At tænke Beach Boys’ solglade schlagere ind i en rootsammenhæng ligger normalt ikke lige for. Ganske vist har gruppen individuelt eller sammen indspillet folkemusikklassikere som ”Goodnight Irene”, ”Cottonfields”, ”You Are My Sunshine” og ”Sloop John B”, men instrumentering, lyd og genre har ligget milevidt fra rødderne.
Nu har Nikolaj Cederholm vævet Beach Boys og hele den californiske rockmytologi, som Brian Wilson står fadder til, ind i nogle lidt andre rødder.
Han har med egne ord søgt at tage Beach Boys-musikken alvorligt og også mere alvorligt end de nogensinde har taget sig selv. Cederholm har omformet 30 af gruppens sange og udviklet dem til det dramaturgiske idegrundlag for Teaterkoncert Beach Boys, der er en bragende flot forestilling på Århus Teater med premiere i maj.
Cederholm har tidligere kreeret lignende performances om Nick Cave og Gasolin, der har været blandt de mest populære teaterforestillinger gennem de senere år. Meget tyder på en lignende succes vil følge Teaterkoncert Beach Boys, der netop har fået re-premiere i Århus, efter godt fyrre fuldstændigt fyldte fornøjede og udsolgte huse i maj og juni. Jeg var til premieren og har siden set endnu to shows.
Vandring i strandrengenes univers
Herværende artikel er ikke en egentlig anmeldelse, men en vandring udi strandrengenes univers, med dyk ned i det omfattende sangkatalog og en forholden sig til Cederholms kongstanke, det at han havde taget gruppen mere alvorligt end de nogensinde har taget sig selv – det ser jeg som både rigtigt og forkert!
Rigtigt fordi indholdet i størsteparten af de mest kendte Beach Boys-sange har så entydigt fokus på det enkle, luftige og letlevende. Solen, stranden og surf’et symboliser essensen af en livsanskuelse, der vægter det positive og moralsk højnelse.
Forkert fordi sangene på ingen måde afspejlede virkelighedens verden, som i Wilson-brødrenes opvækst var grusom med en voldelig fader. Deres ungdom var så konfliktfyldt, at den simpelthen stod i skærende kontrast til besyngelsen af det ideelle, smukke og glansfyldte sydcaliforniske liv.
Alvoren lå klar for alle brødrene, men for Brian Wilson, der var ældst, især. Musikken, kompositioner og det at arrangere og producere var hans vej ud af alt det modbydelige (sådan blev det også for Dennis Wilson, men det blev først tydeligt på et meget senere tidspunkt).
Brian kunne ikke udtrykke sine problemer i ord (han har med ganske få undtagelser alle dage benyttet sig af en række forskellige tekstforfattere), men historisk har ingen komponeret smukkere musik end Brian Wilson siden hans første opus i 1961, ”Surfer Girl”.
Dylan, McCartney & Bernsteins beundring
Ikke Beatles, hvor Paul McCartney ofte er citeret for at være blevet rædselsslagen, da han hørte Pet Sounds og senere piratkopier af Smile (det var den direkte anledning til at Lennon&McCartney satte sig for at skabe Sgt Pepper), ikke Bob Dylan, der ofte citeres for at have haft så mange store oplevelser med Wilsons musik, at han mener:
“Jesus, that ear. He should donate it to The Smithsonian.
The records I used to listen to and still love, you can't make a record that sounds that way. Brian Wilson, he made all his records with four tracks, but you couldn't make his records if you had a hundred tracks today.”
Ja, selv Leonard Bernstein, der jo ellers ikke begik sig indenfor popmusik, var forgabt i Wilsons musik:
"There is a new song, too complex to get all of first time around. It could come only out of the ferment that characterizes today's pop music scene. Brian Wilson, leader of the famous Beach Boys, and one of today's most important musicians, sings his own 'Surf's Up.'
Poetic, beautiful even in its obscurity, 'Surf's Up' is one aspect of new things happening in pop music today. As such, it is a symbol of the change many of these young musicians see in our future. "
Beach Boys i det vilde vesten
Helt i plet rammer Cederholm og hans medkreatører, når de lægger det historiske udgangspunkt i det vilde vest i midten af det 19. århundrede. Det er ganske vist faktuelt forkert, men ”Heroes and Villains”, der er hovedsangen i forestilling og afspilles i to vidt forskellige udgaver, er tematisk helt i øjet på det stykke Amerika, som Brian Wilson og hans nærmeste medarbejder udi sangskrivning i midten af 1960’erne, Van Dyke Parks, satte sig for at skildre i et helt usædvanligt ambitiøst projekt, der oprindeligt skulle benævnes ”Dumb Angel”, men siden fik den mere harmoniske titel, ”Smile.”
”Teaterkoncert Beach Boys” er ikke en dramatisering af Smile særskilt, men seks væsentlige sange i forestillingen stammer herfra, og Smile er både musikalsk og visuelt tematisk tænkt ind i dramaturgien på andre måder. Forestillingen tildeler i kraft af sin titel credit til gruppen og til Brian Wilson. Fortjent, indiskutabelt.
Van Dyke Parks
Men lad os for en stund fokusere på den anden kreative kraft bag sangene på Smile, tekstforfatteren og multiinstrumentalisten Van Dyke Parks, og afdække hvordan den sceneverden, der lå i skabelsen af Smile, har haft stor indflydelse på hvordan Teaterkoncert Beach Boys er kommet til at se ud.
Van Dyke Parks er en ganske sjov fætter, dog ikke i familie med Wilson-brødrene, og han har heller ikke på noget tidspunkt været medlem af gruppen. Han kommer ud af en showbiz-familie, var barnestjerne i Hollywoodfilm (bl.a. Svanen med Grace Kelly), og havde senere en birolle i Twin Peaks. Han spillede klaver i koncertsale sammen med Vladimir Horowitz og var elev hos Aaron Copland.
I begyndelsen af tresserne deltog han sammen med sin bror, Carson Parks (der senere skrev ”Something Stupid” for Frank & Nancy Sinatra) i en folkemusikgruppe på vestkysten, der huserede især i diverse beaknik-sammenhænge.
Parks, der dermed til forskel fra Brian Wilson har en solid baggrund i folkemusik, benyttede sig i vid udstrækning heraf, da Van Dyke og Brian, ved lidt af et tilfælde, traf hinanden og næsten med det samme begyndte gensidigt at inspirere hinanden i et skabelsesforløb uden sidestykke i moderne musik.
Det vil føre alt for vidt at redegøre for hele den kreative proces og alle de mange veludviklede tråde, Smile indeholder udi litteratur, filosofi, film, kunst, religion, geografi, historie og uendelig meget mere – men der findes bunkevis af steder på internettet, hvor disse ting er gennemgået.
Baggrund i folkemusikken
Der er derimod ikke meget fokus på rootsaspektet, så lad os i stedet lade Van Dyke Parks redegøre for det.
I et interview fra 2004 forklarer han om de mere beatnikagtige folkklubber, at de for ham i så høj grad mindede om markedspladsen i gamle tider, hvor en bard fremsagde sine ord eller en harpespiller spillede sange, der var blevet overleveret gennem generationer, Sådan som det forholdt sig med de traditionelle irske, skotske og også amerikanske sange af relativ nyere dato.
Han henviser bl.a. til hvordan Kingston Trio ad omveje havde fundet frem til ”Tom Dooley”, sangen om det mest modbydelige mord, som også Brian Wilson havde ladet inspirere sig af, sammen med mange millioner andre amerikanere, da trioens udgave ganske sælsomt styrtede op til toppen af de amerikanske hitlister i 1958 og satte den kommercielle del af den amerikanske folkrevival i gang. Det, som inspirerede Parks, var at her indgik ”tankevirksomhed” i fortællingen til forskel fra de teenageballader, der ellers fyldte æteren i de år.
Netop dette aspekt – fortællingen, historien, de århundredårgamle visioner – var fødselshjælperen for den første sang Wilson og Parks samarbejdede om: ”Heroes and Villains”.
Heroes and Villains
Som nævnt er ”Heroes and Villains” hovedsangen i forestillingen, den afspilles to gange, af forskellige sangere og i forskellige udgaver, der dog begge er gjort meget akustiske, og hastigheden er sat betragteligt ned, i forhold til originalen, der er overvejende heftig, glad og indeholder et la-la-omkvæd.
Hastighedsnedsættelsen gør sig især gældende i Bjarne Henriksens åbningssang, hvor Henriksen fremtræder som en slidt gammel cowboy, og sådan lyder sangen også..
I've been in this town so long that back in the city
I've been taken for lost and gone
And unknown for a long long time
Fell in love years ago
With an innocent girl
From the Spanish and Indian home
Home of the heroes and villains
Once at night Catillian squared the fight
And she was right in the rain of the bullets that eventually brought her down
But she's still dancing in the night
Unafraid of what a dude'll do in a town full of heroes and villains
Heroes and villains
Just see what you've done
Heroes and villains
Just see what you've done
Stand or fall I know there
Shall be peace in the valley
And it's all an affair
Of my life with the heroes and villains
My children were raised
You know they suddenly rise
They started slow long ago
Head to toe healthy weathy and wise
Sangen (der i øvrigt findes i fire forskellige versioner med forskelligt tekstindhold, deriblandt den såkaldte ”Cantina” (med dansende margueritaer og meget andet) har sit meget let tilgængelige omkvæd, som kendes af enhver, der var ung i tresserne.
Der stilles noget større krav, når det gælder lagene i det poetiske billedsprog i versene. Der kan sagtens skrives lange afhandlinger om blot de få linier i vers 2 – og det er der også, nogle af disse kan findes online – men pladsen er ikke til det her.
I stedet fokuseres kort på den enkle omstændighed, at vold og fred indgår tematik i sangen, at de hispanske omgivelser, yderst sjældent i den rene amerikanske popmusik, gøres til centrum i sangen og sangepos’ets fremstilling af den sande amerikanske drøm, og – ret banalt – sangen handler om de helte og skurke, der er så mange af i fortællingerne om hvordan amerikanerne vandt vesten.
Sangen tjener som en slags løftestang for hele forestillingens første halvdel, der i overvejende grad ser perioden midt i det 19. århundrede ud fra en cowboys liv, men også set udefra historisk hvordan livet i det vilde lovløse vesten måtte have været. Der er visuelle fremstillinger af rideture (”409”), slagsmål og pistolskydning (flere sange), en hængning (”Surf’s Up”), og en begravelse (”Surfer Girl”).
I anden halvdel, hvor "Heroes and Villains" gentages, denne gang sunget af den krigsmalede hanekamklædte Martin Greis, er den optakt til en refleksion over de indianerværdier, som sangens forfattere antydningsvist har villet vise er en, måske beskeden, og utvivlsomt undertrykt, men alligevel vigtig faktor i hele den amerikanske selvforståelse.
Der er også et intimt ordspil på ordet ”Indian”, der ikke kun refererer til de indfødte amerikanere, også til landet Indien som et symbol for østens filosofi og spiritualitet, der skyllede ind over de alternative kulturer, i halvtresserne var det beatniks, i tresserne hippierne. Parks og Wilson var ingen af delene, men de var meget opmærksomme på de tanker, der strømmede igennem miljøerne, de befandt sig i.
Teaterkoncerten rammer stemningen fint i den navlepillende ”I Know There’s an Answer”, antydningen af at indianere også foretager sig aktiviter, der svarer til surferes (”Catch a Wave” og ”The Surfer Moon”), den romantiske ”Barbara”, før den rammer en klimaks, hvor alle kan være med i ”Fun Fun Fun” og ”Good Vibrations”, der signaliserer foreningen af det all-amerikanske fællesskab.
Det andet aspekt, der i herværende medie, Rootszone, er relevant for forståelsen af Smiles musikalske og tekstuelle rødder, og af Teaterkoncert Beach Boys dramaturgiske oprindelse, er begrebet americana.
Selvforståelse
Dén selvforståelse, der i musikalske sammenhænge ofte udtrykkes som americana, er i de senere år udelukkende blevet betragtet som et synonym for den såkaldte alt country, musik med rødder i den sydstatslige countrymusik, men med en lidt mere opdateret og mere folkrock’et lyd.
Hos Beach Boys er der (næsten) ingen countrymusik, men historisk må Smile ses som det første bud indenfor populærmusikken på hvad americana er for en størrelse.
Også Parks’ omtrent samtidige album, Song Cycle (1968), der faktisk udkom, men ikke solgte mange plader, belyser tematikken særdeles indgående. Der er ikke plads til at redegøre for denne oversete skattepragt og dens myriader af indflydelser her, men en herboende amerikaner, Dale Carter, fra Århus Universitet, har skrevet en tilbundsgående analyse af værket i " "What's Still Left of My Memory": Recovery and Reorientation in the Songs of Van Dyke Parks" fra Popular Music and Society, vol 27, No.4, 2004, som kan skaffes via en ihærdig bibliotekar.
Carter barsler i øvrigt med en bog om hele Van Dykes omfattende karriere som musiker, komponist, producer og meget mere.
Som begreb refererer udtrykket oprindeligt til artefakter i et lands kultur, historien og kulturen fra dets ekspansion mod vest. Eksempler på kulturen inkluderer baseball, æbletærter, Superman, dineren, vogntog, musik af Stephen Foster, Charles Ives, og George Gershwins Rhapsody in Blue, Aaron Copland’s Fanfare for the Common Man, og Woody Guthries “This Land Is Your Land”, jazz- og rockmusikken, og desuden kunstnere som Frederic Remington, Grant Wood (især billedet American Gothic), og Norman Rockwell, der alle tog udgangspunkt i folkelige motiver.
Som tidligere nævnt stod Parks i forbindelse med Copland, mens Brian Wilson kunne falde i svime, når han hørte Gershwins rapsodi. Fælles var de i ønsket om at ville udforske denne kultur og dermed den amerikanske selvforståelse – faktisk som et svar på den britiske bølge, der var rullet ind over USA med voldsom kraft, da Beatles, Rolling Stones og flere andre grupper gjorde deres indtog på den amerikanske musikscene i 1964.
Senere, da Beatles udgav Rubber Soul i 1966, fik det Brian Wilson tilbage til tangenterne med fornyet energi og forestillingsrigdomme, der gav sig udtryk i Pet Sounds og faktisk også Smile - som det ultimative bevis på hvordan det indbyrdes konkurrenceaspekt fordrede disse to gruppers skabelsesproces, eftersom Smiles iderigdom og enorme klangfylde, som nævnt, provokerede og inspirerede Beatles frem mod at skabe Sgt Pepper’s Lonely Heart’s Club Band.
Det sydcaliforniske pastorale
Det ville dog have været ganske uoverkommeligt om hele kontinentet var blevet genstand for Wilson og Parks’ fiktive stykke Amerika. Så hvad var mere naturligt for de to, der begge boede i Los Angeles, end at gøre det sydcaliforniske pastorale til et symbol på amerikanskheden?
Eftersom Smile ikke udkom på grund af indre stridigheder i Beach Boys og Brian Wilson psykiske nervesammenbrud, fik musikverden aldrig kendskab til alle ideerne, visionerne og udtrykkene, som Parks og Wilson skabte i mange måneder.
Det vil sige indtil The Brian Wilson Band – med Parks i kulisserne – opførte Smile en række aftener i Royal Festival Hall i London, under nogle meget følelsesladede koncerter, som jeg oplevede tre af, nogle fuldstændige uforglemmelige aftener.
Og indtil Nikolaj Cederholm, brødrene Hellemand og en række aktører vovede at tage skridtet videre og bygge en forestilling op omkring centrale temaer i Smile.
Det har de gjort aldeles fremragende i Teaterkoncerten. Hver gang er jeg gået derfra med en følelse af at hvor ville Van Dyke og Brian været blevet ellevilde, hvis de også havde kunnet opleve showet.
De er forsøgt lokket hertil, men det kunne ikke hænge sammen med deres respektive planer. Til gengæld udtrykte Van Dyke stor interesse for at komme til landet på et senere tidspunkt i forbindelse med en europæisk turne i efteråret 2008.
Man må også håbe for Cederholms trup, at forestillingen må blive genopført udenfor Århus Teater, når forestillingen endeligt takker af den 13. september.
Især vil jeg håbe, at forestilling får lov at bliv sat op udenfor Danmarks grænser (England, USA?).
Der vil helt sikkert være et stort publikum til det i kraft af den store fornyede og for nogens vedkommende førstegangsinteresse, der er for værker af Wilson.
