Det var en speciel oplevelse at være til koncert på Global fredag aften 9. maj 2008. For når man har den gamle og afdøde bluesmester Ali Farka Touré fra Mali kørende på den indre biograf, som det må være, når man har mødt ham og været dybt optaget af hans musik og utrolige karriere, så er det altså et trip at se hans 27-årige søn være så meget Farka og have så meget af dennes star quality. Og af dennes stædighed.
Historien om Vieux Farka Touré er den klassiske. Hans far havde ikke nogen let karriere som musiker fra et land, der i mange år har været et af de absolut fattigste. Han blev i den grad trukket rundt ved næsen af det franske pladeselskab Sonodisc, der lod ham indspille en række plader til en meget ufordelagtig hyre. Man må sige om franskmændene, at de ikke tidligere har været alt for bevidste om at opføre sig fair over for deres tidligere undersåtter i Frankofonen, som er det fælles udtryk for de mange lande i specielt Vestafrika, der var koloniseret af Frankrig.
Det var først i de sidste ti år, da den engelske producer Nick Gold kom ind over med sit pladeselskab, World Circuit, at Ali Farka Tourés karriere kom på skinner, og han fik den anerkendelse, han hele tiden havde fortjent. Det var hårde år på landevejen, og de sidste var de bedste, da Ali kunne trække sig tilbage til landsbyen Niafunké ved Nigerfloden, hvor han var borgmester. Han gjorde alt for at dyrke jorden og kæmpede en heroisk kamp mod landskabets barske betingelser. De sidste år bekostede Ali Farka Touré plantningen af rismarker i stor stil samt af et stort antal træer. Eksempelvis fejrede han sin første Grammy i den rette stil: Han købte landbrugsredskaber. Desværre fik han en uhelbredelig kræftsygdom, lige som han havde trukket sig tilbage og skulle nyde sit velfortjente otium, og døde som 67-årig for to år siden.
Den sidste velsignelse
Ali ville ikke have, at sønnen skulle være musiker. Han ville have ham ind i Malis hær, men Vieux ville guitaren og sangen og kom på kunstskole i Bamako. Og snart spillede han i bands, blandt andet med koraspilleren Toumani Diabaté. For til sidst at blive anerkendt af faren, som spillede sine sidste strofer på den plade, der kom med Vieux sidste år. Som hans amerikanske manager, Mali-kenderen Deborah Cohen sagde det efter koncerten:
"Ali var syg, og faktisk spillede han med på to tracks på Vieux’s soloplade. Det var på sæt og vis magisk. For dagen efter, at han havde spillet de sidste strofer, var kræften så fremskreden, at han blev paralyseret. Hans sidste omgang på guitaren var for sønnen."
Orkestret på Global var delvist nyt, det vil sige med to af farens gamle musikere, og de så ud til at opleve deres anden ungdom sammen med den virile yngling, som har sin helt egen opfattelse af, hvordan farens arv skal forvaltes.
Det var ikke særligt tilbagelænet. Startede Vieux Farka Touré på farens klassikere, så som den smukke "Diaraby" – der i sin tid afsluttede det Grammy-vindende "Talking Timbuktu"-album med Ry Cooder, røg tempoet snart betragteligt i vejret.
Roots Zones udsendte kunne da også med fornøjelse inden koncerten overvære en samtale mellem Vieux Farka Touré, Deborah Cohen og Roskilde Festivals Peter Hvalkof, der dels booker musikken til Global på Nørrebro, og dels har booket den unge mand fra Mali til dette års festival.
Vieux har ønsket at komme på en scene med rocknavne, og sådan bliver det. Og bedømt på koncerten skal han nok være mand for at få sin musik ud over kanten til et publikum, der som regel lever op til prædikatet Danmarks bedste publikum. Intet slår energien på Roskilde Festival. Og bare rolig. Vi vil selvfølgelig være til stede og rapportere om rootsmusik på Dyreskuepladsen.
Formidabelt fingerspil
Der var ganske pænt besøgt på Global, og ved en misforståelse blev der opsat borde og stole, så det forventningsfulde publikum kunne sidde mageligt med fadøl og snakke løs. Det fik Vieux Farka Touré hurtigt ændret på. For her skulle danses og rockes. Og det blev der.
Hans veloplagte band bestod som sagt af de to gamle fra Ali Farka Tourés band på kalabas (der slås på med to stikker) og djembe samt på rytmeguitar. Derudover var der den unge amerikanske trommeslager, Tim Keiper, som mødte Vieux hjemme i New York og har spillet med ham siden. Og dertil en bassist med et drive ud over det sædvanlige. Og så altså Vieux selv, der trakterede sine to guitarer med et formidabelt fingerspil, hvor han spillede på en gang gnistrende hurtigt og med en stor fornemmelse for lyrikken og for den direkte linje til bluesmusikken, som han har fået i vuggegave.
Men altså med et udpræget øje for vestlig rock, sikkert ting han har fundet i farens samling. Som Jimi Hendrix-rundgangen spillet på afrikansk med 100 kilometer i timen, og som ifølge Vieux er en tamachek-sang, altså fra de beduiner, som bor i området og som eksempelvis står bag den årlige Festival In The Desert i den lille lokalitet Essakane i Sahara vest for Timbuktu.
Men okay, man husker farens klassiske udtalelse om bluesens oprindelse. Om hvordan det hele startede og hele tiden havde kunnet findes i området lige der ved Nigerfloden, hvor så mange vestafrikanske kulturer havde deres mødested. Og hvor han selv med rødder på den anden side af ørkenen hos Marokkos berbere kunne samle alle de afrikanske inspirationer og udmønte det i noget, som vi med vores viden klart identificerede som The Blues.
Dansede med publikum
Til koncerten gjorde Vieux meget ud af at engagere publikum samt at kokettere med, at han ikke taler engelsk. Hvilket han gør. Men mest var det de lange forløb, hvor han rev det ene fede riff efter det andet ud af ærmet. Guitaren lød sine steder som en violin, vel at mærke ikke ulig den ritti, som gambianske Juldeh Camara gav opvisning på sammen med engelske Justin Adams ugen før på Global.
Direkte adspurgt om, hvordan han laver den lyd, siger han, at det er anslaget, der gør det, og ikke de forskellige pedaler, han bruger. Ligesom hos faren er den allestedsnærværende Chorus-effekt den vigtigste.
Forskellen er klart, at Vieux har en rockguitarists attack i sit spil. Og hvor Ali Farka Toure spillede i stemninger, som var direkte transponeret fra den djurkel-lut, han havde spillet som barn, så er sønnen klart mere traditionelt vestlig i sin tilgang. Ligesom han synes inspireret af nogle af de nye guitarister på Mali-scenen, nemlig først og fremmest Lobi Traoré og vel også den blinde Amadou Bagayoko, del af ægteparret og duoen Amadou & Mariam.
Det var befriende at opleve Vieux Farka Touré kommunikere med publikum. Han er klart ny i faget og har slet ikke farens charmerende måde at brænde igennem på, men han kompenserede på denne aften ved adskillige gange at gå ud på gulvet og direkte byde publikum op til dans. Vel at mærke med guitaren, som han rev riffs af med, mens han dansede. Kulminerende hen mod slutningen af koncerten, hvor han i ren Jimi Hendrix-stil tog guitaren op bag ved nakken og fortsatte derudad. Næste gang begynder han vel også at bide i guitaren.
Den unge mand har i den grad sin egen tilgang og er overhovedet ikke tynget af eller føler sig forpligtet til at gå i Alis fodspor. Det er tydeligt, at Vieux Farka Toure har farens berømte stædighed og nok skal gøre tingene helt på sin egen måde.
Vil udvikle formen
Vieux, du blev sendt i skole inde i Bamako, og din far ville ikke have, at du blev musiker. Men du spillede alligevel, og til sidst gav han dig sin velsignelse. Er det ikke sådan kort fortalt?
"(Griner) - Jo, sådan er det. Jeg blev sendt på en skole, hvor jeg lærte om kunst, faktisk alle mulige ting. Jeg boede ude i Niafunké, da jeg var mindre, og flyttede så ind til Bamako, da jeg skulle læse videre. Ligesom jeg kunne arbejde i Bamako. Der er ikke noget at lave ude i Niafunké," fortæller Vieux Farka Touré.
Jeg har lyttet til din musik, og du synes som del af en ny bølge. En bølge som måske tæller folk som Ba Sissoko, Issa Bagayoko og andre. Hvad sker der? Leder du efter noget nyt med base i traditionen?
"Jeg prøver at udvikle formen og skabe noget nyt. Noget der ikke er det samme som det, min far stod for, men som på samme tid hviler i traditionen. Hver person har sin måde, har lyst til at farvelægge på sin måde. Nogen er til rød, andre til blå."
Er du inspireret af de andre guitarister, som er mestre i Mali. Jeg tænker på en Lobi Traoré, en Boubakar Traoré, en Djelimady Tounkara…?
"Jeg har lyttet til en masse forskellige folk. Min far, Boubakar, Lobi Traoré, alle mulige. Men også koraspillere som Toumani Diabaté, eller ngoni-mestre som Bassekou Koyaté. Jeg har lyttet og lært fra dem alle sammen. Men jeg vil lave noget, der er inspireret af alle dem, jeg beundrer og har hørt, men på samme tid er helt mit eget."
Lytter til det hele
Din far plejede altid at sige, at hans spil var summen af alle de folkeslag, I har i området. Af tamachek, af hombori, af bambara, og af en række andre…
"Ja, det hele. Men jeg lytter til alting. Til jazz, soul, rap eller raggaton. Jeg vil have det hele med for at udvikle mig godt. Være åben over for al den inspiration, jeg kan få."
Du spiller med denne gruppe. Det fungerer rigtigt godt, ikke?
"Jo, jeg har folk, der har spillet med min far, men også folk, der vil spille moderne musik."
Bor du i Paris nu? Jeg hører noget kosmopolitisk i din lyd nu, noget som du eventuelt kunne have samlet op i Paris, hvor der bor folk fra alle dele af Afrika. Eksempelvis har jeg et par nye videoklip, hvor du spiller i en stil, der minder om congolesisk soukous?
"Lige det var noget jeg gjorde, fordi jeg skulle have publikum op på mærkerne. De sad og var defensive og lukkede, og jeg ville have dem til at danse. Det er ikke nødvendigvis den måde, jeg ville spille musikken derhjemme, eller som jeg spillede numrene på pladen. Jeg modificerer simpelthen for at få publikum op på mærkerne. Og jeg er ikke flyttet, jeg bor i Mali. I Bamako og i Niafunké."
Før i tiden var i Bamako de to store orkestre, Les Ambassadeurs du Motel de Bamako og Super Rail Band de la Buffet de la Gare. To orkestre som alle, der var noget, på et eller andet tidspunkt havde spillet i. Men nu om dage i din generation kommer hele verden til Bamako. Damon Albarn, Dee Dee Bridge-water, internationalt besøg hele tiden. Det er en anden tid, ikke?
"Jo, vi har en masse musikere, som er fantastiske nu. Der er klubber og uddannelsesmuligheder, og vi har de store orkestre som Toumani Diabatés Symmetric Orchestra. Der sker noget hele tiden på musikscenen i Mali."
Holder det simpelt
Hvad med religionen? Din far var selvfølgelig muslim, men han var også dybt forankret i at dyrke ånderne. De havde en vigtig plads i hans liv. Tidligt havde han kraftige oplevelser med ånder, der paralyserede ham, og han blev sendt væk hjemmefra og kom først tilbage, da han var kureret, men sagde også efterfølgende, at han blev vel modtaget af ånderne, og at de var en del af ham, når han spillede. Hvordan med dig? Er det på samme måde?
"Nej, nej, slet ikke. Jeg er muslim, ja, men jeg dyrker overhovedet ikke djinns eller hellige mænd. Valfarter ikke til grave, som man gjorde så meget før i tiden. Der er ikke noget galt i det, men for mig drejer det sig om at holde tingene simple. Hvad der kommer, det kommer. Jeg passer mit arbejde. Der er mange folk, der siger, at de vil besøge marabout’en (en hellig persons grav) af den ene eller anden grund. Ikke mig. Det var noget andet med min far. Han var født på landet i den gamle generation. Det var en helt anden tid og helt anderledes."
For en del år siden blev Afel Bocoum lanceret som din fars protegé. Han udkom på World Circuit og siden lavede han samarbejdet med Damon Albarn (fra Blur & Gorillaz. Red.) på pladen "Mali Music". Og nu synes han helt væk. Hvad sker der?
"Afel spillede med min far i mange år, og han er min fætter. Men jeg ved ikke helt, hvad han laver. Han har sine projekter, og så arbejder han for regeringen. Det har han gjort i mange år. Man ved aldrig, han har travlt. Han turnerer også en del og har også lavet et album efter Alkibar, som han lavede for World Circuit. Og han vil nok også arbejde hjemme mere. Han har rejst meget."
November i Niafunké
Dengang Nick Gold skulle lave efterfølgeren til Ry Cooder-pladen, måtte han tage helt til Niafunké med sit gear, og give sig til at lede efter din far. For din far var travlt optaget af at dyrke jorden og havde ikke den store lyst til at forlade sin landsby, vel?
"Det er bedst at holde sig i ro og ikke rejse så meget. Vi plejer at sige, at har du ris – og vi har den bedste ris i Mali i Niafunké – og vand, og en speciel fisk, som vi fanger i Nigerfloden, så har du alt. Så du skal bare komme til Niafunké, det er det bedste. Der er ingen grund til at rejse væk for meget." Manager Deborah Cohen blander sig: "Du skal komme til festivalen!" – hvorefter Vieux Farka Touré stemmer i:
"Vi holder den første festival for min far i november i år. Så kan du høre musikken og spise vores fisk og ris og alting. Det er, hvad det drejer sig om!"
