Hvis man vil fortælle om en ikke-kommerciel folkfestival, hvor der i princippet er gratis adgang, hvor man kan møde over 7.000 optrædende, og hvor mere end 250.000 mennesker kommer og oplever folkemusik i ordets bredeste forstand, så er det nok en god idé at starte med at fortælle præcis, hvor det hele foregår. Ellers kunne det vist godt lyde som rent dagdrømmeri.
NorthWest FolkLife Festival har eksisteret siden 1972 og hører hjemme i storbyen Seattle. Den amerikanske by er med sine 576.000 indbyggere (3,2 mio. hvis forstadskvarterene er medregnet) den største by i den nordvestamerikanske stat Washington. Byen ligger ud til Stillehavet cirka 175 kilometer syd for den amerikansk-canadiske grænse og er opkaldt efter den store lokale indianerhøvding, Noah Sealth (1786 – 1866).
Seattle er nok især kendt som hjemby for Bill Gates og Microsoft, flyfabrikkerne Boeing, cafékæden Starbucks, spilkonsollen Nintendo og internetsiden Amazon.com. Samt for musikere og bands som Jimi Hendrix, Nirvana, Pearl Jam og Sound Garden. Byens største turistattraktioner er Pike Place Market, vulkanen Mount Rainer og ikke mindst byens vartegn Space Needle, et tårn, hvor toppen har form som en flyvende tallerken, bygget i forbindelse med en verdensudstilling i 1962.
Det er netop inde midt i byen under Space Needle, at NorthWest FolkLife Festival hvert år sidst i maj lokker flere hundrede tusinde mennesker til for at opleve folkemusik fra især den nordvestlige del af USA samt den canadiske provins British Colombia og Alaska.
Her kommer alle slags mennesker af alle racer: gamle hippier, unge nyetablerede familier, punks med deres glade unger, ældre pensionerede medborgere og så videre. NorthWest FolkLife Festival er i princippet gratis, men alle opfordres til at give 50 kr. for hele weekenden, eller 100 kr. for en familie. Det er der rigtigt mange, der gør, og det er godt. For det koster 2,5 mio. dollars - hvilket svarer til mere end 12 mio. danske kroner - at arrangere festivalen. Desuden har festivalen 12 helårsansatte, 1000 frivillige hjælpere og et hav af store og små sponsorer som for eksempel Washington State Art Commission, Seattle FolkLife Society, Ben & Jerry´s Ice Cream, Toyota, WiiFit og mange, mange flere.
Et væsentligt projekt med 250.000 besøgende
NorthWest FolkLife Festivalen har hvert år et overordnet tema, og i 2004 satte man spotlight på østafrikanske kunstnere. Programkoordinator Devon Legér bruger det år som et eksempel på, hvorfor det er vigtigt at give folk mulighed for at præsentere deres kultur et sted, hvor man virkelig ser den. Han fortæller, at man i 2004 overtalte etiopiske og eritreriske musikere til at gå på scenen for at spille med hinanden:
"Etiopien og Eritrea har været i krig i 30 år. Vi førte dem sammen på scenen for at give en koncert. At se det foregå, at se, at her er altså et sted, hvor man kan droppe alle forskelligheder og uenigheder og skabe noget unikt sammen, var fantastisk for publikum. Det skabte samtidigt en uhyre stærk dialog, som ikke var mulig nogle andre steder på det tidspunkt. Og vi ser den slags foregå hver eneste dag under FolkLife Festivalen."
I år fokuserede festivalen på de mange indianersamfund, som har deres udspring i de nordvestamerikanske storbyer. Musikere, dansere, historiefortællere og traditionsbærere - gaderne og spillestederne vrimlede med dem, og de trak i titusindvis af mennesker til deres arrangementer. Men hvordan i alverden får man 250.000 mennesker til at bruge en weekend på at gå til en festival, som i princippet handler om amatørmusik? Det spørgsmål stillede jeg Devon Legér, som leende svarede:
"Det er et godt spørgsmål, og jeg tror, at svaret er, at det her er din festival. Alle, der kommer her, synes, at de har del i dette projekt. På mange festivaler kommer du bare og sætter dig ned og lytter til, hvad der sker på en scene. Men her kan du møde folk, du kan være aktivt med. Du kan deltage i workshops, synge, danse, spille jamsessions, optræde på gaden med dit orkester, sælge kunsthåndværk og meget mere. Vi har med vilje skabt festivalen, så den ændrer sig hvert år i forhold til, hvad dens brugere vil have, den skal kunne. Vi har omkring 50 "Community Cordinators", folk som repræsenterer forskellige lokale miljøer eller samfund, og som er med til at bestemme, hvad der skal ske, og hvem der skal spille på festivalen. Det betyder ofte, at hele lokalsamfundet tropper op til de her koncerter. Vi har for eksempel et polynesisk samfund her i Seattle, og når vi præsenterer nogle dygtige hula-hula dansere, så fylder de lokale teatret, og bagefter går de ud og checker nogle af de andre aktiviteter og koncerter ud."
Musikken på gaden
På en af de mange pladser under Space Needle står jeg og kigger på en gammel lokal fiddler, som sidder på en lille udendørs scene med sin cowboyhat på og spiller sammen med tre guitarister. De spiller traditionel musik fra Texas, det swinger virkeligt godt, og et par tusinde mennesker sidder på græsplænen foran og nyder musikken. Ved siden af mig står den amerikanske fiddler Paul Gitlitz med sin violin. Han fortæller, at han tager hertil hvert år, selvom han ikke selv er på plakaten:
"Det handler mere om at mødes med andre musikere og spille med dem. I går spillede jeg med i en jamsession i mere end fire timer, og derefter gik jeg et andet sted hen og spillede videre. Hvis man har venner i forskellige amerikanske stater, er det som regel ikke så tit, man har lejlighed til at mødes, og så er dette her en vidunderlig mulighed."
I det hele taget er det især på gaden, uden for festivalens officielle musikscener, at jeg får mine musikalske oplevelser. Hele vejen langs de mange stier og små veje, som forbinder de forskellige pladser på det store turistområde under Space Needle-tårnet, er der spækket med mennesker, som samles i store og små klynger for at opleve de mange orkestre under den blå himmel.
Det gælder for eksempel det unge lokale old-time band The TallBoys, som med udgangspunkt i spillestedet Tractor Tavern har vundet masser af unge mennesker for old-time musikken – både unge musikere og unge, som hænger ud ved koncerterne. The TallBoys spiller 5-strengsbanjo, violin, guitar og kontrabas – og så synger de gamle sange som "Paddy Won´t You Drink Some Cider" og "Big Grey Cat on a Tennessee Farm" med stor charme og et helt forrygende talent. Man taler ligefrem om, at de sammen med et andet ungt band, Foghorn Stringband fra Portland, Oregon, har startet en old-time revival og gjort musikken "cool" blandt unge på vestkysten.
Et andet og meget anderledes streetband, som samler masser af mennesker, er det nihilistisk-anarkistiske folk-punk band Blackbird Raum fra Californien. Fem unge musikere, ubarberede og lasede, spiller en blanding af jødisk klezmermusik og amerikanske old-time, leveret med stærkt politisk engagerede tekster om krigen, globaliseringen og det etablerede borgerskab, skreget ud til publikum med en vrede og desperation, som gør dem unikke inden for genren. De spiller fremragende på vaskebalje-bas, dobro-mandolin, 5-strenget banjo, trækharmonika og vaskebræt og gør et stærkt indtryk.
Dagrømmerier
Efter tre dage på NorthWest FolkLife Festival er det fristende at begynde at drømme om, hvad der ville ske, hvis man inviterede programkoordinator Devon Legér til København og bad ham fortælle vore lokale politikere, hvordan man laver en festival, som forener alle byens mange forskellige indbyggere og deres fantastiske kulturer i et projekt som NorthWest FolkLife. Eller endnu bedre: Hvad med at invitere hele borgerrepræsentationen til at komme til Seattle og med deres egne øjne se, hvad sådan en festival betyder for en by på Seattles – og for den sags skyld Københavns – størrelse. Det ville da være en politikerrejse, man kunne forstå. Men nu dagdrømmer jeg vist for alvor...
