En tysker i Havanna

I 1999 kom filmen om de berømte Super Avuelos - spansk for super-bedsteforældre - som udgjorde alle tiders sensation inden for verdensmusikken. Jeg taler selvfølgelig om Buena Vista Social Club, der blev til i kølvandet på mesterskiven, som de cubanske musikere og den amerikanske guitarist Ry Cooder indspillede i Egrém-studiet i Havanna i 1996.

Det var Ry Cooders faste samarbejdspartner hjemme i filmbyen Los Angeles, den tyske instruktør Wim Wenders, som stod for filmen, som blev nomineret til en Oscar og yderligere blev behængt med priser. I filmen fulgte man the usual suspects tilbage på åstedet, det vil sige ud over Ry Cooder folk som Compay Segundo, Ibrahim Ferrer, Rubén Gonzales, Omara Portuondo og alle de andre, som nu to år senere arbejdede på det første soloalbum fra Ibrahim Ferrer, der med sin lyse vokal i den grad charmede sig ind på alverden, ikke mindst i sine duetter med den kvieøjede bedstemor af en refrænsangerinde, Omara Portuondo.

Filmen var et overflødighedshorn af lækre billeder, med uforglemmelige scener, og den kulminerede ved to store koncerter, først i Amsterdams Carré-teater og siden i New Yorks klassiske Carnegie Hall. Koncerten i New York var et stort følelsesmæssigt møde ikke mindst for de fremmødte cubanere, som levede i eksil i USA og endelig så veteranerne fra tiden før Castro stå levende foran dem og spille den tidløse musik.

Det er den koncert, som nu endelig udsendes på en dobbelt-cd, som efter at have været i kyndige hænder hos Ry Cooder, World Circuit’s Nick Gold og lydteknikeren Jerry Boys, er en drøm af en ekspert i organisk lyd. Og udgivelsen er selvfølgelig af den slags, som man ser meget sjældent.

Roots Zone fik mulighed for at interviewe Wim Wenders om filmen og om hans unikke samarbejde med Ry Cooder:

Wim Wenders, du har arbejdet med Ry Cooder et antal gange før Buena Vista Social Club. Hvornår startede jeres arbejde og hvordan?

"Vi arbejdede først sammen på "Paris, Texas", hvilket var en så forbløffende oplevelse med hensyn til billedsprog og måden vi perfekt komplementerede hinanden, at jeg bagefter var bange for at ødelægge en smuk ting ved at forsøge at gentage den. Men så syntes 12 år at være en lang nok afbrydelse og ventetid. Jeg tror, at vi begge var mere end henrykte over at arbejde sammen igen."

Entusiastiske Ry Cooder
Vi kender dig fortrinsvis for film som "Paris, Texas" og "Himlen Over Berlin". Buena Vista var en dokumentarfilm. Hvad tænkte du, da Ry Cooder kontaktede dig og bad dig om at tage med til Cuba?

"Det var Ry’s totale entusiasme og hans længsel efter at vende tilbage til Havanna så snart som muligt, som gjorde mig nysgerrig til at begynde med. Ry og jeg arbejdede sammen på lydsiden til "End Of Violence" i Los Angeles. Han var lige kommet hjem fra Cuba, hvor han havde indspillet Buena Vista Social Club, og han gav mig et kassettebånd med et råmiks. Jeg blev afhængig med det samme og endte med at høre musikken hver dag i månedsvis. Så hver gang, jeg så det der åndsfraværende udtryk i Ry’s øjne, og han rejste væk i tankerne, så vidste jeg, at han var tilbage i Havanna. Han fortalte mig alle de her utrolige historier om Rubén, Compay og Ibrahim og kom og gav mig bøger og fotografier om Cuba. Så til sidst sagde jeg til ham: "Lad mig vide, hvornår du tager af sted igen, for så tager jeg med". Hvilket vi gjorde to år senere, da han vendte tilbage for at indspille Ibrahims soloalbum."

Havde du nogen forudgående viden om eller affición med hensyn til cubansk musik? Og er musik en stor inspiration for dig i dit arbejde?

"Jeg kendte noget cubansk jazz. Nogle klassiske koncerter. Men ikke meget mere. Men selvfølgelig, eftersom jeg voksede op i 1960’erne med en baggrund som en socialistisk student, som var med i revolutionen i 1968, så var Fidel Castro og Che Guevara gamle helte for mig. Det vil sige før i tiden, ikke ved slutningen af det 20. århundrede. Vi skød filmen i Havanna i april 1998…..

Musik er en konstant kilde til inspiration og energi. Og mit yndlingsøjeblik i hele en films skabelsesproces er det dyrebare øjeblik i redigeringen, hvor du ser billeder og musik blive gift med hinanden for første gang. Lige meget hvilke prøvelser, smerter og problemer du må gennemgå, mens du filmer: det øjeblik er det hele værd."

Da Ibrahim talte med ånderne
Scenen i filmen hvor I er hjemme hos Ibrahim Ferrer er uvurderlig. Vidste du i forvejen, at han var dyrker af Santeria (afrocubansk åndedyrkning, red.), og havde du studeret den afro-cubanske åndelige verden?

"Jeg lærte kun om Ibrahims involvering i Santeria i Havanna, og min viden om den afrikansk-cubanske åndelige verden var ret begrænset. Men han tog mig med hen i hans kirke og til en session, som blev ret intens. I filmens første udgave havde vi en lang scene med ham og en præst, men det endte på gulvet i redigeringsrummet…."

Hvor mange mand var der i dit filmhold? Ankom alle med dig, eller brugte du også lokale filmmagere i processen?

"Vi rejste til Havanna med et lillebitte hold. Mig selv, min kone Donata som fotograf, Jörg Widmer til at styre filmkameraet og DP, Martin Müller som lydtekniker og Rosa Bosch som line producer. Det var det hele. Og selvfølgelig var der Ry Cooder med sin søn Joachim og hans kone Susan, samt Nick Gold og Jerry Boys til musikproduktionen. Men som filmhold var vi fire. Vi ville snart få følge af en oversætter, et par lokale elektrikere og en lokal produktionskoordinator. Men vi blev ved med at være et lillebitte hold til at skyde filmen. Det hårdeste arbejde var faktisk at bespise holdet og musikerne. Havanna var så fattigt dengang, at det var forfærdeligt. Du kunne ikke bare gå ud og købe sandwicher eller frugt. Med lidt held ville vi få fat i ris og bønner og noget kylling en gang i mellem. Og stegte bananer. Den eneste luksus var disse her cigarer, som jeg blev afhængige af…"

Drømmende sekvenser
Der er mange sekvenser i filmen, som nærmest er drømmende. I en af dem sidder Rubén Gonzales under et træ og taler, og der er et andet med børn, der danser ballet omkring et klaver. Hvordan blev de scener til? Havde du udtænkt dem i forvejen, eller var det resultatet af en filmskabers held (ikke ment respektløst..)?

"Vi havde ikke lyst til at blive inde i pladestudiet hele tiden. Så fra dag 1 (hvor vi under alle omstændigheder gik i gang med at filme) så vi os om efter andre steder. De træer så jeg på min første tur ud i byen og kunne lide dem. Balletskolen var et held. Rubén havde spillet der før. Jeg vil ikke sige, at der var meget koncept bag vores daglige planer. Vi skød fra dag til dag. For det meste improviseret. Som hele turen hvor vi skulle lede efter den konkrete bygning, hvor den rigtige Buena Vista Social Club havde ligget. Compay Segundo nævnte det i et interview og en time senere sad vi i de biler…Selvfølgelig fandt vi ikke stedet. År senere var der en der viste mig en lille film, der rent faktisk beviste, at vi faktisk var stoppet foran det rigtige hus. Vi havde ingen idé om, at vi var så tæt på."

Der var andre klip med Rubén, som steg ind i en limousine i New York taget inde fra i bilen. Hvordan var musikernes reaktion på at blive filmet? Var det naturligt for dem, eller måtte I blive ved med at filme jeres yndlingsklip igen og igen for at få dem i kassen?

"Oh boy! Når som helst, vores kameraer kørte, ville de alle sammen være opmærksomme på det, men uden at "fake det" eller på nogen måde lade som om. De blev bare ved med at gøre, hvad de alligevel ville gøre, bare med en svagt øget energi. Vi havde faktisk problemer med at følge dem i deres energi - og måtte nogle gange dæmpe dem. Men bortset fra det var de hele tiden deres egne naturlige, elegante, yndefulde, sjove og beskedne personligheder."

Af sted med en uges varsel
Havde du i de to år før indspilningen af Ibrahim Ferrers soloalbum og koncerterne i New York og Amsterdam haft lejlighed til at nærstudere bandet i et længere stykke tid? Hvordan var din for-produktion?

"Da Ry lod mig lytte til et råmiks på et kassettebånd, var der allerede gået et stykke tid efter hans indspilning (af den første Buena Vista Social Club-plade i 1996, red.). Han nævnte, at han måske ville rejse tilbage. Men den eneste forberedelse jeg havde gjort, var at kigge i nogle få billedbøger fra Havanna og lære en smule om Cubas historie. Du ville under alle omstændigheder ikke finde meget i Amerika. Cuba var slettet fra kortet. Og så ringede Ry til mig en dag og sagde: "Vi tager af sted igen i næste uge. Vil du virkelig med os?" Jeg havde en uges varsel til at samle et filmhold og finde en lillebitte portion penge til at finansiere optagelser i Havanna. Vi kunne slet ikke ane dengang, at vi ville rejse til Amsterdam (til to koncerter i Carré-hallen, red.) senere, eller for den sags skyld Carnegie Hall…"

Intet politisk pres
Jeg har et lidt kritisk spørgsmål: Du er kendt som en uafhængig filmskaber inden for den store tyske tradition, som også tæller kollegaer som Werner Herzog. Havde du fuldstændigt frie hænder med hensyn til filmen? Jeg lagde mærke til måden, hvorpå man nemt kunne se Buena Vista Social Club som et nostalgisk trip tilbage til tiden før revolutionen, og i de fleste interviews, som jeg deltog i, som det jeg nævnte tidligere, havde hovedparten af journalisterne et billede af Cuba på Hemingways tid med store, gamle amerikanske biler, på trods af at vi var i en cubansk nutid med en vibrerende musikscene. Jeg oplever, at du undgik at være politisk, men var der noget pres på dig i forbindelse med propagandakrigen?

"Der var intet pres på mig overhovedet, specielt ikke politisk. Alle var ligeglade med, om en tysk filminstruktør skød en musikdokumentar i Havana. På den tid lavede vi filmen udelukkende på spec (fagudtryk for videofilmning, som en instruktør selv betaler for siden eventuelt at sælge, red.). Ingen dokumentarfilm havde været i biograferne i årevis, specielt ikke film som relaterede til musik. Vores eneste penge var fra den fransk-tyske tv-kanal ARTE, som har specialiseret sig i dokumentarprogrammer. For at fortsætte i Amsterdam og New York måtte producerne Uli Felsberg og Deepak Nayar skaffe ekstrapenge fra private. Du må forstå, at ingen havde den fjerneste idé om eller turde håbe på, at den film ville ramme en nerve på den måde, den gjorde. Hvis jeg undlod at komme med politiske holdninger med hensyn til Cuba, var det nærmere for at beskytte musikerne. De havde alle besluttet sig for at blive og fortsætte med at leve der på grund af en dyb kærlighed til deres land og deres musik, mens tusinder af andre var taget af sted til Florida, Mexico eller Spanien. Vores "Super Avuelos" havde alle villet blive i Havana, så jeg ville ikke sætte dem i forlegenhed ved at indføje et kritisk eller "politisk" syn på Havana. Filmen var om deres musik, og at den nærmest havde været gået tabt, hvis det ikke havde været for Ry og Nick (Gold, red.), som greb fat i det sidste glimt af det og fik det bragt ind i rampelyset, hvor det hørte til."

Siden koncerten i Carnegie Hall har der været en embargo, som effektivt har stoppet ethvert amerikansk-cubansk samarbejde. Det er sørgeligt. Men vil du tage tilbage til Cuba og arbejde?

"Embargoen har varet i omkring 40 år nu. Det er den sidste rest af Den kolde krig. Politisk set er det nonsens. En skændsel. Det går kun ud over det cubanske folk. Om noget, så har det bekræftet og styrket den socialistiske regering. Jeg tog et par gange tilbage efter at vi havde skudt filmen. Som tysk statsborger har jeg selvfølgelig ret til det. Det har enhver amerikaner også, så vidt jeg ved. Jeg vil tro, at embargoen var blevet begrænset eller ville have været forsvundet i mellemtiden, hvis Demokraterne havde vundet præsidentvalget i 2000, og hvis USA ikke havde haft brug for Guantanamo-fængslet af grunde, som vi alle kender. Alligevel repræsenterer det cubanske folk ingen trussel mod nogen i verden i dag. De er særdeles fredelige, og på trods af alt hvad du måske ville tro, så har de en enorm respekt, ja jeg vil næsten sige kærlighed til USA og Nordamerika. Det er ikke propaganda. Jeg kan sige det ud fra min egen erfaring."