Du står i en forventningsfuld menneskemængde. Omkring dig er et leben af leende børn med øjne på stilke, grinende og pegende kvinder med tørklæder i alskens farver, og et sted længere inde i mylderet kan du se en skov af faner i forskellige farver, der gradvist kommer op mod dig. Du har længe kunnet høre de majestætiske trommers buldren og den kakafoni af horn bagved, som minder dig om sækkepiber i det skotske højland.
Som du står der, fortættes stemningen. Pludselig ser du en hvid hest med rigt udstyret seletøj. På den sidder en mand i hvid burnus (slag med hætte) over en hvid djellaba (hellang kjortel), og den begejstrede menneskemængde rækker ham pengesedler og rører hans hånd. Du er i Marokko og er vidne til en hellig mand, der spreder velsignelse, vel at mærke en mand, der er hellig i lige denne funktion i dette øjeblik.
Ved siden af dig er der pludselig en kvinde, der vender det hvide ud af øjnene og giver sig til at svinge hovedet rytmisk efter musikken, så hendes lange hår fejer frem og tilbage, mens hendes krops rystelser tilsyneladende er et kaos. Ved hendes side er hendes mor, der scenevandt binder et tørklæde om livet på hende og lader hende flippe ud. Datteren er i trance, og Allah-være-lovet for det, og det er musikken og den hellige mands tilstedeværelse, der har sat hendes indre rejse i gang. Snart begynder andre på det samme. Mens grupper af kvinder udstøder de traditionelle kald afsluttet you-you-you-råbene, som de kendes fra Sahara.
Bandet er nu helt oppe ved dig. To trommeslagere, af hvilke den ene er en mester inden for de sorte gnawaers broderskab, sætter i med et crescendo, mens danserne omkring dem slår deres jernkastagnetter mod hinanden i 6/8-rytmer. Det går ufatteligt hurtigt med en lyd, der minder dig om monsunregn, der trommer på et bliktag. Nu er rigtigt mange i trance, og så pludseligt er det slut med en messende bøn på alles læber. Processionen går videre, hesten og rytteren forsvinder op ad vejen, og en gruppe mænd i hvidt med lange orange tørklæder, de fleste med vaseformede lertrommer over skuldrene, en række dansere og tre mænd der blæser ghaita-oboer, nærmer sig. Deres lyd er hjulpet af det cirkelåndedræt, der frembringes ved, at de laver basunkinder og hele tiden har en lomme af luft, der stødes ind i hornet.
De er fra byens Hamadcha-broderskab. De er sufier ligesom gnawaerne, det vil sige medlemmer af et af de mange ekstatiske broderskaber. Også de passerer, og processionen bevæger sig op langs muren til den kristne kirkegård, hvor mågerne hænger over som caraveller, og bølgernes plasken mod klipperne nede bagved ubønhørligt kører i døgndrift. Forbi alle hestedrocherne med deres kuske, der sørgmodigt venter på kunder, mens hestene gumler i en gammel mulepose, og ind gennem den store port til den gamle by. Pludselig er de væk, ligesom lyden nærmest forstummer bag den store sandfarvede bymur. Nogle vender tilbage til deres arbejde, men du må ind og være med. Du skynder dig op og entrer den gamle medina via porten. Via Bab Doukkala. Du er i Essaouira, og det er den første torsdag i april.
Fisker efter sodavand
Fra morgenstunden har du ventet sammen med det meste af byen. Nede ved den store fontæne i industriområdet, har der været marked af den type, som du måske har hørt om, at dine forældre var til som børn. En mand har stået med bambustænger med snore for enden og gardinringe, og med dem har du kunnet forsøge at fiske sodavandsflasker med Fanta, Cola, Pommes, Sprite eller Hawaii. Over for ham har den gamle karrusel været i gang, og en historiefortæller har samlet en menneskemængde omkring sig, mens han har talt ind i en sprukken højtaler, som var han Professor Tribini på Dyrehavsbakken i 1962.
Imens har man ventet på en gruppe af mænd, der i nat har gjort holdt ved stranden nord for byen. De er ud af det gamle sufibroderskab, som består af familiemedlemmer, der har den egenskab, at de siges at nedstamme i lige linje fra profeten. De er de såkaldte regraga’er, og de er midt i den årlige pilgrimsrejse, hvor de besøger helgengrave ude på landet i Chiadma-området nord for Essaouira. Der går de, en flok gamle mænd til fods og en rytter i hvidt med en stor pengekiste. Med sig har de et telt, som de slår op hver dag, og de ankommer altid til Essaouira den første torsdag i april. Her tager byens sufier imod dem, og hele byen hænger ud af vinduerne og alle er på gaden.
Det er en fest, der er typisk for Marokko. Der er lignende fester over hele landet specielt fra marts til oktober. Samt i forbindelse med de religiøse muslimske højtider i en tidsregning, der bevæger sig godt to uger baglæns i forhold til vores tidsregning. Således er der aldrig længe til en fest eller en pilgrimsfærd i Marokko. Og hvor der er fest, er der fed musik.
Op til gedeguden
Der er forskellige former for festivaler i Marokko. Der er selvfølgelig de religiøse, der følger det islamiske år og referer til helligdage. Så er der dem, der har med landbruget at gøre, for eksempel høstfester som rosefesten i Kelaa M’Gouna, eller mandelfesterne i Soussedalen. Og så er der endelig de verdslige fester - som de mange byfester eller nationale festdage. Ofte foregår de på gader og pladser og er fuldt offentlige. Når det gælder de religiøse fester, kan det være de store officielle, som Marokko deler med resten af den muslimske verden, såsom Aid El Adha, festen hvor der slagtes får overalt, og som også kaldes for Aid El Kebir – den store fest.
Det er en vigtig fest, og det er noget af et trip at være i en by som Chefchaouen oppe nordpå. Hvert et tag har besøg af brægende får, og her er en blanding af kald til bøn, haners galen og fårenes brægen. En markant cocktail om morgenen henad femtiden, når der kaldes til bøn første gang. Prøv at tage op på taget af dit hotel i den gamle medina for dette øjeblik, som hver morgen er magisk, når mohadinerne fra hver en moske indgår i en halvtimelang koncert, hvor de supplerer hinanden, og stemmernes messen rammer bjergsiden for enden af medinaen som et ekko.
Festen har en anden vigtig betydning, for det er på den tid, at mange drager til Mekka i Saudi Arabien på den store pilgrimsrejse. Og så er der en særlig historie knyttet til festen. Det var nemlig i den specielle landsby, Jajouka, gemt oppe i Jaballahbjergenes mest vestlige del, byen som i Vesten blev berømt via den amerikanske forfatter, Paul Bowles (1910-99) og måske især fordi maleren Mohammed Hamri i 1968 sammen med beatkunstneren Brion Gysin slæbte Rolling Stones-medlemmet Brian Jones derop. Hvorved en af denne verdens mere syrede plader blev indspillet, "Brian Jones Presents The Pipers of Pan at Jajouka". Jones var rullestenen, der druknede i sin svømmepøl året efter, men som i den grad satte sine spor i den lille landsby og via pladen fik hooked rigtigt mange på marokkansk sufimusik.
Siden kom den fremsynede amerikanske bassist og producer Bill Laswell dertil og indspillede med 1989-versionen af gruppen, nu ledet af Bachir Attar.
Festen i Jajouka er faktisk af hedensk art i sin oprindelse og godt iblandet marokkansk folketro, som man har det overalt ude på landet. Som hos os har man en gammel overtro i stil med mosekonen, der brygger, eller nøkken, og i Jajouka er det en version af den gamle Panmyte, hvor et væsen der er halvt mand og halvt ged kommer og terroriserer som en anden Kong Kong, men som ifølge overleveringen var bagmand for den vidunderlige musik, der spilles i landsbyen.
Det behårede gespenst bliver kaldt for Boujeloud, og ifølge sagnet kommer det ned en gang om året for at danse med Aicha Kandisha, som i folketroen er en sagnkvinde, man skal passe på, hvis man er mand, for kvinder af den slags i pagt med djævelen. Ikke underligt er Aicha Kandisha særdeles populær blandt kvinder, dyrkes lidenskabligt og siges at have historisk baggrund i en Mata Hari- eller Jeanne d’ Arc-lignende heltefigur, der huserede i området i forbindelse med De tre kongers slag i 1600-tallet. Og måske er sandheden den klassiske, at mandlige og især religiøse magthavere ser et behov for at dæmonisere kvinder, specielt de, der er stærke og uafhængige.
Det kan stadig lade sig gøre at tage op til Jajouka og tage del i festen. Den foregår i dagene efter Aid El Adha, og fremgangsmåden er enkel. Man tager simpelthen op til landsbyen og spørger efter Bachir Attar. Tjek fænomenet ud på www.jajouka.com. Jajouka ligger godt 15 kilometer øst for Ksar El Kebir (ca. 2 timer syd for Tanger) ad vejen mod Chefchaouen. Tag en taxa fra togstationen i Ksar El Kebir. Det er intet problem, idet der nu om dage går en asfalteret vej hele vejen op til pladsen foran helligdommen for helgenen Sidi Ahmed Sheikh og Bachir Attars hus.
Aid El Adha og festen for Boujeloud foregår for tiden omkring 20. december. Husk at det islamiske år går baglæns i forhold til vores tidsregning. Forskellen er vel en 12 dage per år.
Den lysende fest
Ude ved Atlanterhavet syd for Casablanca, El Jadida og Safi ligger Essaouira. Det var her, at vi var i begyndelsen af artiklen, og det er også et enestående sted. Dels er byen særdeles smuk med den store bymur og befæstningen ud mod havet, hvor kanonerne står og peger ud over Atlanterhavet.
Ansvarlige er for det førstes vedkommende den marokkanske konge, Sidi Mohamed ben Abdallah, som levede i 1700-tallet, hvor vi danskere i øvrigt var de første til at få konsulat i byen. Årsagen var lidet flatterende: For at vores skibe i ro og mag kunne sejle ned til Ghana for at hente slaver, der skulle sejles til De Vestindiske Øer, var det nødvendigt at holde sig gode venner med sørøvere. Den marokkanske konges forgænger og bror havde gjort det til en ganske god beskæftigelse at give den som pirat. Så rækken af nationer, med Danmark som den første, der ville være venner med Marokko, voksede hastigt.
På et af de opbragte skibe havde der været en fransk arkitekt, som fik til opgave at tegne Sidi Mohameds nye by, som blev til Essaouira og som i grundplan er en kopi af arkitektens forrige arbejde, St. Malo i Bretagne. Tilsat den gamle fæstning, som portugiserne tidligere havde bygget, blev det til et imponerende og særdeles smukt hele. Og det er med dette sceneri som kulisse, at den årlige musikfestival finder sted hvert år i juni.
Det er smart at booke et hotel på nettet i forvejen. Hvis du ankommer fra Marrakesh, er det smart at booke plads på Supratours bus, som er ejet af de marokkanske jernbaner og afgår fra togstationen i Marrakesh. Men svigter den, er der en del andre busser, ligesom det kan være en løsning at finde en taxa på holdepladsen udenfor busstationen, hvorfra der dels går almindelige Mercedes-taxaer hvor du må forhandle en pris i forvejen. Eller tage en af de specielle taxi collectif (som det hedder på fransk), hvor der er seks pladser (i en normal Mercedes), og du derfor betaler for to pladser, hvis du eksempelvis vil have forsædet for dig selv. En plads koster et par kroner mere end den billigste bus, og en plads fra Marrakesh til Essaouira kan typisk komme op på 120 kroner for to pladser for 130 kilometer.
I Essaouira foregår festen på to store scener lige uden for medinaens mure samt på et antal pladser inde i medinaen. Alt er gratis, og der er et væld af artister fra ind- og udland. Vægten er først og fremmest på gnawamusik, samt på at fejre gnawakulturens oprindelse for enden af karavaneruterne over Sahara i lande som Mali. Ergo kommer der næsten altid topnavne fra Vestafrika, og i årenes løb har vi haft uforglemmelige øjeblikke med blandt andre Ommou Sangaré, Ali Farka Touré og Amadou & Maryam fra Mali og Youssou N’Dour og Baaba Maal fra Senegal. Blandt mange andre.
Men først og fremmest er festivalen en præsentation af de største mestre inden for gnawamusikken. Med udgangspunkt i de lokale stjerner i Gania-familien, Mahmoud, Abdelah og Mokhtar, samt søsteren Zaida, som leder en gruppe af kvindelige sufier og ellers er den store clairvoyant til de specielle trancenætter, som er gnawakulturens essens, og som behandles senere. Andre mestre kan være notabiliteter som Hamid El Kasri fra Rabat, Baqboufamilien fra Marrakesh, Abdelkader Benthami og hans søn Abderrahim fra Casablanca og førhen folk som afdøde Hamida Bossou, ligeledes fra Marokkos største by.
Tjek festivalen ud på www.festival-gnaoua.net. Her er blandt andet et par særdeles appetitvækkende trailere, der fint illustrerer, hvorfor denne festival er så fantastisk.
Andre lignende festivaler der kan anbefales er Agadir Festival, som kører i juli, den store festival for folklore i Marrakesh (maj-juni), festivalen i Casablanca i juli og den prestigefyldte Festival of Sacred Music i Fez.
Vild trance
Festivaler som den i Essaouira kan være en formidabel introduktion til marokkansk folklore og vise, hvad musikken kan i samarbejde med andre genrer. Det er dog på de traditionsrige moussem’er, at der for alvor lukkes op for sluserne. Men man entrer også en verden, hvor de fleste kun kommunikerer på arabisk eller til nøds fransk, så kan man sætte sig ud over det, og er kravet om luksus ikke noget, der står i vejen for en unik oplevelse på mange niveauer, så er festerne moussem virkelig en god idé.
Islam har en mystikertradition, som hedder sufisme. Sufier er folk, der går ind for at forsøge at nå tæt på Allah via forskellige midler. Og der har været mange sufimestre i tidens løb, der typisk har været særdeles ugleset blandt islams ulama, de lærde som absolut ikke kan godtage, at der står nogen mellem mennesket og Allah. For hvem sætningen i trosbekendelsen om, at Allah er Gud, og Muhammed er hans profet, skal tages bogstaveligt. Enhver afvigelse fra det faktum, at Muhammed er den sidste profet i rækken, er det rene kætteri. En opfattelse der har medført, at mangen en sufimester har måttet lade livet for sin opfattelse. Eksempler er det muslimske Marokkos grundlægger Idriss og helgener som Sidi Ali uden for Meknes.
I Marokko er der især i 1700-tallet skudt en masse kulter op omkring gravene for hellige sufier. De ligger i de karakteristiske hvide marabouter, som ligger smukt spredt i landskabet. Ved en del af dem foregår der valfarter og store fester. Nogle af de mest berømte religiøse fester finder sted i Sidi Ali og Moulay Idriss nær Meknes, Moulay Abdeslam ben Mchich nær Tanger, Moulay Abdullah nær El Jadida, Moulay Brahim i Atlasbjergene uden for Marrakesh og den nærliggende festival for gnawaerne i Tamesloht, ligeledes nær Marrakesh.
Til disse festivaler møder marokkanere op i tusindvis, og kongen eller prinsen åbner dem gerne, hvorefter festivalerne kører dag og nat i en uge. Tidsmæssigt ligger de oftest i den muslimske Rabi’ 1-måned omkring Mouloud, Profetens fødselsdag. Eksempelvis til festivalen i Sidi Ali er der en række forskellige festligheder, hvor der headbanges til den store guldmedalje, mens den for selve hovedhelgenen Sidi Ali har et langt mere saligt præg. Dertil kommer de konstante processioner ned ad bjerget til kilden, hvor Aicha Qandisha har sin bolig, og hvor kvinder i stort tal kommer, ofrer dyr og tænder stearinlys, som brænder i en flod af djaoui-røgelse. Det er et ret intenst sted.
Sopper i blod
Det er ret fedt at tage plads lidt oppe på en bjergskråning og se ud over det hele. Hvordan folk hyrer et band af enten gnawatrommeslagere og jernkastagnetspillere, nogle hamduchier anført af obospillere eller fløjtespillere, der blæser for fulde sejl i deres neyfløjter. Forrest finder man typisk en kvinde i hvidt i total trance nærmest hængende på den tyr, der skal slagtes rituelt nede ved helligdommen i bunden af bjerget. Der hænger kødkroge, og man nærmest står og sopper i blod til anklerne.
Der er en kakafoni af musik og vilde rytmer, der kommer alle steder fra. Oppe på bjergskråningen står der det ene store telt efter det andet, hvor familier eller broderskaber har deres lokale trancekirke kørende i en uge, og det er formidabelt at sidde ind sådant et sted, for én for én kommer "patienterne" ind og beder som en sang, der fremmaner den ånd i den farve, som den pågældende lige har brug for, og så går det derudad, indtil den besatte har fået så hatten passer, og det er tid til næste levende billede.
Mousem-fester som den i Sidi Ali er ubeskrivelig. Om aftenen kan vælge mellem et utal af muligheder. Skal man tilbringe natten med en af gnawafamilierne som den fra Safi, der kommer hvert år, og hvor min gamle ven, gnawamesteren Mahjoub virkelig leverer varen, eller skal man hænge for hårdt med nogle hamadchaer. Lige meget hvad, er der virkelig noget at vælge imellem, og man er altid velkommen. Enten til at se på eller tage del i løjerne.
Så det er bare med at komme af sted. Der er nok at tage af, og specielt i sommerhalvåret er der hele tiden fest et eller andet sted. Med musik, der er hamrende dansabel, og hvor mestre på stribe i den grad kører klatten.
Til sidst vil jeg anbefale de mange musikbutikker på mousemmerne. DVD’er er det store, og rigtigt mange filmer trancenætterne, ligesom der er en udbredt mængde af connoiseurs, der sørger for, at de store øjeblikke med de fede mestre indgår i den fælles bevidsthed. Så det er bare om at gå til den. Standardprisen for en plade er for tiden cirka en tier.
Læs mere om de største og vigtigste fester og festivaler.
