Selv om konkurrencen om publikum var skarp på Tønder Festivalens første aften, blev Kristkirken ikke snydt for besøgende. Næsten 700 mennesker havde fundet vej til festivalgudstjenesten, og da den gik i gang, var kirken fuld til sidste plads.
I år var det bandet Phluxus, der sammen med kirkens kor leverede musikalske indslag. Tidligere har konstellationer som Jydsk på Næsen og Harald Haugaard og Helene Blum optrådt til festivalgudstjenesten, der efterhånden er blevet en tradition. I dette tilfælde kan ingen huske, hvor langt tilbage, traditionen går, og det er vel egentligt et meget godt kendetegn for en ægte tradition.
Phluxus begejstrede publikum med deres tilbagelænede og alligevel intense numre i den mere jazzede retning. Især imponerede sangerinden Janne Mark med sin store stemme. Traditionen med at man ikke klapper i kirken, holdt da også kun til bandet havde spillet aftenens sidste nummer. Så blev der klappet!
Alle skal føle sig velkomne
Det var sognepræst Kirsten Elisabeth Christensen, der stod for gudstjenesten, og hun fortæller, at mange af de, der deltager, kommer for stemningen i kirken, men ellers ikke går i kirke. Det sangblad, vi alle sammen fik ved indgangen, var da også nærmere et manuskript over gudstjenesten. Her var alle tekster med, og i parentes stod der, hvornår man skulle rejse sig op. Kirsten Elisabeth Christensen forklarer, at det er for, at de, der kommer til gudstjenesten, ikke skal føle sig udenfor, hvis de ikke lige har styr på, hvornår man skal rejse sig op.
For Kirsten Elisabeth Christensen skal festivalgudstjenesten markere, at kirken er en del af byens kulturelle liv og give publikum en oplevelse af, at være fælles om det, der er større end os selv.
Rift om pladserne
Fem kvarter senere slutter gudstjenesten, og de mange mennesker siver ud af kirken igen. Mens en lille gruppe af kirkegængerne åbner et par dåseøl uden for kirken, samler kirketjeneren nogle af de 670 uddelte sangblade sammen igen indenfor. Ifølge kirketjeneren skulle kirken kunne rumme 900 mennesker, men hvor de sidste 230 skulle være henne, er ikke umiddelbart til at regne ud.
Uanset hvad, så skal man komme i god tid til festivalgudstjenesten, hvis man vil have en af de gode pladser.
