Første gang jeg ser ham, hopper og danser han rundt foran scenen, hvor et af hans yndlingsbands trykker den af. Det er tydeligt at se, at dén dreng, ups, unge mand, har rytme. Faktisk har jeg ledt efter ham i timevis denne junilørdag, hvor jeg har taget the Hudson Line fra Grand Central Station i New York nordpå til Croton-Harmon i Westchester County, hvorfra en typisk amerikansk skolebus kører i fast rutefart til til Clearwater Festival. Denne finder sted hvert år i juni i Croton Point Park på østsiden af Hudson River, og omgivelserne er virkeligt smukke. Solen banker ned, floden glitrer, græsset er grønt - den rene idyl.
Og det er det måske i kraft af, at de lokale græsrødder igennem 42 år har passet på floden og området. Clearwater Festival kaldes også "The Great Hudson River Revival" og har formålet at "ære Jorden gennem musik, undervisning og aktion". En af de kendteste kræfter bag festivalen er Pete Seeger, som skrev "The Hudson River Song" i 1961, og hans barnebarn Tao Rodriguez er også aktiv.
Aftalen med Dennis da Costa, Anthonys far, om at mødes her er lidt shaky, men han har lovet, at de vil dukke op på Clearwater på et eller andet tidspunkt den dag. Ikke fordi Anthony skal spille, men familien bor i området, og far og søn ville gerne høre Felice Brothers. Jeg aner ikke, hvordan daddy Da Costa ser ud, og i øvrigt har min mobil meldt sig ud af samfundet lige netop nu. Men det lykkes til sidst at genkende Anthony i mængden. Han ser temmelig forbavset ud, da jeg griber ham i skulderen og siger hej, vi har en aftale. Men da først koncerten er forbi, og en hel del pigebørn behørigt snakket med og sendt "on their way" af unge Da Costa, viser han sig at være vanvittig imødekommende. Clearwater er en ægte miljøfestival, og tilsyneladende betyder det på de kanter en ølfri festival, også i 30 graders varme. I al fald er øllerne godt gemt af vejen, hvis de er der, så reporteren tørster efterhånden efter både interview og kold bajer.
Forever songs
Anthony da Costa har skrevet sange, fra han var 10 år gammel og har allerede indspillet syv albums. To af dem er kommet i år, hans egen "Typical American Tragedy, og "Bad Nights, Better Days" , et duosamarbejde med Abby Gardner. Den unge sangskriver har meget på hjerte, og sangene nærmest vælter ud af ham. "Han indånder livet, og ud kommer en sang", har en ven beskrevet det.
"Min regel er, at hvis jeg ikke kan afslutte en sang i én skrivesession, så duer den ikke. Så dropper jeg den hellere end at arbejde videre med den en anden dag", fortæller Anthony, da vi har fået placeret os under et stort træ i aftenmørket. Alligevel har han i hvert fald 100 sange, som han selv synes er "okay". Når han skriver, begynder han at klimpre løs på enten guitar eller klaver, så kommer melodien, og ordene kommer næsten af sig selv.
Han siger også, at han er beæret over min interesse "all the way from Denmark", og at han glæder sig vildt til at spille i Tønder, som bliver hans første koncerter i Europa.
"Det er mit favorit-øjeblik, når jeg skal møde publikum. Jeg er ikke nervøs, som jeg er, når jeg spiller teater. Her i Hudson Valley, hvor jeg har spillet rigtig meget i de sidste fire år, lytter folk virkelig, og jeg føler mig meget privilegeret. Jeg føler mig hjemme i folkemusikken. Der er så mange smilende mennesker".
Anthony kom med i det lokale kirkekor i Pleasantville som femårig - det sagde mor, han skulle - og han blev der i syv år. Om det var Jesus eller det at synge, han holdt af, er han ikke sikker på mere.
"Men jeg blev i al fald vant til at synge for folk. Som 10-årig skrev jeg min første sang til en talentkonkurrence, og jeg har spillet meget teater i skolen. Det holder jeg også af, men det er sangskrivningen og at være musiker, jeg vil satse på.. Jeg kan se mig selv skrive sange for evigt! Jeg er meget inspireret af mit liv og af mine venner, og af folk jeg hører, og 17-årige er også mennesker, der har følelser og meninger. Det, vi oplever, kan være lige så tough som voksnes oplevelser. En 17-årig kan også godt skrive om sit lands "bullshit war".
Han er også inspireret af store amerikanske sangskrivere som eksempelvis Bob Dylan, og at blive nævnt som værende potentiel i samme klasse er noget, man næsten ikke kan forholde sig. I det hele taget har anmeldere og publikum kun rosende ord tilovers for ham med kommentarer som "hans usædvanligt komplekse forståelse af kærlighed og håb"; "den relativt enkle, nedtonede/stripped down tilgang bringer teksterne i fokus, og det er her, Anthony da Costa skinner" og "han er et distinct talent, der ved, hvotrdan man coonecter medpublikum både liv og på sine indspilninger". Hans modenhed er markant, også når man taler med ham. Sidste år vandt han som den yngste nogensinde prisen for "New folk" på Kerrville Festival, og han gjorde stort indtryk på Folk Alliance i februar – hvorfor han også blev booket af hr. Panduro i Tønder. Netop nu er han på Philadelphia Folk Festival.
Bedst med nye sange
Han har netop afsluttet sit junior year på sin high school og fortæller, at han skal arbejde i et musikstudie henover sommeren, og på college senere vil han studere musikproduktion. Der er ingen vej udenom, at hans liv bliver musik.
"Jo flere plader, jeg laver, jo mere indser jeg, at folk, der laver plader på den gamle måde - ærlige, rå og med hjertet - det er dem, jeg gerne vil høre. Og det er dem, jeg gerne vil lave. Da vi indspillede "American Tragedy" havde jeg tonsvis af krøllede tekstark med., som jeg havde skrevet i det sidste år, især i den seneste uge - og så fandt vi ud, hvad der passede sammen. Jeg kan godt lide at indspille sange, når de er nye, og seks af de 11 på albummet var", skriver han på sin hjememside, hvor du kan læse meget mere www.anthonydacosta.com
"Jeg håber, at alt det, jeg skriver, er for mig selv. Selvfølgelig håber vi alle sammen også det bedste for vores musik, og at vi får held med det. Måske er det lidt selfish at tro, at man er noget særligt. På den anden side skal der dét ego til. At forvente at blive en succes er noget helt andet end at håbe det," siger den vise teenager.
Det er blevet helt mørkt og dejlig køligt. Vi siger farvel – Anthony skal lige hen og spille lidt med nogle venner. Dennis de Costa spørger uroligt til, hvordan sønnen kommer hjem "og kom nu ikke for sent!", og sikrer sig, at Anthony får en kørelejlighed hjem, imens han kører mig hele vejen tilbage til Manhattan. Her får jeg lige før midnat to meget kolde øl tæt ved Times Square – en helt anden verden end den smukke Croton Point Park.
Jeg siger til ham, at han godt kan forvente, at natten bliver til morgen i Tønder, før man går hjem i seng.
