Laura Marling er så ung, at hun for bare et par år siden blev udelukket til en af sine egne koncerter. Men på trods af den unge alder, er hun for længst blevet udråbt til at være en af de mest lysende nye stjerner på Londons blomstrende nu-folkscene. Roots Zone fik en snak med hende om nerver, generthed og folkmusik.
Du er på Europa-turné i øjeblikket. Har du energi til din koncert i København også?
Vi er kun lige startet på turnéen, og jeg havde et par måneder fri før det, så det ville være frygteligt, hvis jeg allerede er træt.
Du turnerer sammen med Andrew Bird. Hvordan er det forskelligt fra at turnere alene?
Det er selvfølgelig en stor forskel, fordi man spiller for en andens publikum. Med Andrew Bird er det fantastisk, for han har et specielt publikum. Under vores koncert i Rennes var publikum fuldstændig bomstille, og det var virkelig en fornøjelse.
Bliver du nervøs før en koncert?
Det gjorde jeg førhen, men ikke mere. Jeg tror, det har noget at gøre med, at øvelse gør mester - man lærer, at det ikke betyder noget i det store billede. Man er bare et menneske, det er bare én koncert, og så er det altså heller ikke vigtigere. Det handler om at huske, hvorfor man elsker at lave det, man laver.
Hvordan har du det så, når du spiller?
Faktisk lærte jeg at komme over nerverne ved at huske, hvor jeg var, da jeg skrev den enkelte sang, og hvordan jeg havde det, mens jeg skrev den. Det får mig til at føle mig tryg på en måde, fordi det er et velkendt sted at være.
Hvordan gør du så det, hvis du samtidig vil have kontakt til publikum?
Det er lige det - jeg er ikke særlig god til at snakke med publikum. Jeg er slet ikke god til at snakke i det hele taget, så enten tager jeg nogen med, som vil snakke for mig (hvilket ikke er sket på denne turné), eller også undskylder jeg til publikum. Det fungerer sådan nogenlunde. Jeg ville ønske, jeg var god til det. Især når jeg ser Andrew (Bird, red.). Han er så god til det, selvom han er en ret stille fyr. Det gør en kæmpe forskel, når man har kontakt med publikum – jeg kender det jo selv, når jeg er publikum. Forhåbentlig bliver jeg bedre til det, men jeg er ikke kommet efter det endnu.
Er der ritualer, du gennemgår, før du går på scenen?
Lige før vi går på scenen laver vi gruppekram, men vi er kun to i øjeblikket, så det er temmelig ømt. Det er med til at holde os nede på jorden. Derudover har vi ikke rigtig nogen.
Spiller du noget nyt på denne turné?
Ja, jeg tror, cirka halvdelen af sangene er fra mit kommende album.
Hvordan skriver du nye sange?
På samme måde som jeg altid har gjort. Jeg skal være i et ekstremt humør af en eller anden art. Altså, det kan både være overdrevet glad eller ked af det, det skal bare være i en meget koncentreret form, så jeg kan tage ud på min egen lille planet. Når sangene kommer til mig, kommer de til mig. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og skrive en sang, desværre. Hvis jeg er alene og er i et ekstremt humør, kan jeg skrive en sang på en halv time, men det er forskelligt hver eneste gang.
Hvorfor er det lige netop folk, du spiller?
Folk er den slags musik, jeg bedst kan relatere til. Jeg kan godt lide de traditionelle rødder med sange, der bliver givet videre, de simple sange, den simple musik. Man kan let dele folk med andre mennesker og dermed noget, mange kan relatere til. Det, synes jeg, er interessant. Altså, det er ikke sådan, at jeg kun hører folk. Jeg tror også, det har noget at gøre med, at jeg blev undervist i guitar, da jeg var meget ung. Havde det være sitar, havde jeg næppe spillet folk.
Hvad synes du om den aktuelle folkscene i Storbritannien?
Det ser godt ud. Folk begynder efterhånden at interessere sig for den slags musik. Vi har et godt lille slæng kørende, og vi hjælper alle sammen hinanden, hvilket er dejligt, og hvilket også er en del af folk – at der er en slags broderskab. De mennesker, som jeg har kendt i årevis, og som jeg spiller med tit, er Mumford and Sons, Jay Jay Pistolet, Johnny Flynn og Noah and the Whale. Det skete egentlig bare, at vi alle begyndte at spille musik. Vi er alle gamle venner, hvilket er skønt for mig som solist – det er rart, at vi kan tage på turné sammen en gang imellem. Det kan godt blive temmelig ensomt ellers.
Hvor længe regner du med at være en del af det?
Forhåbentlig så længe som muligt! Nu er vi jo alle gået lidt hvert til sit. I starten tog vi jo altid rundt sammen og spillede de samme steder, men nu er vi alle begyndt at få så meget succes, at vi kan tage rundt alene. For eksempel spillede to af medlemmerne i Mumford and Sons i mit band, men de har så travlt nu, at det ikke kan lade sig gøre længere. Og jeg plejede selv at spille med Noah and the Whale, men jeg har selv så travlt, at jeg ikke kan gøre det længere. Men det er rart at vide, at de mennesker er der – mennesker man kan spille musik med, hvis man vil.
