Laura Marling er 18 år og noget af en fuldtræffer i den evigt sultne britiske popmusikpresse. Her er man konstant på jagt efter de nyeste hippe trends og pågående unge navne, der kan få smækket stemplet "Next big thing" i panden. I britisk - og for så vidt international - poppresse drejer alt sig om det, der brager igennem til massepublikummet. Ikke ligefrem breaking news i et land, der leverede The Beatles til hele kloden for 45 år siden, men når det drejer sig folkrootsmusik, er der grund til at undersøge sagen nærmere.
Om Laura Marling vil ramme toppen af hitlisterne og brage igennem i stil med Kate Nash, Duffy og Amy Winehouse er nok ret usandsynligt. Det virker ikke som om, at det hysteriske popstjernecirkus er den sky og indadvendte Laura Marlings kop te. To ting er dog sikre:
For det første er Laura Marling et ubetinget talent. Hendes stemme har fylde, intensitet og nærvær, hendes ubesværede fraseringer og rytmiske timing er bemærkelsesværdig, og hendes ordrige og melodisk vækkende sange rammer både hjerte og hjerne. Hun trækker på en klassisk britisk sangskrivertradition, en nyere indiepop-orienteret retning og i allerhøjeste grad en folkemusiktradition. Det gælder i sangenes opbygning, teksternes episke udformning og den naturlige instrumentering med akustisk guitar, klaver, harmonika, violin, mandolin og horn.
For det andet er Laura Marling repræsentant og måske en kommende dronning for den yngre nu-folk-bølge, der har ganske gode kår i Storbritannien i øjeblikket. Hun har været medlem af gruppen Noah & The Whale, der huserer på de mere intime scener og har opnået et vist ry som trendy nu-folk-band. Bandets hovedfigur hedder Charlie Fink, og han har produceret Laura Marling’s debutalbum "Alas I Cannot Swim".
Noah & The Whale og Laura Marling er eksponenter for den nye nu-folk-scene. En scene, der med et mere end tydeligt folkrootspræg er godt på vej til at manifestere sig kraftigt - langt ud i brede og ikke mindst hele unge publikumsmiljøer.
Live og medrivende
Nettet er jo fremragende til på få sekunder at servere syn for sagn. Vil man have en fornemmelse af Laura Marling live, så gå ind på www.fabchannel.com/laura_marling_concert, hvor der ligger en koncertoptagelse fra Paradiso i Amsterdam. Det kan anbefales.
Laura Marling, der flyttede hjemmefra som 16-årig for at gå direkte efter musikken, har en indadvendt facon på scenen og er ikke ligefrem sprælsk. Men som en anmelder i www.timesonline.co.uk bemærker, så suger hun al opmærksomhed til sig og virker i al sin lillepige-fremtræden kolossalt kraftfuld. Med andre ord er hun en ubetinget kunstner, der kan formidle selve kernen i sangen og musikken uden fancy indpakning eller store armbevægelser. Den evne har ikke noget med alder at gøre. Det hedder talent.
Det bliver interessant at følge, om Laura Marling og hendes ligesindede vil blande sig med den mere traditionelle folkscene i Storbritannien. Laura Marling bliver eksponeret på en lang række rock/pop-festivaler, men har også fundet vej til sommerens Cambridge Folk Festival.
Nu-folk - nu igen?
Men hvad er det for noget med det nu-folk? Har det ikke eksisteret i mange år under andre navne?
Både ja og nej. Laura Marling og hendes hof er nye ansigter, en ny generation, der tager fat med ny energi og tilgang til stoffet. Havde frk. Marling stået på scenen i 70'erne, havde hun været folkesanger. Flere sange er som taget direkte ud af en traditionel folk-songbook.
Samtidig hviler hun på skuldrene af hele den "acoustic movement" og "lo-fi-singer/songwriter-bølge", der i USA og Vesteuropa har været en af de helt store og tydelige tendenser i rock- og popgenrerne i det nye årtusinde. Så det nye er måske ikke så nyt endda. Men det ændrer ikke ved, at der står talent med store bogstaver på lystavlen.
Et andet nyt navn på nu-folkscenen er den 24-årige sanger og sangskriver Johnny Flynn. Han har været omkring en karriere som skuespiller og ligner også en fyr, der kunne begå sig i enhver moderne tv-serie eller romantisk ungdomsfilm. Men han kan altså også synge og skrive sange.
Der er ingen tvivl om Johnny Flynn’s referencer: John Fahey, britisk folk, blues og coun-try. Johnny Flynn & The Sussex Wit lyder traditionelt med masser af akustisk guitar, fiddle, mandolin og afdæmpede trommer. Men det er også en ny stemme og en ny måde at angribe traditionerne på. Debutalbummet "A Larum" udkom i Storbritannien i maj 2008, men man kan få en hel række numre inklusive videoer på www.johnnyflynnmusic.co.uk.
Er det folkemusik? Eller bliver det kaldt folk, fordi - som Johnny Flynn selv siger i et interview med det britiske website www.thisisfakediy.co.uk - han og bandet spiller på mere afdæmpede instrumenter end et almindeligt rockband?
Johnny Flynn's musik rummer særdeles mange referencer til den traditionelle folkemusik. Men også til meget andet. Og det er vel netop pointen.
Et andet nyt navn i popfolkgenren er skotske Gary Stewart (ikke at forveksle med den amerikanske og nu afdøde countrysanger af samme navn...). Den 27-årige sanger udgiver en EP i juni 2008 og har bevæget sig fra barer og små scener i Leeds samt job som blandt andet trommeslager i diverse rockbands til at markere sig som sangskriver i den traditionelle genre. Hans stemme er interessant. Tjek for eksempel sangen "Bucket of Stars" på www.myspace.com/garystewartband. Den mand burde være klar til både Tønder og Skagen.
Om Johnny Flynn, Laura Marling og andre i samme nu-folk-afdeling vil gå over i musikhistoriebøgerne er for tidligt at sige noget om. Deres musik er ikke for alvor skelsættende ny. Mere som et par overraskende hovedretter i et nyt og spændende fusionskøkken. Men når det kunstneriske talent er så åbenlyst, burde bølgen nå over Nordsøen og skylle ind over de danske kyster.
