Chicago 2: Chicago Harp Attack

Klokken er 2-3 om natten. Jeg befinder mig på bagsædet af en bil på Chicago Lake Drive med to mundharpespillere på forsæderne.  Den kører på en motorvej imellem en frossen Lake Michigan og Chicagos sindssygt flotte skyline.

Vi er på vej tilbage fra 87. Street på South Side efter et besøg i bluesklubben Arti’s Lounge. Som det mærkværdig vis ofte sker, er jeg endt sammen med nogle af de få andre ”caucasians”, der skal helt op til North Side i den anden ende af byen, hvor der i øvrigt er flere af den slags. Som mange amerikanere er mundharpespilleren umiddelbart gavmild og har tilbudt at køre mig.

Jeg prøver at nyde det. Mundharpespillerne diskuterer heftigt guitaristen Joanna Connor, og om hvad der er blues eller ej.

”…is Stevie Ray Vaughan not blues then? Morten what do you think.?”

Jeg er tilbage i bilen igen og i diskussionen, lader det til. Jeg vil helst ikke vælge side, siger jeg. Jeg vil helst ikke gøre mig upopulær hos ham, der ejer bilen. Connor er en fin guitarist og fast inventar på Chicagos bluesscene, men hun spiller rocksange og adskiller sig derved fra det meste på Chicagos bluesklubbers program.

Der er mange biler i USA - også her om natten, og jeg vil ikke ende i iskolde Lake Michigan, fordi de to mænd er uenige og glemmer at holde øje med dem. Jeg ser et øjeblik for mig, hvordan jeg svømmer rundt blandt mundharper og isflager, mens de råbende diskuterer den ægte blues.

Men det er selvfølgelig ikke slut endnu – målet er Kingston Mines, der har live-musik til halv fire - også på en mandag. Jeg spørger, om min fornemmelse af stedets chef som lidt af en halvfarlig idiot er rigtig. Det er den, fortæller den ene mundharpespiller, der tilsyneladende kender hele miljøet:

”He’s just a big, unhappy person”.

Umiddelbart efter er vi fremme, min chauffør køber mig en øl, og vi når lige sidste show…

About the Authors

Morten Lunn