vi får serveret så fremragende musik." Det er et problem festivalen har haft i årevis.

Truende sagsanlæg?
Lørdag aften - som normalt i Strib denne aften - var den store hal fyldt til sidste kvadratmeter, og alle sad i kvælende lummerhede og fik verbale tæsk af Niels Hausgaard.

Godt nok var klapsalverne lidt mere spredte, når budskaberne blev direkte politiske, men alligevel må det være vurderingen, at den borgerlige fløjs tilhængere må besidde et anstrøg af masochisme. Man kunne måske også spørge sig selv om hvorfor klapsalverne var størst da Hausgaards sanglærke Signe Svendsen sang en sang på portugisisk.

Det klæder i øvrigt manden at have den fremragende guitarist Christian Alvad med igen. Men hvad skal man ellers skrive om denne vendelbo som ikke er skrevet før. Skribenten spurgte vendelboen selv, og han svarede: "Det kan jo kun blive superlativer." Nu er vi jo ikke meget for alt for store ord der, hvor vi kommer fra, så…

Som optakt til Hausgaard havde man hyret den engelske sangerinde Lorraine Jordan, og hun leverede sine egne sange med en ganske god sangstemme, lidt profilløse melodier og ikke så meget at sige om sangene.

Det har altid generet den udsendte når der introduceres med: "Og her kommer en sang fra mit nyeste album." Hvad er det for en købmandsretorik? Det burde jo hedde: "Og her kommer en sang, jeg gerne vil fortælle jer noget med." Lorraine Jordan kom ikke rigtigt igennem til publikum, men det er også svære betingelser at udgyde sit hjerteblod, mens folk venter på deres yndlingsnavn.

At spille efter Hausgaard er altid problematisk, men det var da helt grotesk i år. Hausgaard havde godt nok rundet af med en melding om, der nu kom noget helt andet. Det må man sige.

Der er ellers ikke noget galt med de unge udmærkede folkrockere i Tumult, overhovedet ikke – altså lige udover deres placering denne aften. Kvartetten er et godt bud på moderne dansk folkrock. Skribenten mistede de første numre grundet problemer med at komme ind i hallen. Folk ville ud. Tumult kæmpede bravt og gjorde det eneste rigtige, nemlig at lade som om de stod foran et lydhørt publikum og gav alt, hvad de havde til de tilhørere, der havde valgt at høre musikken.

Men programlægningen var nærmest skandaløs. Det gjorde ondt at se den vældige udtynding i salen, mens musikerne spillede det de brændte for på scenen. Det kan man ikke byde seriøse professionelle musikere. Hvis ikke festivalens programlæggere tager sig sammen og gør noget ved det problem, kan det ende med et sagsanlæg for mental og åndelig svie og smerte.

Sangeraften og det blå til sidst
I den "lille" hal var lørdag aftens hovednavn Runrig-forsangeren Bruce Guthro med optakt af McCalmans-sangeren Nick Keir. Her var der oplæg til en helhed i programmet. Den udsendte lagde denne aften vægten på programmet på hovedscenen, men nåede dog lige at høre Keir synge om de irske, skotske og danske piger. Han virker populær i Strib og har da også før gæstet festivalen - nærmest som en ven af foretagendet.

Guthro er en god og professionelt optrædende kunstner og skabte også lydhørhed. Ude i det opstillede rygertelt mente en, at han var bedre med Runrig. Mens en yngre kvindelig ryger var ligeglad med, hvilken sammenhæng han optrådte. For han så fandens godt ud, og hun var engang på Tønder Festival blevet fotograferet sammen med ham. Der er mange veje til succes.

Undervejs havde konferencier Leif Ernstsen valgt at skyde et par ekstra gæsteoptrædende ind i programmet, blandt andre sangeren Alan Taylor, som havde leveret en optaktskoncert til festivalen torsdag aften i Strib Kirke. Det var umiddelbart ikke dårligt for publikum, men problemet blev, at tidsplanen skred med en times tid.

Næppe noget bluesfolkene H. P. Lange og Troels Jensen med Hugo Rasmussen og Jarno Varsted fandt heldigt. Uden at forklejne Langes autentiske sydstatsblues må Troels Jensen kaldes en af landets mest troværdige fortolkere af genren – specielt nu hvor Peter Thorup desværre ikke længere er blandt os. Et åbent spørgsmål må dog være, om netop blues er den rette afrunding af en aften med sangere/sangskrivere.

På vej mod nattesøvnen hørtes "The Wild Rover" gjalde ud fra festivalens irske pub. Der er jo godt nok gået omkring 30-40 år, men der var stuvende fuldt. Det er måske overflødigt at nævne, at også fra caféscenen klingede irske ord og toner.

Ude i bilens cd-afspiller vederkvægede tonerne Christian Alvads cd "Hillside Tunings" øregangene. Mens proprietærflyderen spandt sig vej gennem frostnatten, var Alvads sublime tilbagelænethed den rette afrunding på det hele. Bilen ville vestpå, så søndag eftermiddags program blev ikke overværet. Derfor må læserne selv spørge sig for med hensyn til Trio Acuostica, Sussie Nielsen Trio og Anne Dorte Michelsen & Kernefamilien.