Med blot 120 billetter til salg, handler det om at være hurtig, hvis man har lyst til at opleve en anderledes festival.
Fanø Free Folk Festival bliver afholdt i Sønderho forsamlingshus den 23.-25. juli og præsenterer eksperimenterende folkemusik.
Det er magasinet Geiger, der afholder festivalen og Rasmus Steffensen fra Geiger udtaler:
”I de større byer er der allerede et væld af musikfestivaler på etablerede klubber. Vi har haft lyst til at skabe en festival, hvor man kommer væk fra dagligdagen og virkelig mødes om musikken. Samtidig er vi inspireret af musik, der ligger i periferien af det musikalske landkort, så vi fandt, at det passede godt med en festival på en ø i udkanten af Danmark."
Festivalen er tænkt som en årligt tilbagevendende begivenhed. I år vil man kunne opleve bedårende finsk syrefolk fra Islaja, meditativ trance gong music på hjemmebyggede instrumenter fra polske Hati og pastoral folkemusik fra engelske Pantaleimon. Festivalen byder også på en fælles koncert fra Kloster og Sarah Hepburn, debutkoncert fra psych/drone-kollektivet Flowers of Yes! og meget mere.
Man kan læse mere om billetbestilling på festivalens MySpace-side: www.myspace.com/fanofreefolk