Hold ved folkemusikken

Vilkårene for at arbejde professionelt som folkemusiker i Danmark er knaldhårde. De fleste, jeg kender i branchen, optræder den ene aften som smægtende tangoviolinist, næste aften som mandolinspillemand i et folkrock-projekt, tredje aften som forspiller hos en samling folkedanserspillemænd, fjerde aften som sanger i en duo med en harmonikaspiller, femte aften som underviser på den lokale musikskole osv. Ikke just 1. klasses vilkår for udvikling af en egentlig traditionel dansk spillemand.

Hvis vi ser på den danske folkemusik som et hele, er der ingen tvivl om, at tonerne kan tåle enhver behandling – uanset om der angribes med jazz, rock, klassisk eller afropunk. Dér skal folkemusikken nok leve videre. Værre er det med ordene i de traditionelle sange, hvor bare en lillebitte ændring af en sætning, eller en udskiftning af to ord i en hel sang, kan ændre balancen, så sangen vælter og ikke længere er sig selv. Endnu værre med de traditionelle danse, som har så svært ved at lade sig ændre, at det er umådeligt sjældent man ser nogen forsøge.

Den store kvantitative tilgang der er til dansk folkemusik i disse år er glædelig. Men min betænkelig står i lys lue, når jeg hører de nye i branchen citeret for, at de kommer fra ’ punken’, fra ’salsa’, fra ’blues’en eller et helt syvende sted fra. Og nu har de fundet lykken og de åh viiise sten. Om 5 år garanterer jeg for, at man kan citere de fleste af de samme, efter at de igen har forladt folkemusikken, for at sige, at nu har fundet ’hjem igen’ til der, hvor de kom fra, eller er vandret i lysende glæde til de nye musikalske destinationer. Igen just ikke 1. klasses vilkår for udvikling af egentlig traditionel dansk folkemusik.

Der skal også sendes en lille hilsen til Sverige. Når jeg fra begyndelsen af 1970-erne med mindst et skævt øje har noteret mig, hvad der sker i den svenske folkemusik, er det netop fordi de derovre og deroppe har formået at bevare og videreudvikle en stærk stærk traditionel musik, samtidig at de har fusioneret i langt højere grad og langt tidligere end i de fleste sammenlignelige lande. Det virker også som om, at den linje og den store stil kan iagttages i nutiden. Mine største oplevelser af både det traditionsbevarende og det visionært fremadrettede arbejde med folkemusikken kan jeg se i Sverige. Senest med den rent ud fantastiske trommeslager Petter Berndalen, som enhver bør holde et særdeles skarpt øje med. Han har fornyet trommespillet i den svenske folkemusik med stærk inspiration fra den indiske slagtøjsverden – og med en dyb indsigt i de traditionelle svenske melodier. Teknisk er han ovenud brilliant, så alle forudsætninger for hede nyskabelser er til stede. Tænk osse tilbage på Björn Tollin’s totale fornyelse af trommerne i folkemusikken sammen med Hedningarne (kopieret af gud og hvermand siden), og helt tilbage til 1970, hvor ’Skäggmanslaget’ havde et totalt nyskabende samarbejde med tablaspillemanden Bengt Berger (som langt senere var med i ’Enteli’ sammen med Ale Möller og Lena Willemark).

About the Authors

Poul Lendal