Søstertræf på SPOT

Billie Koppel fra Catbird spiller på SPOT lørdag. Pressefoto: www.catbird-music.com

Vild gang i de vilde roser. Sådan er de her dage, hvor Annisette fejrer triumfer på stribe, og hendes to døtre ligeledes står frem og viser farverne. Nemlig på SPOT i Århus, hvor Naja Rosa kommer direkte fra job med familieorkestret og står frem med sin med spænding imødesete plade. Og duoen Catbird med Billie Koppel og Frank Hasselstrøm vil overraske os med nyt materiale. Jeg har hørt det nye materiale i form af den rockede og nærmest afhængighedsskabende nye sang, Runaway Train, og lur mig om det ikke bliver en af de sange, vi husker fra 2010.

Catbird trådte frem i 2001, hvor parret Billie Koppel og Frank Hasselstrøm udsendte Sliding Under The Moon, som omgående udløste grammynomineringer, ligesom Billie selvfølgelig efterfølgende måtte finde sig i sammenligninger med sin mor. Store træer kaster skygger, og de næste år fornemmede man, at Billie Koppel trådte lidt i baggrunden, selv om sammenligningerne syntes temmelig unfair, al den stund at Annisette klart er inspireret af amerikansk soul, og datteren med sin specielle teknik, hvor der er masser af luft på sangen, som uhindret snor sig yndefuldt ind og ud med en glidende intonation som var den en eksotisk fløjte, afsøgte helt andre inspirationer, som på undertegnede nok nærmere mindede om engelske orkestre som Cranes, hvis det skulle være. Bortset fra at Koppel synger langt bedre.

Den tilbagetrukkede position syntes at gøre godt, og efter at Frank Hasselstrøm havde nyarrangeret Thomas Koppels berømte ballet, Dødens Triumf, som blev genopført på Østre Gasværk, var midthalvfemserne en særdeles markant tid for familien fra haveforeningen i Sydhavnen. En februarmorgen døde Thomas Koppel nemlig ved sit klaver i det hus, som han og Annisette havde lejet på den caraibiske østat, Puerto Rico, og ringene spredtes med stor hast, ligesom en ulykke jo sjældent kommer alene.

- Det var en tid, hvor mange af vores nære gik hen og døde. Og selv om det var så sørgeligt, som noget kan være, så var vores reaktion faktisk, at vi måtte fejre livet og kreativiteten. Og derfor tog vores musik den drejning, som blev til vores album Among Us, beretter Billie Koppel. Ligesom hun selv nu syntes mere at have lyst til sin del af rampelyset. Til at være den, som øjnene rettedes mod, når Catbirds æteriske sange efterhånden spredtes ud til stedse flere, i en grad at de er kultband med en trofast fanskare i dag. En skare der meget vel kan få noget af en overraskelse, når den nye rockede stil åbenbares på SPOT-scenen ArcHauz lørdag aften.

N som i nomade
Men før Catbird går på scenen, har vi mulighed for at se Naja Rosa, som den yngste søster har valgt konsekvent at kalde sig. Og sjældent har undertegnede været spændt som før denne danske debut. Jeg skriver danske, for Naja Rosa har de sidste år haft base i Bed-Sti, en del af New York-bydelen Brooklyn, hvor hun har arbejdet som sangerinde på klubber og på de undergrundstog, som hele tiden krydser frem og tilbage til Manhattan.

Og hypen er ikke for ingenting ved at blive bygget op omkring sangerinden, som i høj grad har været en kosmopolitisk nomade, men af en karakter, der må aftvinge respekt. For i de fire år der er gået siden Thomas Koppel døde, har Naja Rosa dels været særdeles involveret i den genrejsning af Savage Rose, som nu udmønter sig i overstrømmende anmeldelser, ligesom hun selvfølgelig konsekvent indtager pladsen som korsangerinde bag Annisette og den opdaterede udgave af det legendariske orkester.

Vi fik det første hint om, at noget var i gære, da Naja Rosa Koppel udsendte en endda særdeles flot og personlig fotobog, ”Til min far”, som dels dokumenterede hendes opvækst som nomade sammen med familien til Los Angeles, New York og Puerto Rico, ligesom vi også fik et rørende eg sejt billede af opvæksten i haveforeningen Frederikshøj, hvor begreber som solidaritet gik hånd i hånd med den altoverskyggende kærlighed mellem familiens medlemmer, samt den troskab mod disciplinen i kunsten, som skal være til stede, hvis man vil ud over rampen som kunstner.

Naja Rosa har berettet om, hvordan farens klaver stod urørt et stykke tid, og om hvordan hun en dag satte sig til det og begyndte at lade det guide hendes fingre hen mod den mere end kompetente sangskrivning, som er blevet til det færdige album, som ventes udsendt senere på sommeren, og som den nysgerrige selvfølgelig kan finde brudstykker af på hendes Myspace-side.

- Mine sange handler om mine mange rejser. Om alle de musikere og mennesker jeg hele tiden møder, beretter Naja Rosa. Ligesom hun måske glemmer, at fortælle, at de ikke mindst handler om en dyb og brændende basal blå følelse, som river og flår, når man hører stemmen, der er af en karakter, så den nærmest er født til at bevæge, hvad enten den synger soul, ballader eller uptempo-ting som When The Smoke Clears, som der er link til længere nede.

Ligesom vi danskere kan prise os lykkelige for, at tre stærke kvinder i den grad har sat sig for at dele deres smerte, glæde og ubegrænsede kreativitet med os i denne tid. Hvor det med Kim Larsens ord fra Christianiapladen er ”en kold tid vi lever i” og med Annisettes fra samme plade handler om at finde hen ”hvor de vilde blomster gror”.

Og det sted kan meget vel være SPOT 2010 i Århus, når søstrene står frem og sætter ild til vores hjerter.

Jeg kan næsten ikke vente.

Se også:

 www.myspace.com/catbirdmusic

www.myspace.com/najamusic