Anmeldelser

Med denne cd uden gæster sætter Færd en milepæl, og Færd kan sagtens selv.

Søndagen blev endnu en memorabel dag på en festival, hvor det eneste alvorlige klagepunkt har været den nærmest fornærmende ignorering af dansk verdens- og rootsmusik. Og da arrangøren går igen på Womex-messen, er der virkelig grund til opmærksomhed der. Også selv om Afenginn fik vist alle, at vores rootsmusik er lyslevende og for alvor ladet til at få et publikum i ekstase. Alligevel er status, at Roskilde Festival 2010 var festivalen, hvor verdensmusik som begreb voksede sig ind i himlen hos et alt større publikum. Så stor grund til optimisme dér.

Ovenpå fredagens udskejelser var lørdag relativt afslappet. Ligesom vi tillod os at møde sent på arbejde, simpelthen fordi skribenten tillod sig den luksus at tage tilbage til København. Patti Smith havde vi allerede oplevet ved lille intimt pressemøde, hvor hun jammede med Lenny Kaye. Så det nåede jeg ikke, ligesom jeg med skam at melde også var fraværende til et par vigtige worldkoncerter. Alligevel nåede vi højderne med Bassekou Kouyates virtuose spil og Shantels masseforførelse.

Fredag på Roskilde rummede det bedste verdensmusikprogram undertegnede har set på disse breddegrader i umindelige tider. Eneste problem var faktisk, hvad man skulle vælge fra.

Kvartetten Nordens Tone viste, at de har har succes med deres mix af jazz og folkemusik.

Roskilde Festival startede blødt. Silkeblødt. Med vidunderlige Céu fra Brasiliens største by, som bjergtog os med vidunderligt fremsynet miks af bossa, afrobeat, reggae, samba og lignende. Læs den første artikel om verdens- og rootsmusikken på årets festival.

Det er ikke til at se på Buddy Guy, and han senere på måneden fylder 74. I Amager Bio gav han en suveræn – om end ret kort – koncert fredag aften. Ligesom Troels Jensen og Jørgen Lang forinden bekræftede os i, at den hjemlige bluesscene har saft og kraft.

Vellykket amerikansk tristesse-folk

Dalton alias Allan Olsen, Lars Lilholt og Johnny Madsen var redet til toppen af Danmark, hvor de spillede en god koncert.

Sebastian holdt hof med sine trofaste rock-riddere, og leverede en næsten magisk koncert.

En fed gang skramlet retro-pigtråd og ligeså skramlede tekster der forenes i et spontant, hudløst og tiltrængt los bagi til både den sølvfarvede nostalgi og den digitaliserede bedøvelse.

Et velspillet og ganske autentisk klingende udspil fra en dansk udøver af sorte amerikanske traditioner, men der tilføjes ikke noget nyt til den tilsvarende musik ovre fra Guds eget Land.

Skagen Festivalen lagde blødt ud med gamle kendinge af festivalen.

Traditionel dansk folkemusik uden dikkedarer.

En solodebut fra den gamle Oysterband folkrocker der lader sig inficere af den svenske natur og skaber musik, som på overbevisende måde bliver til pastoral storladenhed.

Det irsk-amerikanske band, Flogging Molly, fik gang i fællessang og vild dans på Voxhall.

Med Tim O'Brien som producer, griber Gráda "Natural Angle" fat i det transatlantiske.

På den årlige festival på københavnske Vesterbro Var der langt mellem Roots- og world-indslagene. Men Rootszone fik da set lidt i vinden og regnen. Og her var de personlige udråbstegn

Hal & Nikolaj søregede sammen med Basco for, at der kom gang i Gyngen.

Den anden cd fra Pørtners Komplot er, lige som den første, et konceptalbum, der tager udgangspunkt i melodierne i en bestemt nodebog.

Eksperimenterende folkemusik med "Store" Færd, virtuos finsk masterclass med JPP og ung sprudlende irsk med Gráda. Halkær er stadig halvsær, men hvad betyder det, når kvaliteten er i top - både musikken, maden og øllet.

Den norske sangtrio er, med deres disharmonier, som at se på et abstrakt billede og forsøge at knække koden.

Der er kun få af de oprindelige medlemmer tilbage i Orquesta Buena Vista Social Club. Alligevel fik det kyndige publikum på Vega fuld valuta for pengene.

Den nydannede kvartet Nordens Tone har udgivet deres første cd.