Chicago 1: Walking in Memphis

"I wish I had Jessie’s girl …I just know she loves him with her body, I see it in her eyes…”

Nå nå…
”Walking in Memphis” er en kærkommen afløsning for ”Jessie’s Girl”, der netop har braget ud over baren og den barbecuesandwich, jeg får serveret på Jerseys Sportsbar fredag aften i Chicagos Westside.  

Over radioen summer sangen, der om noget beskriver den sydlige bluesby. Bedre end mange andre hyldestsange lyder den lidt som Memphis, som byen virker på en besøgende – smuk, sørgmodig og med spøgelser af Elvis.

I min erindring hørte jeg ”Walking in Memphis” i Memphis, mens jeg selv gjorde netop det. Det er snart ti år siden. Måske var det bare en forestilling skabt af 40 graders varme, 30 kilo oppakning plus guitar og Memphis Barbecue Festivals fire røgede sandwiches. Festivalen lå ved bredden af Mississippi-floden og havde et 20 dollars barbecue-klippekort. Efter fjerde grisestykke med røgsmag var jeg temmelig tæt på at dejse om og trille fra diget ned i mississippi - men kortet skulle jo bruges op!

I Chicago, på Westside her mange år senere, lykkedes det mig tidligere på aftnen trods erfaring at fare vild - hvor man ikke skal. Jeg gik forvirret rundt i tre kvarter. Efter forgæves at have forsøgt at få styr på verdenshjørnerne og ledt efter træer med mos på nordsiden, fandt jeg Jerseys Sportsbar på den anden side af en motorvejsbro.

På Jerseys har nogle hvide fyre taget ved lære af deres opvækst blandt musikere som Junior Wells i den fortrinsvis sorte bydel. De laver en bluesjam her en gang om ugen. Jeg kom egentlig bare for at finde en guitarrem, nogle Cd’er og et chicagokort, jeg glemte på sidste bluesjam, men besluttede, at den halvtomme bar var det rette (og nok det eneste) sted at hvile ud.

Den unge er servitrice i baren er som mange andre steder meget tiltrækkende og giver mig smilende tilbage i lutter 1-dollarsedler, da jeg skal betale min cola og barbecuesandwich. Så ved jeg efterhånden ligesom, hvad der menes. Hun lever ligesom andre amerikanske bartendere af drikkepenge.

Efter at have givet hende for mange til mit budget, går det bedre med at finde vejen tilbage til spillestedet Double Door i det mere livlige kvarter, Wicker Park.

Her har et band med det fine navn The Damn Choir inviteret mig til deres koncert, fordi jeg tidligere på aftnen forvildede mig ind backstage, og de troede, jeg var nogen. Da jeg kommer tilbage til koncerten, må jeg som alle andre også betale 10 dollars i døren, så det er jeg vist ikke.

Koncerten viser sig at være en pladerelease og bandet en del af Chicagos nye, moderne folk-scene. Folk er unge, og der er modsat i bluesklubberne et overtal af ”caucasians”, som de siger i USA. Det unge Wisconsin-par, jeg møder foran scenen, kan vist godt lide mig, men jeg tror ikke rigtigt, de forstår, hvad jeg laver i Chicago så langt væk hjemmefra. For dem, ligesom for min veninde fra New Hampshire og mange andre hvide amerikanere er bluesmusikken stadig en subkultur, de ikke rigtig har nogen del i.

About the Authors

Morten Lunn