CD: Monsdrum:"Folktronic"

04.09.07.

Af Søren Jensen Lund

Album: Monsdrum: "Folktronic

Monsdrum har en evne til at fjerne grænsen mellem det elektroniske og det organiske.

Techno er en undergenre, som opstod i Detroit i 80'erne under kraftig indflydelse af house-musikken fra Chicago. Techno blev i Europa tæmmet, og den specielle euro-techno tog over i starten af '90'erne, hvor grupper som især Technotronic forpestede alle diskoteker og private fester på den tid. Technoen ramte et eller andet i Skandinavien. De lidt dubbede reggae-agtige Ace of Base storhittede. Samtidig hittede danskerne Whigfield og Me And My, og kort efter blev Danmarks hidtil største salgssuccess, Aqua, en realitet. Stilen her var præget af selvironi og hang til party-hardy. Genren fik navnet euro-dance.

Da Sorten Muld kom frem, var vi meget hurtige til at kalde det for techno-folk, selvom der rent faktisk var meget lidt techno over Sorten Muld (og andre mente at der var meget lidt folkemusik i det). Det elektroniske element i Sorten Muld lånte i langt højere grad fra undergenrer som psychellic trance, trip hop og ambient. Men lad det nu ligge.

David Mondrup kalder sit nye "album" for "Folktronic" – altså, sådan ser jeg det i hvert fald, en leg med ordene folkemusik og technotronic. Men hvor Sorten Muld måske en sjælden gang havde en strejf af techno i nogle af deres mere up-tempo numre, er der ikke skyggen af techno på "Folktronic".

David Mondrup, eller Monsdrum, som han kalder dette projekt, har en solid bund af folkemusik, og det er dels Mondrups egne melodier og nogle traditionelle sange, der er det gennemgående på "pladen." Mondrup har desuden lånt samples fra Filarfolkets Filé, filé.

David Mondrup spiller selv "rigtige" instrumenter som harmonika og klaver, og ex-Fenja Menja'en Mia Guldhammer lægger sang til de traditionelle viser. Hvor Mia Guldhammers meget karakteristiske og befriende naturlige stemme er et stort plus, bliver Mondrups harmonikaspil til tider lidt tungt. Det er ikke fordi, det er dårligt, men mere fordi vi har vænnet os til en række utrolige dygtige harmonikaspillere indenfor den danske folkemusik. Det ville have været på sin plads med lidt out-sourcing på dette punkt.

Derimod kan man ikke sætte en finger på den elektroniske del. David Mondrup insisterer på ikke at lægge sig op af nogen speciel elektronisk genre, men at lade beats og synth skabe deres eget liv. Det er ikke hårdpumpet, men derimod fungerer det som afslappet backing til melodierne og sangene. Det giver en masse nuancer, som man måske ikke fanger i starten. Ved første gennemlytning blev jeg ret skuffet, netop fordi jeg, udfra navnet, havde forventet nogle mere dunkende beats. Men den eksperimenterende tilgang gør, at "pladen" vokser hver gang, man lytter til den. Det er en fusion mellem det elektroniske og folkemusikken, og Monsdrum har, ligesom Hedningarna, en evne til at fjerne grænsen mellem det elektroniske og det organiske.

Den opmærksomme læser har måske allerede bidt mærke i citationstegnende omkring ord som "album" og "pladen." Det hænger sammen med, at "Folktronic" ikke er udgivet på cd. Den er udelukkende tilgængelig som download. Og ka' man så stadigvæk kalde det en plade eller et album?

Monsdrum: "Folktronic"
GO0207 GO Danish Folk Music


Al indhold på www.rootszone.dk er beskyttet jvf. ophavsretsloven.
Sitet er udviklet i TYPO3 af ager media og Jens Gram.