RootsZone graver ned til rødderne i musikken. Vi graver i Mississippi-deltaets mudrede dynd, i den danske sorten muld og i det støvede sand i Sahara. Alle steder er der rødder, der venter på at blive opdaget, leget med og udviklet.
RootsZone skriver om folke-, roots- og verdens-musik. Det er naturligvis et vidt begreb, og det er da heller ikke meningen at RootsZone skal skabe orden i den kaotiske mængde musik, der er til rådighed et klik væk herfra. Vi skal hverken kategorisere eller bestemme, men blot skrive om det, der rører sig, og det der rører os, og forhåbentligt det, der rører dig.
På RootsZone.dk bringer vi korte nyheder, længere interviews, baggrundsartikler og anmeldelser af cder og koncerter. Vi har desuden allieret os med nogle bloggere, der for alvor kan få lov at nørde igennem. Her vil du kunne læse om ting som blues-musikken i Chicago, svenske bueteknikker og måske diskutere med bloggere, der har en holdning til tingene.
På RootsZone ønsker vi dialogen med læserne. Når du registrerer dig som bruger, får du mulighed for at kommentere på artikler og indlæg. På den måde er du med til at skabe liv og indhold på Rootszone.dk, og når alt kommer til alt, handler RootsZone om...
Dine Rødder i Din Verden
Søren Jensen Lund
Redaktør
RootsZone publiceres på www.rootszone.dk af Folkemusikkens Fælles Sekretariat - www.folkemusik.dk
RootsZone er økonomisk støttet af Statens Kunstråd gennem rammeaftalen mellem Folkemusikkens Fælles Sekretariat og Statens Kunstråds Musikudvalg.
Grafisk design: Peter Vesterkær - www.vesterkaer.com