Med iørefaldende melodier og et super-tight sammenspil har Nordic det seneste år taget et stort skridt frem på den nordiske folkemusikscene. Den svenske trio består af Magnus Zetterlund (mandolin), Erik Rydváll (nyckelharpa) og Anders Löfberg (cello), som hver især forsøger at afdække de muligheder, der ligger gemt i deres instrumenter og finde nye sider i den svenske og nordiske folkemusik-arv.
RootsZone: Hvad synes du karakteriserer den nordiske folkemusikscene lige nu?
Erik Rydváll: Ungdommelighed, nysgerrighed og opdagelyst! Der er meget kontakt mellem unge folkemusikere fra de forskellige nordiske lande, og jeg synes der er et meget stærkt fællesskab. Der er desuden et ønske om sammen at sprede den nordiske musik ud i verden. Det som karakteriserer den nordiske musik er en blanding af energi og vemod. Eftertanke og ambition.
RZ: Nu er "nordisk folkemusik" mange ting. Kan man tale om en fælles nordisk eller inter-nordisk tone?
ER: Ja, jeg synes, at der er en fælles nordisk tone, hvis man tænker på den instrumentale moderne nordiske folkemusik. Mange bands rejser meget mellem landene og inspirerer musikere udenfor sit hjemland. Mange af de bands, som er populære i Sverige i dag, kommer fra Norge, Finland og Danmark. Der er også mange eksempler på bands, som består af musikere fra flere nordiske lande. Forhåbenligt kan den nordiske musik blive et lige så stærkt brand som for eksempel balkan og keltisk musik. Det håber jeg virkeligt.
RZ: Tror du den nordiske musik er stærk nok til at konkurrere med den meget udbredte keltiske musik og den for tiden - i hvert fald i Danmark - meget hypede balkan-musik?
ER: Vi i Norden har nok brug for at arbejde en hel del for at skabe et ligeså etableret brand som balkan og keltisk musik. Vi skal ville det, tror jeg. Takket være en meget vellykket åbningskoncert med The Great Nordic Band, Nordic Club-scenen og den centrale placering af den nordiske stand, så fik Norden meget fokus under WOMEX. Vores bedste tid er lige nu!
RZ: Er du ikke bange for, at man glemmer de traditionelle melodier, når nu den kontemporære musik har så stor succes?
ER: Den traditionelle musik er for god til at blive glemt. Den er roden til alt og forsvinder aldrig.
Priser og inspirationer
Erik, Anders og Magnus fandt sammen da de studerede på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm.
ER: Vi startede på samme hold på Musikhôgskolan i stockholm i efteråret 2004. Vores første job var et skoleprojekt sammen med ny-cirkusartister. Nordic tog sammen med to rebakrobater til konkurrencen "La Piste de Espoire" i Belgien i marts 2005. Der blev vi belønnet med den mest ærefulde pris, "Publikumsprisen". Siden da har vi haft fuld fart på.
På forårets Odense Folk Festival overraskede gruppen med en intens koncert på festivalens intime scene. I starten af 2009 udgav Nordic debuten "Metropol". Blandt producerne finder man Mikael Marin, der spiller bratsch i den svenske super-folk-trio Väsen.
ER: Väsen er en stor inspiration, men de er bare én af mange indflydelser. En lighed mellem os og Väsen kan være måden, hvorpå musikken bliver til. Vi er, præcis som dem, tre gutter som holder af at være sammen og spille sammen. Vi har selv valgt at spille sammen, og musikken vi spiller er vor egen. Kan det blive sjovere og mere inspirerende end som så? Vi har spillet rigtigt meget sammen under studietiden på Musikhögskolan. Nu sker kommunikationen mellem os helt enkelt, og dette bidrager til et tight sammenspil.
Great Nordic WOMEX
Nordic er lige kommet hjem fra WOMEX i København. Her deltog Anders Löferg i The Great Nordic Band, der onsdag aften var husorkester for en række solister ved den store WOMEX-åbningskoncert, The Great Nordic Night. Om fredagen spillede de en showcasekoncert på Nordic Club, som blev besøgt af masser af arrangører fra hele verden, og trioen er nu i gang med at overveje de mange tilbud de har fået.
ER: Vi har fundet en booker som kan lide vores musik og som vil være med til at satse på os fremover. Der er faktisk aldrig sket så meget i Nordic som lige nu, og alt dette er sket på uhørt kort tid. Det bliver spændende at se, hvad der sker med Nordic i det kommende år.
Èn ting der med sikkerhed sker i det kommende år er, at Nordic kommer tilbage til Danmark. I slutningen marts 2010 spiller trioen koncerter blandt andet i København, Aalborg, Odense og Svendborg.

