Mørkt. Intenst. Hårdt. Lige i fjæset. Mere rocket. Sådan beskriver Seth Lakeman sit nye og fjerde album, "Poor Man's Heaven", som følger hans godt to år gamle kæmpesucces, "Freedom Fields". Der er solgt i over 100.000 eksemplarer.
Ja, der stod 100.000.
Det er faktisk ret mange, også i England og da ikke mindst for et folkalbum. Seth Lakeman har krydset grænsen fra at være et nyt, stort navn i folkemusik til at være - ja, et stort musiknavn med et solidt tag i et purungt publikum, som ikke normalt lytter til folkemusik. Og let's face it, det hører til sjældenhederne, selv om folkemusikken (som bekendt!) er fyldt med fantastiske musikere.
Men sådan er det gået for Seth Lakeman, der jo heller ikke ser værst ud, og som har hørt udtrykket "the poster boy of folk" for mange gange allerede. Samtidig er anmelderne lige så positive, og han har da heller ikke på nogen måde givet køb på sin musik.
Musikken tager som oftest udgangspunkt i en sørgelig legende, men spilles vildt, inderligt og intenst rytmisk og beskrives i magasinet fROOTSs som "en pop-folk hybrid, som vi aldrig rigtig har hørt det før, udover måske hos The Men They Couldn't Hang."
Selv har han i utallige interviews gjort fin reklame for folkemusik i det hele taget, fordi han med begejstring har talt om, hvor meget han skylder folkemusikken og dens musikere: "Det er dér, jeg kommer fra. Jeg spiller violin og synger, og dét har så givet mig opmærksomhed fra et bredere publikum. Det er dét, jeg gør, så jeg formoder, at det gør mig til folkesanger, og det er jeg stolt af. Det handler om at være ærlig med sig selv, og det man står for. Folkemusik vil altid være vigtig for mig, uanset om jeg er succesfuld eller ej senere hen, og om jeg spiller i små klubber eller whatever. Det er det her, jeg gør, og jeg vil ikke fjerne mig for langt fra det".
Cool kickstart
Succesen er ikke kommet så pludseligt, som det måske kan se ud. Rejsen mod toppen begyndte for alvor, da han i 2004 udsendte sit soloalbum nummer to, "Kitty Jay" og fandt på at launche det med en koncert i Dartmoor Prison. Lakeman er vokset op og bor stadig på kanten af den berømte Dartmoor Hede i Devon, hvor legender som for eksempel den om Kitty Jay, der hængte sig, har været hovedinspiration til hans mørke, dramatiske sange. Albummet blev indspillet for 300 pund i bror Seans køkken. Det blev en formidabel kickstart på karrieren, da en uventet telefonopringning fortalte, at han var blevet nomineret til den prestigiøse Mercury Music Prize – sammen med Coldplay, Kaiser Chiefs, Magic Numbers, K.T.Tunstall og Antony & The Johnsons!
Da han sådan lidt nonchalant ankom til et pressemøde den næste dag med violinkassen skødesløst på ryggen, anede ingen, hvem han var. Han tog sin violin frem, spillede Kitty Jay, og derefter spiste pressen af hans hånd. Dén slags var de ikke vant til - og det er jo netop én af de ting, folkemusikere kan. Spille uden videre dikkedarer og det store set-up.
Seth Lakeman scorede i 2007 årets Radio Two Folk Awards for bedste album og bedste sanger for sit følgende album, "Freedom Fields".
Siden har han turneret nærmest nonstop, men har dog fundet tid til at indspille "Poor Man's Heaven", som han beskriver som "et ret hårdt, mørkt, rocket album, men det er stadig drevet af akustisk musik. Jeg har lært, at når tingene bliver større, skal man også sætte et større show op, men vi spiller altså stadig på instrumenter af træ, og det passer lige så godt på Sidmouth og Towersey folk festival, som det gør i Glastonbury og på V Festival. Det spændende er jo, at vi får lov at spille den musik på steder som V (V står for Virgin som i Records med mere). Det føles stadig mere naturligt for mig at spille på en folkfestival. Det er dér, jeg kommer fra, og der jeg voksede op. Rockmiljøet er fremmed for mig. Men det er spændende!", fortæller Lakeman til fROOTS.
Magi i luften
Han åbnede sidste års Tønder Festival i Telt 1 torsdag aften, og både han, bandet og publikum var tændt fra første minut. Den intense koncert på godt en time var en tour de force for det unge fænomen. Lakeman leverede i den grad varen - med høj energi, dynamik, tæt samspil, følsomhed og nerve. Han vekslede mellem at spille violin, guitar og banjo og sang sine engelske folkperler, der ofte har (næsten) pophit-længde og ditto tilsnit og samtidig rummer en stærkt rytmisk rockfeeling. Det stod lysende klart, hvorfor Seth Lakeman har potentialet til at række langt ud over folkscenen, og han er også helst fri for at blive placeret i en bestemt musikalsk boks. Hans "100mph fiddling" og hans stemmes hypnotiske kvalitet nærmest trækker lytteren ind i sangenes univers. Stemmen har varme og passion, og trods en vis monotoni er sangene lige til at forelske sig i. Nerven og rytmikken i bandets spil giver den rette ligevægt.
Seth Lakeman er fra en musikalsk familie, og allerede som teenager spillede han med sine brødre Sean og Sam i "The Lakeman Brothers". Senere slog de sig sammen med Kate Rusby og Kathryn Roberts i bandet Equation, som med lidt skiftende besætning, blandt andre Cara Dillon, fortsatte nogle år. I dag er hans brødre gift med henholdsvis Kathryn og Cara, og Sam spiller i Seths band.
Men det er i sit eget navn, Seth Lakeman virkelig er trådt i karakter og har fået denne utrolige succes, som formodentlig fortsætter med "Poor Man's Heaven", der udkommer 30. juni i år. Sangene på albummet er lidt tilfældigt endt med at have shipwreck stories som tema, og det begyndte med "Solomon Browne". Det var navnet på den redningsbåd, der for godt 25 år siden i en brandstorm stævnede ud for at hjælpe coasteren "Union Star", som var slået i stykker på klipperne ved Cornwall. Alle otte frivillige fra redningsbåden druknede, ligesom otte mand fra coasteren. Ikke ligefrem muntert materiale, men den slags mørke historier inspirerer Seth Lakeman, og han gør dem til sange, man vil høre igen og igen.
Heldigvis lægger han også i år vejen forbi Tønder, og denne gang bliver det ikke bare for en enkelt koncert. Denne skribent forudser uhæmmet succes, når Seth skubber sangene og fiddleriet ud over kanten, og der vil utvivlsomt være masser af begejstret hoppen og dansen. Samt mange dunkende ungpigehjerter.
Han er jo ikke "poster boy of folk" for ingenting.
