Det er efterhånden seks år siden, Leonard Cohen udgav nyt materiale, men 29. juni bliver det muligt at høre nye numre, som han har produceret.
Det er hans canadiske landskvinde, NEeMA, som udgiver sit andet album, "Watching You Think". Ifølge en pressemeddelelse er albummet "en samling af tolv historier, som problemfrit blander elementer fra verdensmusik, folk og jazz med en god portion pop."
Albummet er blevet produceret af Leonard Cohen og Pierre Marchand (Sarah McLachlan, Ron Sexsmith), og førstnævnte har oven i købet designet coveret, et portrætbillede af NEeMA.
Cohen har desuden store roser om det kommende album:
"Midt i al støjen dukker en stemme af sand følelese op – en sjælden begivenhed!"
Med sig på albummet har NEeMA en række yderst kompetente musikere fra sin hjemby, Montreal. De tæller blandt andre Tim Kingsbury (Arcade Fire), Tom Mennier (Rufus og Martha Wainwright) og Gurpreet Chana (Nelly Furtado).
NEeMA fejrer udgivelsen med en sommerturné i Candada. En Europatour ligger endnu ikke i kortene.