DMA 2010

 

Først et varmt til lykke til Bjarke Falgren og Nikolaj Busk, der netop har hjemtaget fire DMA'er ved årets prisuddeling i København. Deres cd ”Duet” er efter min mening en fremragende plade, og det har jeg for længe siden skrevet under på.

 

Alligevel undrer jeg mig over, at det er netop den og ingen andre udgivelser, der er stemt igennem i alle fire kategorier i genren folkemusik. Jeg undrer mig faktisk over såvel nomineringer som det endelige resultat – og er nysgerrig efter lidt mere information om, hvordan det hele er foregået i år. Intet er vel lettere end at brokke sig (inspiration kan eventuelt hentes i den i øvrigt glimrende ”Håndbog for halvgamle mænd”), men jeg vil egentlig gerne vide, hvad det er jeg i givet fald skal brokke mig over.

 

Derfor: Fortæl venligst om proceduren og hvilke kriterier, der har ligget til grund for såvel nominering som endelig udvælgelse af årets pladeudgivelser og dermed prismodtagere. Det er i orden at hemmeligholde smagsdommernes identitet, og jeg vil slet ikke lægge op til mudderkastning, endsige personangreb. Men jeg har ikke kunnet læse ret meget om emnet på FFS hjemmeside og savner noget åbenhed omkring hele dette arrangement, som efter hidtidig presseomtale mestendels har været show og pop?

 

Steen Dahl

(anmelder ved Rootszone og medlem af det tidligere såkaldte DMA-Folk-Akademi)


Kommentarer

DMA

Hej igen derude.

Se det var jo lidt fremadrettet - tak for det. Eskil har jo ret i at der godt kan komme noget godt ud af at rive gamle mure ned. Jeg savner budene på hvad det kan og skal være. Jeg er goså lidt nervøs for hvem og hvad der skal sikre den fortsatte debat.

Faktum er jo at også denne side lukker efter første januar hvis tilskuddene til FFS forsvinder. der er ingen med en pose penge derude - som jeg lige ser det. Det kan godt være at jeg bare ikke kan se mulighederne. FFS er jo bare en organisation, og dem er der forsvundet mange af uden at livet går i stå af den grund.

Det store spørgsmål er jo hvad er det man kunne ønske sig i stedet for ?? Opgaveporteføljen i sekretariatet er jo og har været ganske omfattende.

Der kunne såmænd godt have været mere åbehed omkring procedurerne i forbindelse med DMA. De har nu aldrig været offentliggjort - heller ikke tidligere så vidt jeg ved. Enkelte jurymedlemmer hart stillet som betingelse at de kunne være anonyme. Jeg kender ikke begrundelserne, men vi har valgt at respektere dette.

Også i den forbindelse rejser sig spørgsmålet om hvem der skal arrangere og betale næste års DMA, hvis der da skal være et.

Helge Arildsø
Bestyrelsesformand FFS

DMA

Hej Steen

Det er da helt legitimt at stille spørgsmål, og du har da ganske ret i at informationerne ikke har flydt i rigelige mængder i den senere tid, og derfor heller ikke omkring DMA 2010. Det har der nu heller ikke været tidligere år, men det er klart at nysgerrigheden jo nok er lidt større nu hvor det er noget nyt, og hvor man med en vis ret kan spørge om vi nu også har sadlet den rigtige hest.

Et af problemerne i år var at vi først hen i august fik den endelige financiering på plads, og først der havde en endelig beslutning om at vi kunne og turde gå igang. derfor er resten af beslutningerne også sket hurtigt og uden lange drøftelser.

Jeg kan da oplyse at det jo er musikere og pladeselskaber der har indstillet deres værker til nominering. Der har været nedsat en jury, bestående af folk med meget forskellig baggrund, men me det tilfælles at de alle har en viden om og en holdning til folkemusik. De fleste har ved tidligere DMA siddet i juryen. Denne jury har foretaget 2 afstemningsrunder. En første runde som skulle udvælge de udgivelser som skulle nomineres. Der var godt 50 udgivelser med i denne pulje. Opgaven var at udvælge 3 i hver kategori og 5 i kategorien årets album. Resultatet af dette er jo af gode grunde uden for påvirkning.

Anden runde bød så på den opgave det var/er at finde en vinder i hver kategori. og jeg skal da også indrømme at jeg ikke havde regnet med at der på folkemusikområdet var en "Medina" lignende tilstand. Jeg synes ligesom du at det er en rigtig flot CD, og jeg er glad på Nicolaj og Bjarkes vegne og jeg synes i øvrigt at det er fuldt fortjent at de fik priserne. Når jeg undrer mig er det alene fordi jeg ved hvor bredt sammensat juryen har været, og at jeg på den baggrund måske havde forventet et andet resultat. Men i virkeligheden er det jo ganske forunderligt at man ikke kan - eller for den sags skyld skal - forudsige sligt.

Om det hele har været show og pop er vel en temperamentssag. Jeg synes egentlig at det var et ganske fint arrangement med en gensidig respekt genrerne imellem, og hvor folkemusikken gjorde en ganske god figur. det er da også de første tilbagemeldinger jeg har fra de involverede musikere. Men jeg kan da benytte denne lejlighed til at opfordre folk til at komme på banen. Især hvis man er blandt dem der var så heldige at få en af de få billetter til arrangementet. Kom med jeres bidrag og jeres oplevelser af aftenen. det vil under alle omstændigheder hjælpe os i planlægningen af kommende DMA.

Helge Arildsø

Bestyrelsesformand FFS

DMA 2010 kommt. til Steen og Helge

 - Det har gennem alle årene stået klart for mig at man skal holde sig laaangt væk fra DMA, hvis ikke man er klar til at tage arrangementet helt for sjov. Betragtes DMA aftenens udfald som resultater for noget som helst er den helt gal. Jeg har aldrig i mine ca 20 år som arrangør på Halkær Kro, lagt nogen som helst vægt på hvem der har fået en "pipfugl" som Nikolaj Busk så viseligt sagde fra scenen i søndags. At pressen så generelt ikke kan finde andre anledninger til at skrive om folk/world musikken, er jo problemet, og det er der jeg vil hen.

Vi står i dag svagere end da FFS blev etableret for 10-15 år siden (husker ikke hvornår). Respekten for os som genre findes kun sporadisk - Nogen af os drøner rundt i verden for peanuts, og kommer hjem med en spand vand og en tot hø, som Peter Uhrbrand plejer at sige - Vi slås indbyrdes om de samme latterligt små rejsekroner, selvom vi nå gennem 10 har fået at vide at "dansk folkemusik skal ud i verden og vise flaget" - Musikken er nu efterhånden trængt helt ud af medierne, 1- 0 til DR !  Kendskabet til hvad der foregår indenfor genren er nærmest lig nul indenfor de andre genrer,  og endelig så er folkemusik publikum'et stærkt vigende - Folke-/traditions musikken er stadig efter alle disse år rent liebhaveri.

Man har hørt ude i byen at bevillingerne er frataget FFS fra nytår og det er jo et radikalt tiltag, men undskyld mig, men det kan næsten kun gå fremad ! - selv Kunstrådet har åbenbart også mistet respekten  - men lige en tak for disse Block's på Rootszoone , for nu har vi da langt om længe fået mulighed for at debatere !!

- Men op med humøret allesammen, for vi skal have løftet dette område op kulturpolitisk , for takket være ikke mindst alle de unge musikanter er der jo masser af liv og røre !!  Husk at vi repræsenterer rødderne , det unikke hvor (næsten) alt er groet ud af, -Selv The Beatles. - Det faktum skal vi have sat på den ny "Plummers" dagsorden, og lad så lige være med at bruge mere krudt på DMA !! - Der bliver en ny følgetong næste år, og det betyder ikke en skid, men det er da sjovt og hyggeligt at møde gode venner og kollegaer ved denne årlige begivenhed  !!

Bedste og kærligste hilsener til alle -Eskil Romme

DMA

Kære Eskil

 

Dit indlæg er måske det fremmeste eksempel på hvad der er folkemusikkens problem. Vi har valgt at skyde på hinanden, og undrer os bagefter over at omverdenen har lidt svært ved at se hvad fanden der foregår. Det er jo ikke FFS - ansatte eller bestyrelse som har bestemt den sum penge vi har at dele ud af. Tro mig - verdenen havde set væsentligt anderledes ud hvis vi havde magt som vi havde agt. Faktum er at vi har en aftale med kunstrådets musikudvalg som meget nøje fortæller os hvad opgaven går ud på, ligesom den fortæller hvor mange penge vi har til at udføre opgaverne for. Vi har jo snakket og mailet sammen ad flere omgange, og du har selvfølgelig en legitim interesse i at kunne få flere penge til turnéstøtte. Men jeg kan forsikre dig at lige nøjagtigt den del af aftalen har vi opfyldt til punkt og prikke. Hvad vi end måtte have gjort af fejlgreb i de foregående år, så er der faktuelt ikke gået en eneste krone fra turnestøtten. Virkeligheden er at der er rigtigt mange som turnerer, og dermed også rigtigt mange som gerne vil have del i midlerne. Jeg skal ikke forsøge at forklejne de problemer der har været gennem tiden omkring FFS, men jeg mener at det er udtryk for tunnelsyn eller manglende udsyn fra Halkær når du siger at FFS er mindre respekteret end da vi startede. Helt ærligt Eskil - du kan sgu da ikke tillæge en bestyrelse eller nogle ansatte på FFS æren for at der ikke længere sendes folkemusik i DR. det er sgu da for langt ude.

Filmen knækker helt når du i dit indlæg latterliggør pipfuglen. Hvis det er som du skriver så skylder du mig et fornuftigt svar på hvorfor du har søgt om at blive nomineret med din i øvrigt udmærkede CD. Det må da være fordi du dybest set gerne ville have en pipfugl selv eller hvad ??. Jeg ved ved selvsyn at den står rundt omkring i de små musikerhjem. På hylder i vindueskarme og hvor man nu kan få plads til den. Jeg ved postivt at både nominering og det at man har vundet prisen bliver brugt i markedsføringen af bands og musikere. Uanset hvad I gør i Halkær.

Ros til Steen for at lukke op for debatten, men som endnu formand for FFS, har jeg behov for at få inputs som bringer mig videre, og som giver mig noget at arbejde med og for. Sure opstød er svære at arbejde videre med.

Dagsordenen kan vi kun være med til at sætte hvis vi som musikområde står sammen om det. Dette kommer til at gælde uanset FFS eksistens.

MVH
Helge

Svar til Helge om FFS,DMA m.v.

Hej Helge – Jeg skulle nok have udtrykt det klart i min komentar, at min kritik af FFS går tilbage til tidligere år – Jeg er helt på det rene med at I er et hold der har gjort et kæmpe arbejde på at rette skuden op, igennem det seneste år , og tak for det., og jeg vil gerne slå helt fast at jeg betragter dig som yderst kompetent i dit arbejde for og med FFS, selvom vi tilsyneladende er grundlæggende uenige om nogle ting !!

Dette ændrer dog ikke på min holdning om at jeg mener at f.eks når det gælder udlands turne støtten, så er dette område ikke blevet udviklet og opdateret, - du siger at der ikke er gået en kr fra turne støtten, men i og med at der heller ikke er gået en eneste ekstra kr der til, henstår ordtningen som helt pinlig og utidssvarende. – Og det samtidig med at FFS sidste år laver et underskud på samme beløbsstørelse som udlandsstøtten(ca 200.000), på den navnkundige åbningskoncert på Womex (total budgettet var så vidt jeg nærmere 500.000 kr) – på bare een koncert !!

-Efter min bedste overbevisning er Folkemusikken ikke nogen kulturpolitisk faktor idagens Danmark, og der mener jeg at FFS totalt har svigtet sin opgave/muligheder siden etableringen ; Du siger at det er for langt ude at jeg tillægger FFS ansvaret for manglende medie dækning af folkemusikken, hvilket jeg egentlig ikke ved om jeg gør, men jeg konstaterer at der ingen reel kulturpolitisk profil har været i de forgangne år. Jeg ved på den anden side også at det med at samle alt under en hat, amatører og professionelle m.v., ikke har været frugtbart, måske nærmest destruktivt i relation til at kunne udvikle området !

-Hvad pipfuglene angår, så skal du jo huske at dem har stortset alle bands efterhånden fået – selv KRYSS/Færd, Dørge, Becker & Hjetland – eller retter sagt Jullie fik den som årets vokalist. - Det er derfor noget der står i 9 ud af 10 pressemeddelelser/biografier fra danske bands og iøvrigt også udenlandske, og derfor er det altså efterhånden ret ligegyldigt i pr sammenhæng i forhold til arrangører, og jeg tror at det gælder andre steder end i halkær ? hvad pressen angår er det muligvis en anden sag med pipfuglene, og på det personlige plan ved jeg flere for hvem en DMA pris har haft stor betydning. Men du må gerne drille mig med at det nok er fordi at jeg er missundelig at jeg drister mig til mine vurderinger omkring DMA; At skelne klart mellem misundelse og inspiration er forbeholt folk der er klogere end mig! . Mine musikalske projekter er tilsyneladende så aparte at jeg er lidt af en ulykkesfugl i forhold til de der pipfugle, og det har jeg valgt at tage på mig med hæder !! - og Helge, jeg bliver da ved med at forsøge at få dem indstillet, for dels rummer mine projekter andre musikere end mig selv, og dels bliver de på den måde præsenteret i miljøet , på forskellig vis, og det er vi alle jo afhængige af ! – Uanset hvad, må jeg altså fastholde at for mig er DMA først og fremmest en hyggelig og sjov årlig branchefest som ikke er udtryk for noget specifikt musikalsk. Det kunne da også lige passe at vi som genre frivilligt skulle lave vores egen kanon en gang om året, og tage den ligeså alvorligt som Brian Mikkelsen tog sin !!

Tilsidst vil jeg lige påpege at din negative focuseren på at ” Vi har valgt at skyde på hinanden” ; Efter min bedste overbevisning ikke holder en meter i 2010 – Hvordan skal vi dog komme videre uden en ordentlig debat – Du skriver at vi kun kan være med til at sætte dagsordenen hvis vi står sammen, men vi er altså lige nødt at finde ud af hvad vi skal stå sammen om !!  - Jeg håber meget at der i den ny konstruktion, som må komme for dagen når det hele på et tidspunkt ruller videre, bliver nedsat een organistion med en årlig generalforsamling hvor vi kan møde op og vælge den bestyrelse som skal køre forretningen – i modsætning til den uigennemskuelige opbygning vi har nu med bl.a.personligt udpegede medlemmer, og foreninger med hver deres dagsorden under en fællesparaply som hedder FFS , med deraf flg grumset profil og manglende gennemslagskraft og opbakning – Eskil

hej igen

Jamen langt hen ad vejen er jeg jo enig med dig. Vi kunne meget vel bruge flere penge på musikeksport, men vi er altså bundet op på en 4 årig aftale, som ikke vokser økonomisk i takt med vore ønsker. Problemet er jo at miljøet set over én kam er meget uenigt, og´du har da ret når du gør opmærksom på at det skyldes og har skyldtes en diskussion gående på hvis sekretariat det egentlig var, og hvem der egentlig havde krav på at sætte dagsordenen for dets virke. Problemet er set herfra at man for folkemusikken - som det eneste genreområde - valgte at gøre de 3 amatørorganisationers sekretariat til genreorganisationen. Det giver selvfølgelig splid og diskussioner om retningen og om formålet. Det har gennem tiden været ødelæggende.
M.h.t. DMA så har jeg ikke haft til hensigt at tillæge dig egenskaben misundelig. Jeg synes faktisk at kvaliteten i din seneste CD er fuldt på højde med DUO som vandt alle 4 priser. Min inte var at ALLE prøver at få en pipfugl , og at alle gerne vil have den, og at alle er glade når de får den. Den glæde synes jeg ikke man skal ødelægge, og jeg syntes faktisk at vi skal forsøge at bevare de positive historier der trods alt er i dansk folkemusik. Jeg sad med en fornemmelse af at du i dit første indlæg nedgjorde pipfuglen. Hvis det er en misforståelse undskylder jeg selvfølgelig, og glæder mig over at det ikke er tilfældet.

M.h.t. - som du skriver at alle jo har¨én og dermed devaluerer værdien lidt, så er vi såmænd også enige. Den debat synes jeg jo er interessant, og kunne ønske ig at andre og flere ville bidragen med indlæg til. Der er jo en masse følelser involveret i dette ( og mange andre ) spørgsmål. Vi har lavet nogle rigtigt gode arrangementer i Tønder, men netop med et hav af priser. Ved dette års DMA har der så kun været 4 priser. der har også været meget få billetter at å. det hele har været lidt mere "eksklusivt". Forstå mig ret. Er det en ønskelig udvikling. Er det en ønskelig udvikling at vi har holdt arrangementet sammen med de øvrige genrekontorer minus ROSA, eller skal vi i en helt 3. retning.

Det kunne være spændende at få nogle bud på.

Og til sidst, tror jeg også vi kan mødes i ønsket om en fremadrettet og konstruktiv debat om havd der skal/kan ske fremover. FFS er jo en organisation - en selvejende institution - som jo hvis tilskuddet stoppes skal forholde sig til sin fortsatte eksistens. Det kan kun medlemmerne af årsmødet beslutte. Det kunne være nærliggende at beslutte en nedlæggelse - uden at jeg lige nu har nogen som helst idé om hvorvidt det vil ske. Den beslutning om nedlæggelse eller fortsættelse, kommer til at ske på et ekstraordinært årsmøde, og vi har da i bestyrelsen drøftet at vi hurtigt derefter indkalder alle som måtte have interesse for det til debat om et muligt indhold i fremtidens organisering af folkemusikken. Der regner jeg bestemt med at se dig

MVH
Helge 

Pip

 

Kære venner, Helge og Eskil, nu må vi lige klappe hesten - eller i det mindste den tidligere omtalte DMA-pipfugl. Den er ret beset kun et symbol på noget, som et antal mennesker med smag for og forstand på (folke)musik i helt bogstavelig forstand sætter pris på. Musikken altså.

 

I stedet for at skyde fugle ned må vi tage stilling til, om vi vil blande os i selskabet med nogle af de andre genrer, om vi overhovedet vil arbejde med denne form for markedsføring og om vi er indstillet på at sluge et par kameler undervejs. Hvis vi vil lege med, så synes jeg vi skal gøre det med åbne og synlige spilleregler for at imødegå murren i krogene og rygter om nepotisme og hvad som helst. Jeg synes ikke, at FFS's information om årets DMA har været god nok, men principielt mener jeg, at vi skal åbne så mange døre for folkemusikere som overhovedet muligt. Uden at overdrive betydningen af dette prishalløj, så er det i dagens Danmark et af de få udstillingsvinduer for mange gode musikere.

 

Riget fattes penge, og så plejer der at være nogen, der drager i krig. Man kan jo altid finde nogen at slås med og mod, men det løser aldrig de reelle problemer. En ny krig truer, for jeg har da også fået øje på, at Fællessekretariatets eksistens er truet, at der har været og er problemer med puljer og penge, og at der er meget forskellige interesser inden for og uden for systemet. Al ufred til trods, så er vi altså i gang med en ”ny folkemusikbølge”, der både ligner og slet ikke ligner 1970'ernes tsunami. Det er rigtig fint, og tidligere tiders afgrænsninger, definitioner, prioriteringer og støtteregler kan heldigvis ændres og tilpasses en ny virkelighed. Her savner jeg et forum og en struktur i debatten. En blog kan være en af kanalerne, men er det ved at være på tide, at vi mødes rundt omkring i landet og ser fremad?

 

 

 

 

Overordtnede mål ?

Hej Helge og Steen – Tak for viljen til at debattere den udvikling som vi jo gerne skal videre med !

Jeg savner en diskusion om vores overordtnede mål, og deraf flg. Strategi for at nå det/de mål, - for er vores primære mål at få så mange musikere/bands ud at spille så meget som muligt , og skal DMA vurderes som en del af strategien for at nå det mål ? - eller betragtes den årlige og bekostelige begivenhed som DMA som et mål i sig selv ?

Min indfaldsvinkel til at beskæftige mig med div. problemstillinger for en videreudvikling af Folke-/Worldmusikken, handler i udpræget grad om først nævnte :” så mange musikere/bands ud at spille så meget som muligt” ;

-Kun derved højnes området kunstnerisk – på jævnt dansk: Musikken blir go’ af lange turne’er – og man sikrer kontinuiteten i samfundets investering i det rytmiske område, med andre ord, man bygger videre på det man gav penge til sidste år, billedligt som at spare op på den kunstneriske konto, for musikken bliver bedre og bedre ! - og ikke mindst vil denne praksis være den eneste naturlige overbygning på den store investering fra samfundet i Folkemusikuddannelsen. - Alle tiltag og strategier bør i min optik rettes ind for at understøtte dette, og med det in mente skal mine forsk. udmeldinger(også om DMA) forståes.

Men den prioritering koster penge, eller nærmere det kræver en helt anden prioritering af de som altid begrænsede midler, hvis den strategi skal forfølges. – som det er nu: en 10 jobs turne i Danmark med en trio udløser alt andet lige 16.000 kr(+ bropenge) i støtte fra den udmærkede og velfungerende indenlandske transportstøtte – og hør lige hvad en tilsvarende turne i f.eks. Australien har udløst fra FFS i 2010 : 10.000 kr ?? – Jeg er helt på det rene med at som det har været har midlerne været begrænset , men det er for at anskueliggøre sutuationen nok en gang i relation til vores skriverier her ! - Bare start omkostningerne i F.eks USA og Australien er på 10.000 kr til visa og arbejdstilladelse, og derefter skal der lejes bil og købes int. Flybilletter .

Med respekten for musikken in mente, som det hele jo børdreje sig om, bør en fremtidig praksis først og fremmest støtte de mange musikere/bands i at komme ud i verden og spille – Det er hvad man kan kalde ”brød på bordet” og så bag efter kan man så se hvad der er tilbage til DMA, MXP cd, Womex etc. Den anden vej rundt er efter min mening simpelthen forkert forstået , ustrategisk og respektløst overfor musikerne og musikken.

Eskil Romme