Afenginn slipper krybdyrene løs

"Hvordan kan man overhovedet undgå at have en Olm med, når man nu véd, den eksisterer? Så skal den være over det hele."

Elgen har været gruppen Afenginns totemdyr fra starten, men den har fået konkurrence fra en uventet kant. Gruppen er faldet for ét af verdens absolut mærkeligste dyr, Proteus Anguinus også kaldet Olmen. Dette amfibievæsen lever i absolut mørke i vandfyldte huler på Balkan, er blind og har en bleg, menneskelignende hud. Den besynges i "Olmo Pasternale."

"Vi tror, den har det rigtig, rigtig godt, for den ser ikke noget, og den hører heller ikke ret meget. Den spiser lidt en gang imellem og yngler lidt. Den har gæller, så den kan få luft under vandet, og lunger, så den kan trække vejret. Og så lever den i fred for os mennesker. Er den ikke et fantastisk dyr?" spørger Kim Nyberg med entusiasme i stemmen.

Dyret spiller sammen med en række andre vandlevende kryb og pattedyr en vigtig rolle på gruppens nye album "Reptilica Polaris". Det gennemgående reptil-tema understøttes af pladens undertitel, som lyder: "A manifest of love and anger and considerations on the way we creatures silently consume each other."

Kim Nyberg, mandolinspiller og komponist i Afenginn, ser sætningen som et udtryk for nutidens etik og moral, som nogen gange er domineret af den menneskelige krybdyrhjernes primitive reaktionsmønster.

Mandskor og messing
Ud over at "Reptilica Polaris" udtrykker et etisk standpunkt, er den også et brud med tidligere arbejdsmetoder og lydbilleder. Kim Nyberg:

"Det er et andet slags album - et projekt, som er meget ud over det sædvanlige i forhold til, hvad vi ellers laver."

I modsætning til den uortodokse instrumentalgruppes tidligere udspil, mødes lytteren hér med fuldt mandskor og messingblæsere i symfoniske arrangementer. Rasmus Krøyer, gruppens klarinettist, supplerer: "Også selve processen har været anderledes, og som Kim sagde i dag på vej herud til øvelokalet, så er det en mærkelig fornemmelse, at den endelig er kommet af sted nu, for han har været på vej i to år med at skrive musikken."

"Og så har vi indspillet i det sidste halve år. Vi begyndte i november og er først færdige nu, så vi har kæmpet hårdt og sejt," griner Kim Nyberg, som er på medhør i Rasmus’ vindomsuste mobiltelefon fra Refshaleøen, det tidligere skibsværft, der nu rummer blandt andet kulturværksteder af enhver art, og hvor Afenginn holder til.

Og de kæmpemæssige hallers akustik er passende klangbund for den storladne, episke musik, som med kosak-kor og marchtromme allerede i cd’ens andet spor "Oh, Natura Totalitator," udfolder en dramatisk hyldest til store nulevende reptiler som alligator, krokodille, gavial og kajman.

Men den skæbnesvangre musik, der også kunne ledsage marcherende krigere på uendelige russiske stepper, afløses snart af kvintetten Afenginns eget luftige lydbillede. Vævet på en bund af skæve taktarter dokumenterer musikken ubesværet og dansabelt, hvorfor gruppen siden dannelsen i 2002 har fået strålende anmeldelser i både dansk og international presse og har modtaget adskillige priser og nomineringer ved Danish Music Awards.

Finskfødte Kim Nyberg lever op til Suomis tradition for overraskende koblinger og skæve vinkler, også på det musikalske område. Nordisk traditionel folketone er fejet til side til fordel for en fusion af musik fra det udvidede EU med Balkans skæve rytmer, blodrige soli og slavisk melankoli som grundingredienser.

Volapyk med mening
Bastard ethno kalder de det selv, og lige så mikset er det sprog, som Kim Nybergs landsmand, poeten Timo Haapaniemi til lejligheden har konstrueret. Både nulevende og døde indoeuropæiske sprog leverer ord til hans version af volapyk, der i ordets oprindelige betydning var et kunstsprog, der i lighed med esperanto var skabt ud fra en ambition om at overvinde sprogbarrierer og skabe fred i verden.

Med brug af et sprog, som alle har lige gode eller dårlige forudsætninger for at forstå, springer Afenginn elegant hen over alle forhindringer for global udbredelse. Sand world music! I kammerkoret Cameratas struber vibrerer Timo Haapaniemis ord med en vis genkendelighed, dog er cd’ens teksthæfte en god hjælp.

"Selv om teksterne ikke følger en bestemt grammatik og kan være ret kryptiske, så kan man sagtens læse en mening ud af dem," forklarer Rasmus Krøyer om linier som "Portu-galska Kaskelotti mare nostri abessini surfa penetrare la dia solare."

Med en blanding af charterrejse-vokabularium og den lille latinprøve i bagagen kan det måske tolkes som "Den portugisiske kaskelothval bryder havoverfladen på en solrig dag." Andre bud?

"Teksterne kom i de fleste tilfælde først, men det har været som i et libretto-samarbejde, hvor komponist og tekstforfatter snakker sammen," forklarer Kim Nyberg.

I ét af pladens to længste numre, den suiteagtige "Massacre Gnu," sættes der lyd på det grumme drama, der udspiller sig, når gnuerne på Afrikas savanne under deres vandring nødvendigvis må passere den grumsede flod, hvor krokodillerne venter på dem. Musikken på "Reptilica Polaris" er indspillet med hjælp fra ti blæsere og kor, og de kommende koncerter bliver da også med udvidet line-up.

Der er ikke nogen regler
I 2006 erstattede Aske Jacoby den tidligere bassist Andrzej Krejniuk, som havde præget det i forvejen brogede lydbillede med jazzede licks af høj klasse.

Balkanpunk, hopsarock, fandens til folkemusik og kickass partymusik. Det er nogle af ingredienserne i den gryde, som modtageren af den prestigefyldte Ken Gudman-pris 2004 nu også er hoppet ned i:

"Der er ikke nogen regler for, hvad vi må spille, og ikke må. Det er fuldstændig bastardiseret det hele. Aske er en kæmpestor inspiration, han er så musikalsk, at man tror, det er løgn," siger Kim Nyberg, og suppleres af Rasmus Krøyer, som gerne vil rette op på den misforståelse, at Aske Jakoby primært er rock- og popmusiker:

"Det kan han nok bedre forklare selv, men han har sagt, at han først og fremmest er spillemand, og han er vokset op med den danske folkemusikalske arv. Så måske er han kommet lidt hjem, på en måde, og han tilfører en kolossal ballast; han har jo spillet i en menneskealder."

Selv om "Reptilica Polaris" med sit gennemgående dyretema er en slags konceptalbum, skal man ikke vente, at den foreløbig bliver fulgt op af en film, således som det var tilfældet med Kim Nybergs musik til dokumentarfilmen "Elgen kommer."

Første halvdel af 2008 har bragt Afenginns multikulturelle smeltedigel rundt i verden. I februar besøgtes By:Larm i Oslo, og på South by Southwest festivalen i Texas blev de efter eget udsagn ramt af en amerikansk tornadorisk antijantelovsoptimisme, som også bar dem til Penang World Music Festival i Malaysia. Men den 27. juni er Afenginn med garanti at finde til releasekoncert i Islands Brygges Kulturhus, hvor krybdyrene for alvor slippes løs.

Afenginn:

Afenginn blev dannet i 2002, og deres første fælles bestræbelse var musikken til "Elgen kommer," en dokumentarfilm om en svensk elg, der krydsede Øresund, for blot at ende sine dage på et dansk jernbanespor.

"Retrograd" udkom i 2004, og modtog en Danish Music Award for Årets Danske World Album 2005.

"Akrobakkus" fra 2006 blev nomineret i samme kategori.

"Reptilica Polaris" udkommer 27. juni 2008.

Afenginn består af:
Kim Nyberg: mandolin, komponist
Rasmus Krøyer: klarinet, basklarinet, kontrabasklarinet
Niels Skovmand: violin, viola
Aske Jakoby: bas, banjo, mandocello, mandolin, guitar, lapsteel
Rune Kofoed: trommer, perkussion

På "Reptilica Polaris" medvirker desuden:
Kammerkoret Camerata

Messingblæsere fra Radiosymfoniorkestret og Det Kongelige Kapel sammen med blæsere fra orkestre som BugPowder og andre konstellationer fra jazzmiljøet.

Afenginn har sammen med Lyngby- Tårbæk Symfoni-orkester opført værket "Nordlyd" i forbindelse med Nordlys-festivalen i 2005.

Gruppen har siden 2002 spillet over 200 koncerter i DK, USA, Tyskland, Malaysia, Belgien, Schweiz, Estland, Danmark, Sverige, Norge, Finland og Færøerne.