Lars Lilholt har allerede fået fortalt med en række triokoncerter og en plade at han har et bierhverv som folkesanger. Her på tærskelen til Dalton-turen nappede han lige en af sine såkaldte ”storyteller”-optrædender i Strib.
Først lige en solosang om, ja, kærlighed. Så kom HC ind og smed noget herligt boogieklaver på den gamle Daltonsang om Lilly fra Løkken. Derefter kom Eskild ind med sin følsomt spillede trompet på den smukke ”Kære øjeblik”. Balladefølsomhed. Så var den koncert i gang. Herefter veg folkesangeren lidt for popsangeren i ”Ofelia”. Han kunne ikke lade være. Historierne i introduktionerne fejler ellers ikke noget. De handler godt nok meget om kærlighed – det er jo ikke Lilholt for ingenting – men mandens nordjyske uimponerethed sørger for at det aldrig bliver for lyserødt. Han var under en tidligere koncert i en kirke blevet bebrejdet at han havde bandet, fortalte han. Det havde fået ham ud i en statistisk opgørelse der sagde at han havde sagt kærlighed 36 gange, men kun bandet 6 gange. Det var befriende at opleve Lilholt smide den tunge kappe af gennemarbejdet koreografi og minutiøs tidsplan fra de lyse nætters shows. Det virkede såmænd også som om han selv hyggede sig med det. Ind imellem kunne det godt nok blive lige lovligt løst, men den professionelle afslappethed reddede den stort set hjem hver gang.
Hen mod koncertens slutning var Niels Hausgaards koncert i den anden hal tydeligvis sluttet. Pludselig var der propfyldt, og den moderne alsang rejste sig mod loftet: ”Vi har kun én jord” tilførtes mange stemmer af skiftende tonerenhed og svajende oprakte arme. Så var det jo svært for Lilholt at komme uden om den gamle pengemaskine: ”…så kald det lige hvad du vil.” HC´s klaver fik tilføjet den klassiske europæiske renæssancetone i sangen nogle forfriskende blå toner. Det er ellers ikke noget vi er vante til hos denne troubadour.
Ok, under den bebudede tilbagekaldelse valgte Lilholt til slut at skrue ned på smukkeste balladefølsom vis, tilføjet smægtende trompet fra Eskild. Man er sgu da ikke bare en sølle popsanger! Nej, det er han ikke bare, og det skal han huske.
Lars Lilholt Trio, Strib Vinter Festival, 20. februar 2010
