Du ankommer til Tanger efter en times sejlads fra Europa til Afrika. Vel ude af havneområdet drejer du skarpt til højre og går op ad bakken. Er du ny har du følgeskab af en stribe lidt for velvillige potentielle guider, som du allerede ønsker hen hvor peberet gror. Så kommer du op ad en trappe og entrer den gamle bydel, medinaen. De fleste går ligeud op til det lille torv, en lastens hule, som officielt hedder Det indre marked, men som med større akkuratesse af de lokale, som er kendt for deres direkte stil, bliver kaldt for Det sorte marked.
For på Souk Dakhil, hvor en stribe berømte hoteller af den billigste slags danner rammen og alle sidder på rækken af caféer med navne som Tingis, Fuentes og Tanger Café, er der næsten konstant liv, som der var der dengang i 1950’erne da William Burroughs boede i området og ville beskrive sit liv som junkie, sexturist og lidende kunstner i bogen, som blev et af Det 20. århundredes mest seriøse skildringer af livet på The Wild Side og bærer den mærkværdige titel, Naked Lunch.
Det sorte marked har stadig den gamle ånd, og her boede det tyske kultband Embryo i et par uger, indtil de for et par dage siden tog tilbage op til Spanien, i færd med endnu en gang vagabondering på en aldrig afsluttet turné, som har varet siden slutningen af tresserne. Vi taler simpelthen om bandet, som startede bølgen af såkaldt Krautrock, og som reelt startede, da de jævnaldrende Christian Burchard og Dieter Serfas mødtes i skolen hjemme i Bayern og dannede det første band. De ville siden mødes i berømte Amon Düül, og har fortsat kontakt. Og hvor Serfas fortsatte her, ville Burchard danne Embryo, som siden affødte endnu et band, som man forbinder med verdensmusik og fusion, nemlig Dissidenten.
Embryo har en unik historie. Blandt deres mange spektakulære rejser har været dengang de drog ned til Nigeria og boede hos den formidable orkesterleder, Fela Anikulapo Kuti, i hans berømte Kalakuta-republik i Lagos-forstaden Abuja, eller dengang de over nogle år rejste rundt i Indien og spillede, mens de selvfølgelig sugede til sig og mødte en lang række af musikalske mestre, som de har haft livslange venskaber med.
Afrikansk legestue
Undertegnede er på en længere rejse i Marokko. Mine mange rejser handler selvsagt om musik, og jeg havde været i og omkring Meknes, hvor jeg havde været til de årlige sufifester for aissaoua- og hamadcha-broderskaberne, fester der desværre delvist blev ødelagt af den regn, som har hærget hele Sydeuropa og Nordafrika i de første måneder af 2010. I Meknes faldt en gammel minaret – altså tårnet på en moské – ned over bedende til en fredagsbøn, og efter den omgang var der forståeligt meget lidt at feste for. Og selv om der da kom gang i den ude i bjergbyen Sidi Ali, så var det vand mod den vanlige fest.
Derfor det var en behgagelig overraskelse at træde ind hos mesteren indenfor gnawa-trance i Tangers medina og finde ham i færd med at øve med ingen ringere end Embryo. For i centrum ville den karismatiske mester, Mâallem Abdellah Boulkhair El Gourd sidde med den trestrengede gimbri-bas og sit markante hvide fuldskæg og de lukkede øjne, mens han drev bassen frem i 6/8-dels takt, ledsaget af sine musikere og med især Christian Burchard, stadig med et specielt drev over sit spil på den indiske – eller måske persiske – santur, en slags harpe, man slår på med køller og som frembringer et kildevæld af toner. Det instrument, som den store mester fra Kashmir, Pandit Shivkumar Sharma, har gjort berømt, og som det tog Burchard tre års intense studier at lære at spille på.
Og ved hans side var hans karismatiske datter, Marja, i fuld gang på marimbaen, mens en speciel gæst på denne tur, Peter Michael Hamel - dels kendt som professor og specialist indenfor verdensmusik og i sin tid ophavsmand til det i dag glemte kultorkester, Between – ville stå bøjet over en gammel synthesizer, mens blæsergruppen tog fra og den besynderlige sanger, Mik Quantius, med den ene finger dirrende i mundvigen ville frembringe en lyd, som befinder sig et sted mellem autentisk strubesang fra de mongolske sletter, skatsang à la Van Morrison og hans oprindelse i koret, når barndommen 1. FC Köln ville spille på hjemmebanen og der skulle råbes igennem på den specielle dialekt, Kölsch.
Mik er simpelthen et fænomen, og her i gnawahuset på randen af Tangers medina, er hans stemme det, der giver det hele kant. Et vidunderligt møde mellem afrikanske sufier og vidt berejste musikalske shamaner fra Tyskland. Da de stopper med den musikalske fos, kan alle mærke, at der er sket noget unikt. Men der skal krammes og siges goddag. Og jeg skal fortælle nyt fra den religiøse festival og om alle gnawaernes brødre sydpå, som jeg som vanligt har mødt. Mens der fyres op på piberne og tjeneren fra Den amerikanske café kommer ind med bakken med café au lait og myntete i lange baner. Det er business as usual i Tangers gamle medina. Og jeg føler mig svært tilpas sammen med musikerne.
Abdellahs hus
Jeg har kendt gnawamesteren Abdellah i mere end ti år. Vi mødtes oprindelig oppe hos de navnkundige Master Musicians Of Jajouka i landsbyen oppe i Jaballahbjergene, hvor jeg kom fast hvert år i fem år fra 1997 til 2001, og hvor der ville blive holdt nogle spektakulære fester.
Abdellah er en mester, der altid har spillet gnawamusikken. Men han er atypisk, idet han i mange år var lydtekniker på den amerikanske radiostation, Voice Of America, et job han nu er pensioneret fra. Det har gjort, at han har kunnet opretholde livet i forældrenes gamle hus, hvor han lever med kone og de tre døtre, der er tilbage. Sønnen Abdoujabar har i nogle år arbejdet som artist i et spansk cirkus. En anden tradition som unge fra Tanger er berømte for.
Og i huset har Abdellah dels lavet noget som kan minde om et museum for gnawakultur – altså den kultur, som kom med slaver fra landene syd for Sahara, og som inkluderer clairvoyance og det specielle afrikanske og præ-islamiske lila-tranceritual og den specielle musik. Abdellah er stolt repræsentant for den specielle chemeli-kultur i Marokko, altså den specielle stil, som man finder nordpå i Marokko, og som hvad angår rytmer og sangenes rækkefølge og indhold adskiller sig betydeligt fra de toneangivne scener ned sydpå, specielt i byer som Marrakech (gharbawi-stilen) og Essaouira (Souiri-stilen).
Men Abdellahs hus, som også er en skole og samlingsted for hans band, som ligesom selve huset meget passende hedder Dar Gnaoua (Gnawa-huset), er ikke mindst kendt for en utrolig åbenhed, og alle der har lyst til enten at spille gnawamusik, eller som vil tilføre noget helt nyt, er altid velkommen, vel at mærke så længe det ikke er om morgenen og formiddagen, hvor han sidder oppe på Det sorte marked, og efter klokken 21, hvor han trækker sig tilbage. Men på alle andre tider er der frit spil. Ligesom Abdellah og hans musikere ofte er på turné i udlandet, hvor faste samarbejdspartnere ofte er jazzens koryfæer, ikke mindst Afrika-kenderen og pianisten, Randy Weston.
Måske til Danmark
Som dagene går i huset, er det stedse mere tydeligt, at det tyske band og den marokkanske mester har en helt speciel kemi. Det tyske band har i årenes løb oparbejdet mange erfaringer, og har blandt andet spillet med den familie indenfor gnawa, som jeg tilhører, om nogen, nemlig Gania-familien fra Essaouira, hvor de spillede med den store mester Mahmoud Gania. Ligesom de kender det gamle kultband, Nass El Ghiwane, som tilbage i 1970’erne fusionerede rock med gnawa, berbermusik og den gamle sufidigtestil, milhoun. Et band som nærmest er Marokkos svar på The Beatles, med hvem de også deler det sørgelige faktum, at to markante medlemmer er døde og selvsagt uerstattelige.
Men Embryo viser særdeles levende takter i Tanger, også selv om en række af de normale stjerner ikke er med på turen. Til gengæld har de udvidet med den formidable Thomas Gundermann, som nogle dage efter til en speciel Embryo-koncert i en rigmands lille palads længere oppe i medinaen, viser helt specielle evner på en speciel middelalderlig tysk sækkepibe. I øvrigt i et sæt, hvor gnawaerne ikke er med, og Embryo tager afsæt i klassiske arabiske makam-former og laver deres egen syrede version deraf. Stadig originale, selv om den gamle Kraut-rock nu er lysår væk.
Og det kan tænkes, at samarbejdet og vores tilfældige møde bliver til mere. For nogle år siden var ildsjælen og DR-lydmanden Lars Rex involveret i et par koncerter med Embryo i Danmark, og de taler om at tage samme vej igen i nær fremtid, dog denne gang i følgeskab med den karismatiske gnawamester fra det åbne musikalske hus i Tangers medina. Så det er bare med at holde øjne og ører åbne.
