Det blev konservatoriet i Odense, der fik til opgave at huse folkemusikuddannelsen foran konservatorierne i Esbjerg og Ålborg, og det var Harald Haugaard meget glad for.
"Konservatoriet i Odense har altid været meget åbent kunstnerisk set," fortæller Harald Haugaard.
"Den nye dreng i klassen skulle lige ses an, men grundlæggende tog man godt imod uddannelsen."
Folkemusikuddannelsen har efter Haugaards mening været en stor gevinst for konservatoriet i Odense. Indadtil har uddannelsen fornyet konservatoriet med en masse dynamik og liv. Folkemusikuddannelsen har både menneskeligt og musikalsk set samlet den klassiske og den rytmiske musik, som var i huset i forvejen.
"Uddannelsen har været et boost ikke bare for folkemusikscenen, men for hele den danske musikscene," siger Haugaard.
Det gælder blandt andet de mange aktuelle akustisk orienterede sangskrivere og projekter på tværs af genrerne. Han fremhæver spilleglæden – glæden ved at skabet noget her og nu - som helt unik for folkemusikken.
"Vi skal have en folkemusikuddannelse for at forstå og for at holde gang i vores egen kultur. Uddannelsen kan sikre, at musikken, dansen og sangen ikke går i stå, men udvikler sig dynamisk. Men når det er sagt, vil jeg understrege, at det er et supplement til det eksisterende miljø. Et vigtigt supplement, som kan inspirere og influere mange dele af hele det danske musikmiljø."
Krævende rolle som koordinator
Da folkemusiklinjen var to år gammel, blev Harald Haugaard tilbudt posten som koordinator. Han fik tre dages betænkningstid og sagde modstræbende ja, hvorefter han med liv og sjæl kastede sig over opgaven. I starten var der ingen penge at gøre godt med. Harald Haugaard blev ansat i et fuldtidsjob med seks timers løn.
"Jeg havde altid haft så mange følelser for den uddannelse, så jeg kunne ikke lade være med at sige ja. Vel vidende at der selvfølgelig måtte komme problemer både menneskeligt og tidsmæssigt. Jeg lavede en masse andre ting på det tidspunkt, var ved at få hul igennem sammen med Morten Alfred Høirup, og Serras havde også travlt."
I første ansøgningsrunde var der fem ansøgere til studiet, gamle kendinge med højt niveau i folkemusikmiljøet. De kom alle ind og skabte "rigtig god ballade" – så meget, at de næsten var ved at vælte det hele. Det var heller ikke uden problemer pludselig at skulle være koordinator på en uddannelse, hvor de studerende var folk, som Haugaard tidligere havde spillet med og hængt ud med i de sene nattetimer. Han besluttede sig til ikke at være lærer eller censor for nogen af dem, og begyndervanskelighederne blev da også overstået.
I startfasen brugte Harald Haugaard med egne ord "helt vanvittige mængder af tid" og kørte i sine fem år som leder på de helt høje nagler. Ofte overnattede han på sit kontor. Følelsesmæssigt var han set i bagklogskabens ulideligt skarpe lys alt for engageret. Sluttelig måtte han da også betale prisen for det, da han gik ned med en depression.
Kombinationen af et krævende fuldtidsjob, familie og den nye karriere med duoen Haugaard & Højrup blev for meget. Haugaard sagde sit job op som koordinator, hvorefter Hans Mydtskov og Peter Uhrbrand overtog arbejdet sammen. At der er to til opgaven, ser Harald Haugaard som en rigtig god ide. Det er for hårdt at stå med det hele selv.
Kritiske røster
Kritikken mod uddannelsen gik i starten meget på, at folkemusikken blev akademiseret, intellektualiseret og fjernet fra gulvet, fra folket.
"Min personlige filosofi er, at det er meget, meget vanskeligt at akademisere folkemusik," siger Harald Haugaard med eftertryk. "Folkemusikken lever kun, hvis den på en eller anden måde er i kontakt med folk, om det så drejer sig om en koncert, en dans eller en undervisningssituation."
Uddannelsen ville derudover skabe et A- og et B-hold inden for folkemusikken, lød kritikken også.
Haugaard fortæller: "Alle har understreget, at uddannelsen kun er et supplement til den gammeldags mesterlære. Det er også helt centralt, at vi har haft nogle fuldstændig anderledes optagelseskrav end for eksempel den klassiske linje. De norske folkemusikstuderende skulle igennem den klassiske optagelsesprøve for at komme ind på konservatoriet. De problemer har vi aldrig haft, og det har heller aldrig været meningen. Folkemusikken er en selvstændig genre. Hvis man brænder for musik og har øvet sig, kan man godt komme ind."
Højdepunkter i Tønder
Arbejdet med uddannelsen har naturligvis været en stor udfordring. De forskellige kunstneriske temperamenter blandt folkemusikalske studerende har indimellem gjort udfordringen endnu større. Harald Haugaard vælger dog at fokusere på det positive og nævner de studerendes optrædener på Tønder Festivalen som højdepunkter.
"På tre år fik vi skabt en kæmpetradition lørdag eftermiddag. Tredje år var der fuldt hus, da vi spillede i Telt 1. Jeg elskede det, og det gjorde de studerende tydeligvis også. Det gav dem virkelig en følelse af, at de var på vej videre. Det har været et meget vigtigt afsæt for nogle af dem senere hen. For eksempel har Karen Mose, Helene Blum og Henrik Jansberg prøvet kræfterne af der.
Derudover har der været de internationale udvekslinger, hvor de studerende har opdaget ude i verden, at de har en stor og stærk tradition med sig, som de kan vise frem."
På positivsiden er der ligeledes et internordisk uddannelsesprojekt mellem folkemusikuddannelserne på Sibelius Akademiet i Helsinki, Kungliga Musikhögskolan i Stockholm og Det Fynske Musikkonservatorium i Odense.
"Det er første gang, man har skabt en fælles kandidatuddannelse mellem konservatorier overhovedet. Det er vi meget stolte af. Der går to studerende fra hvert sted. De går hos os lige for tiden, i det forgangne efterår gik de i Helsinki, til næste efterår skal de til Stockholm," fortæller Harald Haugaard med stolthed i stemmen. "Foråret skal de bruge til at forberede deres eksamen, som bliver en længere nordisk turné. Det er en rigtig fin succes."
Rollemodellen
Haugaard ser i lighed med andre af folkemusikuddannelsens lærere først og fremmest sin egen rolle som inspirator.
"For mig er det essentielle ved folkemusik, at man finder frem til måden at udtrykke sig selv på i det pågældende repertoire. I modsætning til for eksempel den klassiske musik, hvor man kan hæfte alting op på bestemte fortolkninger af en eller anden solist eller dirigent. Var det ikke Evald Thomsen, der sagde ’Spil dig selv’? Som jeg ser det, er vores største rolle som lærere at få de studerende til at ’spille sig selv,’ og det er lykkedes rigtig godt indtil videre."
Haugaard fortsætter med et glimt i øjet: "Det gør jo selvfølgelig også, at de bliver nogle store kværulanter, når de skal finde sig selv så meget."
I tidens løb har Haugaard ikke ligget på den lade side. Hans egen karriere har på mange måder fungeret som rollemodel. Netop i år har duoen Haugaard & Høirup særdeles travlt med at markere deres ti-års jubilæum med koncerter over hele verden, og deres rolle som gennemslagskraftige ambassadører for den danske folkemusik er svær at komme udenom.
"Selvom det måske har været irriterende for de studerende, har det jo været godt, at jeg har kunnet vise de studerende, at det godt kunne lade sig gøre at leve af at spille musik. Der er rigtig meget dansk musik i udlandet for tiden, og man snakker om, at danskerne har overhalet svenskerne i musikeksport af folkemusik. Jeg håber da, at jeg har været med til at formidle den inspiration."
Man kan ikke leve af at spille kun i Danmark uden at kombinere det med noget andet, mener Haugaard.
Et af hans mål har været at forberede de studerende på, at de skulle ud i verden, hvor de selv skulle tage ansvar for deres egen karriere.
"Vi har kunnet lære dem at spille fedt og kunnet forberede dem på, at de skal ud og skabe sig et navn selv. Det er jo ikke som i den klassiske musik, hvor der er nogle symfoniorkestre eller ensembler, som venter på dem. Den drivkraft, der ligger i at skulle ud og skabe sit eget navn, er god. Det har den også været for mig selv."
Forhåbninger for fremtiden
Et enkelt ubehageligt år var der kun én ansøger til uddannelsen, men ellers har antallet af ansøgere fundet et stabilt leje på cirka 10-15 personer årligt til cirka fem pladser, hvilket sikrer, at niveauet fortsat er højt. Om forhåbningerne for uddannelsens fremtid siger Harald Haugaard:
"Jeg ønsker egentlig ikke, at uddannelsen skal blive større, for den kvalitet, der er på uddannelsen nu, er helt perfekt. Og man bør ikke lave en ny uddannelse et andet sted i Danmark. Det ville være synd for kvaliteten. Det har altid været en uddannelse for traditionel og kontemporær folkemusik. Meget af det materiale, som vi arbejder med, er måske traditionelt, men vi har gjort det på en ny og anderledes måde. En af hemmelighederne bag succesen er, at der virkelig er plads til bredden inden for folkemusikken," siger Haugaard.
Han håber, at flere modeller for kandidatuddannelser inden for folkemusikken kan opstå. For eksempel med mere crossover til den rytmiske musik eller en masteruddannelse, hvor man får mulighed for at specialisere sig mere i traditionelt stof.
"I fremtiden kan vi forhåbentlig tilbyde i en højre grad af specialisering," slutter Harald Haugaard.
